JO­HN KRI­STI­AN­SEN 58 ÅR, SER­VI­CE­ME­D­AR­BEJ­DER PÅ PLE­JE­HJEM. KOM­MER PÅ AR­KEN HVER DAG EF­TER AR­BEJ­DE. NOG­LE GAN­GE OG­SÅ OM LØR­DA­GEN, HVIS DER IK­KE ER NO­GET I FJERN­SY­NET

BT - - SØNDAG -

Der var ik­ke al­le, der vid­ste, hvor­for Jo­hn Kri­sti­an­sen var så stil­le den dag i ja­nu­ar. Som han ple­jer, sad han i hjør­net med den ene hånd på fl askeøl­len og den an­den hvi­len­de på aske­bæg­rets tyk­ke gla­skant. Da en be­ru­set gæst be­gynd­te at stik­ke til ham, blev der straks slå­et en be­skyt­ten­de ring om hans plads i hjør­net.

» Du la­der Jo­hn sid­de i fred i dag, er du med? « lød det promp­te. Og så­dan blev det.

Det er der­for, Jo­hn Kri­sti­an­sen hol­der af at kom­me på Ar­ken. Her pas­ser man på hin­an­den. Og nok er to­nen rå. Men den er kær­lig.

» Den dag hav­de jeg mi­stet to bør­ne­børn i bran­den, « for­tæl­ler han stil­fær­digt. Han ta­ler om den brand, der 30. ja­nu­ar ko­ste­de fi re børn og en mand li­vet i en vil­la i Naks­kov. Diskret tør­rer han van­det i øjen­kro­gen væk.

» Men det skal vi ik­ke svæl­ge i nu. På Ar­ken kom­mer høj som lav, og her er plads til, at man er trist en dag, og der er og­så plads den dag, man ger­ne vil snak­ke om det, « si­ger han. » Det har hjul­pet mig en hel del. « Jo­hn Kri­sti­an­sen kom­mer her for at ’ skyl­le da­gen ned’. Det gør han hver dag, og det ta­ger præ­cis tre øl til 15 kr. styk­ket. Så cyk­ler han hjem og kig­ger tekst- tv og sid­der lidt for­an com­pu­te­ren. Om lør­da­gen, hvis han ik­ke ’ gi­der glo me­re fj ern­syn’, kan han godt fi nde på at cyk­le ned til en god­nat­ba­jer.

En om­gangskreds og et net­værk

Jo­hn Kri­sti­an­sen har væ­ret gift en­gang, og han har en dat­ter i by­en. Men de se­ne­ste år har han holdt ju­le­aft en på Ar­ken. Det er ek­stremt hyg­ge­ligt, si­ger Jo­hn Kri­sti­an­sen, og i hvert fald bed­re end at ’ sid­de ale­ne der­hjem­me og glo’.

» I min fa­mi­lie sid­der vi ba­re ik­ke lå­re­ne af hin­an­den, lad mig si­ge det så­dan. I baks­pej­let kan jeg godt se, at jeg må­ske ik­ke så mi­ne bør­ne­børn nok. Det kan jeg ik­ke rig­tigt la­ve om på nu. « Han pil­ler lidt i en plet i træ­bor­det. » Her på Ar­ken får man en om­gangskreds og et net­værk, og det kan jeg godt li­de. Her kom­mer in­gen til at sid­de ale­ne og kuk­ke­lu­re. «

» I min fa­mi­lie sid­der vi ba­re ik­ke lå­re­ne af hin­an­den, lad mig si­ge det så­dan. I baks­pej­let kan jeg godt se, at jeg må­ske ik­ke så mi­ne bør­ne­børn nok. Det kan jeg ik­ke rig­tigt la­ve om på nu. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.