Man­den, der

Mik­kel­lers øl er på re­kord­tid ble­vet spredt over he­le ver­den. Her for­tæl­ler man­den bag kult­bryg­ge­ri­et, Mikkel Borg Bjergsø, om en til­væ­rel­se dre­vet af tran­gen til at kon­kur­re­re. Om ven­ska­bet med den ame­ri­kan­ske ’ ro­ck­er­bryg­ger’, Ni­ck Floyd og om brud­det m

BT - - NF ER - Af Sø­ren Frank sof@ ber­ling­s­ke. dk Fo­to: Thomas Lek­feldt

STRÆ­BEN

Til­ba­ge i 2006, hvor øl­re­vo­lu­tio­nen sta­dig ra­se­de i kon­ge­ri­get, hu­sker jeg et be­søg på øl- en­tu­si­a­ster­nes år­li­ge øl­festi­val i Val­byhal­len. Jeg gik rundt og snu­se­de mel­lem stan­de­ne, i høj grad over­ladt til mig selv, ef­ter­som øl­fol­ket den­gang ik­ke li­ge­frem om­fav­ne­de en per­son, som trods man­ge ar­tik­ler om øl mest var kendt som ban­ner­fø­rer for ar­vefjen­den – vi­nen.

Plud­se­lig blev jeg an­råbt af en ung mand uden øl­ma­ve, men med mas­ser af hår og skæg – i dag vil­le man ha­ve sagt en ty­pisk Vester­bro­hip­ster, men den­gang var ud­tryk­ket end­nu ik­ke op­fun­det. Den un­ge mand, Mikkel Borg Bjergsø, skæn­ke­de et par smags­prø­ver bryg­get hjem­me på køk­ken­bor­det, og jeg spid­se­de straks smagsløg for det­te var ab­so­lut helt op­pe i top­pen af dansk mi­kro­bryg ( Mikkel vil­le i dag – som den­gang – si­ge, at der hel­ler ik­ke skul­le så me­get til).

Selv om den un­ge Bjergsø vir­ke­de bå­de se­ri­øs og må­l­ret­tet og ik­ke lag­de skjul på, at han an­så sit eget bryg for at væ­re en klas­se bed­re end det me­ste øl her­hjem­me, hav­de jeg ik­ke fan­ta­si til at fo­re­stil­le mig, at Mik­kel­ler ti år se­ne­re vil­le ha­ve en om­sæt­ning på 130 mil­li­o­ner kro­ner ( i 2014, det­te år en­der for­ment­lig en del hø­je­re) og op­pe­bæ­re en tred­je­plads på hånd­værks­bryg­ge­ri­er­nes ver­dens­rang­li­ste, ra­te­be­er. com, med øl­ba­rer spredt over he­le ver­den samt egen restau­rant og mi­kro­pro­duk­tion af spi­ri­tus.

Se­ne­st – for­ri­ge fre­dag – åb­ne­de Bjergsø sam­men med det ame­ri­kan­ske kult­bryg­ge­ri 3 Floyds en gi­gan­tisk brew­pub, som er et mi­kro­bryg­ge­ri med restau­rant, med plads til 300 gæ­ster i Kød­by­en. I Mik­kel­lers lan­ge po­r­te­føl­je af ak­ti­vi­te­ter fin­der man så­gar en lø­be­klub: Mik­kel­ler Run­ning Club, som nu, ba­re et halvt år ef­ter op­star­ten, tæl­ler næ­sten 30 hold spredt over he­le klo­den fra Sao Paulo til Tal­linn, der al­le lø­ber i tøj de­ko­re­ret af Mik­kel­lers art di­rector Keith Sho­re.

Apro­pos lø­be­klub ind­le­der Mikkel sin bog ’ Mik­kel­lers bog om øl’, skre­vet af ko­nen Per­nil­le Pang sid­ste år, med at si­ge, at han al­tid har væ­ret dre­vet af sit kon­kur­ren­ce­gen, som i før­ste om­gang fik ham til at lø­be he­le sin te­e­na­ge­tid væk.

