LE­NE MAD­SEN 41 ÅR, DAG­LIG LE­DER PÅ AR­KEN. KOM­MER PÅ AR­KEN HVER DAG. OG­SÅ NÅR HUN IK­KE ER PÅ AR­BEJ­DE

BT - - SØNDAG -

Le­ne Mad­sen fyl­der ik­ke me­get. Når hun en sjæl­den gang hæ­ver stem­men, går der til gen­gæld en en­gel gen­nem værts­hu­set. Der her­sker en dyb respekt for den spink­le kvin­de i den po­se­de hæt­te­trø­je, for var det ik­ke for Le­ne Mad­sen, var der man­ge, der ik­ke vil­le vi­de, hvor de skul­le gå hen.

Op­rin­de­ligt var hun an­sat på bo­de­ga­en Øk­sen, som lig­ger li­ge på den an­den si­de af ga­den, men da hun blev sagt op, hev hun al­le stam­kun­der­ne med over på Ar­ken. I dag me­ner man, at Ar­ken er et af Naks­ko­vs mest be­søg­te værts­hu­se.

» No­get af det vig­tig­ste ved et godt værts­hus er, at ejer­ne er syn­li­ge. Hvis du vil ha­ve tro­fa­ste kun­der, skal du in­ve­ste­re dig selv. Man får et for­hold til folk og kom­mer til at hol­de af dem. Fle­re af dem, der kom­mer her, har ik­ke så me­get at kom­me hjem til. «

Va­sker op i hån­den

Le­ne Mad­sen va­sker samt­li­ge glas op i hån­den. In­du­stri­ma­ski­ner har hun ‘ ik­ke me­get til­tro til’. Al­le møb­ler­ne er købt i gen­brugs­bu­tik­ker, og væg­ge­ne er ma­let bru­ne. Hvi­de væg­ge var for ke­de­li­ge, me­ner hun, for på Ar­ken skal folk fø­le sig hjem­me.

Når man spør­ger, hvad hun drøm­te om i sin tid, ved hun det ik­ke.

Men hun ved, at job­bet som kromut­ter har gjort hen­de lyk­ke­lig.

» Jeg har ar­bej­det på fa­brik i man­ge år, men det her er det ene­ste job, jeg har væ­ret glad for. Det er og­så nød­ven­digt, hvis du vil ar­bej­de på en bo­de­ga. «

Hvert år til jul stil­ler Le­ne Mad­sen lang­bor­de ned gen­nem bo­de­ga­en og in­vi­te­rer in­den­for til ju­le­af­ten. Det ko­ster 75 kr. at væ­re med. Hun tje­ner ik­ke en kro­ne på det, men til gen­gæld gi­ver hun en hyg­ge­lig af­ten til dem, som el­lers skul­le ha­ve sid­det der­hjem­me ale­ne. Ef- ter ma­den raf­ler de om ga­ver, som de selv har haft med.

Lå død i lej­lig­he­den

Et år var der en af stam­kun­der­ne, der ik­ke duk­ke­de op. Le­ne Mad­sen var be­kym­ret. Som hun ple­jer, når no­gen ude­bli­ver, kør­te hun for­bi for at se, om alt var okay. I lej­lig­he­den lå han død.

» Det var hårdt. Men det sker jo af og til, når man har med den her slags men­ne­sker at gø­re. De le­ver et an­det liv end det, ho­ved­par­ten af be­folk­nin­gen le­ver, « si­ger hun.

» Man kom­mer helt au­to­ma­tisk til at hol­de af de folk, der kom­mer her. De er ble­vet min nær­me­ste fa­mi­lie. Fle­re af dem har hel­ler ik­ke så me­get at kom­me hjem til. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.