H

BT - - SØNDAG -

er­til og ik­ke læn­ge­re. Lol­lands­ba­nen en­der her på Naks­kov Sta­tion i et sid­ste stop i dét, no­gen kal­der ud­kantsland. 300 me­ter der­fra lig­ger en lav byg­ning – en en­de­sta­tion for en sam­ling men­ne­sker, der le­ver et liv i ud­kan­ten af ud­kan­ten. » Vi ple­jer at si­ge, at Ar­ken lig­ger i det helt ret­te lo­ka­le. For når man kom­mer her, så har man sgu al­li­ge­vel det ene ben i gra­ven. «

Lat­ter­brø­let får tung, sur røg til at bøl­ge i ly­skeg­ler­ne fra de la­ve lam­per over bil­lard­bor­de­ne. Det er langt­fra før­ste gang, den vit­tig­hed er ble­vet for­talt i dag, men hvem går op i det?

Op­rin­de­ligt rum­me­de bo­de­ga­en Ar­ken Naks­ko­vs gam­le be­de­mands­for­ret­ning. Som så man­ge an­dre bu­tikslo­ka­ler i by­en lå det spø­gel­ses­ag­tigt tomt i åre­vis, før det blev op­købt og byg­get om til bo­de­ga.

På Lol­land er 35 pro­cent af be­folk­nin­gen på off ent­lig for­sør­gel­se. Til sam­men­lig­ning er lands­gen­nem­snit­tet 22 pro­cent. Me­re end hver tien­de lol­læn­der står op­ført i RKI som dår­lig be­ta­ler, og Lol­land Kom­mu­ne har lan­dets hø­je­ste til­fl yt­nings­ra­te af ar­bejds­lø­se og fol­ke- og før­tids­pen­sio­ni­ster.

I Naks­kov bor der tand­læ­ger, sko­le­læ­re­re, ad­vo­ka­ter, blik­kensla­ge­re. I par­cel­hu­se og i lej­lig­he­der. Men in­de bag de spros­se­de ru­der i den hvi­de fa­ca­de på Østre Bou­le­vard sid­der dem, der le­ver i ud­kan­ten af ud­kantslan­det. Det er dem, man kal­der sam­fun­dets ud­sat­te. Dem, for­fat­ter og de­bat­tør Lis­beth Zor­nig Andersen for­sva­rer, når hun hol­der væl­ger­mø­de midt i det lol­land­ske for­fald, som hun selv for­lod. Al­le har de mødt me­re end al­min­de­lig mod­gang i li­vet, og al­le er de endt på Ar­ken med de stum­per og styk­ker, de fi k med sig un­der­vejs.

Go­de råd er al­tid gra­tis

Ar­ken duk­ker og­så op i den bro­ge­de hi­sto­rie om Lis­beth Zor­nig An­der­sens egen fa­mi­lie, der blev blot­lagt i den har­ske dokumentar ’ Min barn­dom i hel­ve­de’ om svigt, vold og seksu­el­le kræn­kel­ser. Det er på Ar­ken, Lis­beth Zor­nig An­der­sens mor Jyt­te og bror ‘ Mon­key’ har de­res gang om bil­lard­bor­det og om den op­mu­re­de bar­disk, hvor øl­le­ne er bil­li­ge og go­de råd al­tid gra­tis.

Men det er og­så her, rundt om bor­de­ne, hvor hunde som Per­le og La­dy sid­der med, at man blandt an­dre kan mø­de He­le­ne Hof­mann, der for 30 år si­den fl yg­te­de fra ‘ en psy­ko­pat af en mand’ og end­te på Lol­land, hvor hun al­drig er kom­met i ar­bej­de. For­di hun, som hun si­ger, har haft for travlt med at over­le­ve. Og den tid­li­ge­re kro­for­pag­ter Erik Vir­ke­lyst, der ik­ke læn­ge­re er ban­ge for at dø af øl og smø­ger, for­di han har prø­vet det dér med dø­den, og det ‘ mær­ker man så­dan set ik­ke’. Sam­men med pe­del­len Jo­hn Kri­sti­an­sen, der for ny­lig mi­ste­de si­ne bør­ne­børn i et fl am­me­hav og fi nder trøst i en kold øl og det stil­le sam­men­hold i hjør­net.

Le­ne hol­der kur­sen

Det er Le­ne Mad­sen, der hol­der Ar­ken på ret kurs. Hun åb­ner ger­ne før den of­fi ci­el­le åb­nings­tid, hvis no­gen træn­ger til en øl el­ler en kop kaff e, og når det er jul, sæt­ter hun lang­bor­de op gen­nem bo­de­ga­en, så de, der ik­ke har an­dre ste­der at væ­re, ‘ i det mind­ste får fl æske­s­teg og risa­la­man­de’.

» Man kom­mer helt au­to­ma­tisk til at hol­de af de folk, der kom­mer her. De er ble­vet min nær­me­ste fa­mi­lie. Fle­re af dem har hel­ler ik­ke så me­get at kom­me hjem til, « si­ger hun.

På Ar­ken hol­der man fast i den ræling, der er. Og da en af stam­kun­der­ne blev med barn, og der ik­ke rig­tig var no­gen far, vir­ke­de det na­tur­ligt at dø­be dren­gen No­ah. ‘ Ar­kens første­fød­te’, kal­der de ham.

BT be­søg­te Ar­ken en ons­dag i marts. Fra de før­ste øl blev skyl­let ned med fransk­brøds­mad­der med re­jeost og tre­stjer­net spe­gepøl­se før klok­ken 9, til den sid­ste høj­rø­ste­de gæst vak­le­de hjem ved mid­nat. Man­ge skæb­ner stak ho­ve­d­et ind. Og li­ge­gyl­digt hvem der træ­der ind på Ar­ken og kortva­rigt luk­ker en sol­strå­le ind i det bru­ne hen­fald, bli­ver der hilst ved for­navn.

Når der bli­ver spurgt, hvor oft e man kom­mer her, ly­der sva­ret al­tid: » Lidt for tit « .

På Ar­ken må hunde ger­ne sid­de med ved bor­det. Her er det La­dy, der er fast in­ven­tar på bo­de­ga­en.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.