Umid­del­bart fo­re­kom­mer op­væk­sten i Kok­ke­dal – ’ som den­gang var pænt, næ­sten en del af whi­sky- bæl­tet’ – nor­mal: Fa­de­ren var fæn­gels­in­spek­tør, hans mor fuld­mæg­tig i kri­mi­nal­forsor­gen. Par­ret blev skilt, da Mikkel var ot­te år, men hvem bli­ver ik­ke det i dag? Det usæd­van­li­ge lig­ger i, at Mikkel over­ho­ve­det ik­ke rør­te al­ko­hol som te­e­na­ger, i gym­na­si­et stod han op hver mor­gen for at lø­be ti ki­lo­me­ter, før han gik i sko­le. Mikkel træ­ne­de i alt 12 gan­ge om ugen, tre- fi­re af træ­nings­pas­se­ne fo­re­gik hos Spar­ta på Øster­bro, mens de lan­ge tog­tu­re blev brugt på at læ­se lek­tier.

Lø­be­ri­et før­te fle­re ung­doms­dan­mark­mester­ska­ber med sig og ik­ke mindst to stu­di­e­le­ga­ter som lø­ber for ame­ri­kan­ske uni­ver­si­te­ter i hen­holds­vis Kansas Sta­te og Ala­ba­ma.

» Det var ret cra­zy, de fle­ste for­bin­der USA med New York og Ca­li­for­ni­en, men det, jeg så, var no­get helt an­det. Jeg lær­te vir­ke­lig USA at ken­de, ef­ter­som jeg rej­ste me­get rundt i sta­ter­ne i for­bin­del­se med løb. I sid­ste en­de stop­pe­de jeg, for­di der al­tid var nog­le afri­ka­ne­re, som løb hur­ti­ge­re, og så kun­ne man jo ik­ke bli­ve ver­dens­me­ster. Jeg vil væ­re den bed­ste, og hvis jeg kan se, at jeg ik­ke kan bli­ve det, så er der in­gen grund til at fort­sæt­te, « si­ger Mikkel Bjergsø, som klart fik grund­lagt sin flair for ame­ri­ca­na og i øv­rigt be­gynd­te at drik­ke øl over the­re.

Vil­le fi­se den af

» Det me­ste var no­get møg a la Co­ors, men jeg stif­te­de og­så be­kendt­skab med craft be­er og kun­ne godt for­nem­me, at der var no­get in­ter­es­sant ved sma­gen. Så da jeg kom hjem, be­gynd­te jeg at kø­be Si­er­ra Ne­va­da og Brook­lyn, og hvad man nu kun­ne fin­de her­hjem­me den­gang. «

Til­ba­ge i Kø­ben­havn ind­skrev Mikkel sig på Fre­de­riks­berg Se­mi­na­ri­um. Ik­ke for­di han var dre­vet af drøm­men om at bli­ve sko­le­læ­rer.

» Jeg valg­te se­mi­na­ri­et, for­di jeg tænk­te, at det nok var den ud­dan­nel­se, hvor man kun­ne slip­pe nem­mest igen­nem og fi­se den af, og så en­de med at kom­me til at la­ve no­get an­det i den sid­ste en­de. Jeg la­ve­de ik­ke en skid på sko­len – ved si­den af kør­te jeg rundt og tøm­te døds­bo­er og solg­te de­sign­møb­ler. Man si­ger, at kun ti pro­cent af dem, som kom­mer ud fra se­mi­na­ri­et, vil væ­re sko­le­læ­re­re, og at 90 pro­cent al­li­ge­vel en­der med at bli­ve det. Så­dan gik det og­så mig. Jeg gad sat­me ik­ke væ­re læ­rer, men så var det, at en af mi­ne ven­ner så et op­slag på Det frie Gym­na­si­um ( som og­så kø­rer grund­sko­le for 8. og 9. klas­se) og syn­tes, det kun­ne væ­re mig. Jeg fik job­bet og blev sinds­sygt glad for den sko­le. Bå­de ele­ver og læ­re­re har ind­fly­del­se på de­res hver­dag, som jeg ik­ke tror, du

» Det un­dre­de mig, at der var så man­ge, som la­ve­de no­get skidt, og kun nog­le få, f. eks. Brøck­hou­se, som var go­de. Det var ik­ke så me­get for selv at bryg­ge, som det var for at kom­me frem til en spe­ci­el smag i øl­let, som jeg kun­ne li­de. Jeg var nys­ger­rig ef­ter at for­stå, hvor­for øl­let sma­ger, som det sma­ger. «

I 2005 be­slut­te­de de to ven­ner, som nu kald­te sig Mik­kel­ler, at gø­re me­re ud af øl­let. De le­je­de den mind­ste stand i Val­byhal­len til øl­festi­va­len året ef­ter.

» Un­der festi­va­len var der seks ame­ri­kan­ske im­por­tø­rer, som hen­vend­te sig for at få fat på vo­res øl, in­gen vid­ste, at vi ba­re bryg­ge­de hjem­me i køk­ke­net, « si­ger Mikkel.

Sam­ti­dig hav­de Mik­kels bror, Jep­pe, åb­net ’ Øl­bu­tik­ken’ i Oe­h­lens­chlæ­gers­ga­de, hvor han bl. a. solg­te Mik­kel­lers bryg. Snart be­gynd­te flot­te rat­ings af Mik­kels øl at duk­ke op på ra­te­be­er. com, hvor ølen­tu­si­a­ster kan byt­te og an­mel­de hånd­værk­søl: I ja­nu­ar 2006 blev Mik­kel­lers kaf­fe­stout, kal­det Be­er Ge­ek Bre­ak­fast, valgt af hjem­mesi­den som ver­dens bed­ste stout.

Sinds­sygt go­de an­mel­del­ser

» Ra­te­be­er er ret po­pu­lær her­hjem­me, der er man­ge hardco­re øl­nør­der, som kø­ber dansk øl og sen­der det ud i ver­den. I be­gyn­del­sen be­tød ra­te­be­er alt for os, vi fik sinds­sygt go­de an­mel­del­ser, al­le­re­de in­den vi be­gynd­te at la­ve øl på et rig­tigt an­læg, « for­tæl­ler Mikkel, som fra det år be­gynd­te at la­ve de­res øl hos Ør­bæk­bryg­ge­ri­et og se­ne­re og­så brug­te gour­met­bryg­ge­ri­et i Roskil­de.

I takt med at Mik­kel­lers pro­duk­tion vok­se­de, vok­se­de og­så ue­nig­he­den mel­lem Mikkel og Kel­ler, som på det tids­punkt beg­ge hav­de fuld­tidsjob ved si­den af øl­let. Hvor sidst­nævn­te var til­freds med at hol­de gry­den i kog med fem- seks for­skel­li­ge bryg, hav­de Mikkel stør­re am­bi­tio­ner og mod­sat Kel­ler in­tet imod at ar­bej­de fuld tid ved si­den af fuld­tidsjob­bet.

» Jeg var be­gyndt at bli­ve ir­ri­te­ret over, at han trak i den an­den ret­ning, og da han så blev for­frem­met fra al­min­de­lig skri­bent til re­dak­tør for So­und­ve­nue, og jeg kun­ne se, at det vil­le ta­ge end­nu me­re af hans tid og ener­gi, sag­de jeg: En­ten stop­per du, el­ler og­så stop­per jeg. Og det gjor­de han så i 2007. Jeg har ik­ke snak­ket med ham i man­ge år. Ik­ke

SØN­DAG 19. APRIL 2015 at vi blev uven­ner, vi er ba­re vok­set fra hin­an­den, og al­le­re­de den­gang, vi split­te­de op, hav­de vi ik­ke læn­ge­re no­get til fæl­les. «

Kel­ler er ik­ke den ene­ste, som Mikkel ik­ke læn­ge­re ser. Han har hel­ler ik­ke læn­ge­re kon­takt med sin tvil­lin­ge­bror, Jep­pe Jar­nit- Bjergsø, ( Jep­pe har ta­get sin ko­nes ef­ter­navn, Jar­nit, red.), som han el­lers vok­se­de op tæt sam­men med.

» Jeg tror, at det er umu­ligt at for­stå, hvor­dan det er at væ­re enæg­ge­de tvil­lin­ger, hvis ik­ke man har væ­ret der: Vi la­ve­de alt sam­men, vi kun­ne næ­sten læ­se hin­an­dens tan­ker. Det var al­tid I, ik­ke du, for folk kun­ne ik­ke se for­skel på os og op­fat­te­de os som én per­son, og så bli­ver éns sel­vop­fat­tel­se og­så så­dan. Selv om vi kun­ne væ­re dø­de­ligt ue­ni­ge

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.