AN­NET­TE HEICK Duft en af kær­lig­hed

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Man kan godt lidt glem­me det en gang imel­lem, men vi er fak­tisk ut­ro­ligt sty­re­de af vo­res san­ser. No­get af det, jeg sy­nes er al­ler­mest synd for mænd, er, at de al­drig prø­ver at væ­re gravi­de. For un­der gravi­di­te­ten op­le­ver de fl este kvin­der, at san­ser­ne ud­vi­des helt enorm. MIN LUG­TESANS VAR for ek­sem­pel så raf­fi ne­ret, at jeg kun­ne stå i en fyldt tog­kupé og lug­te hver en­kelt par­fu­me, og jeg var i stand til at ud­pe­ge ry­ge­re. MI­NE SMAGSLØG GJOR­DE og­så krums­pring. Jeg kun­ne plud­se­lig ik­ke li­de kaff e og co­la, men æb­ler ( som jeg nor­malt ik­ke er sær­lig vild med) smag­te mig. Jeg kun­ne æde ti om da­gen. NU OP­LE­VER JEG så igen, at jeg ik­ke kan li­de co­la. Jeg, der har kun­net drik­ke co­la døg­net rundt – jeg kan sim­pelt­hen ik­ke få det ned læn­ge­re. Og jeg er ik­ke gravid, skal jeg skyn­de mig at si­ge, så mon ik­ke det har no­get med min al­der og hor­moner­ne at gø­re? Det tror jeg. MEN ÉN TING er hor­moner, no­get an­det er, hvad vi selv kan gø­re for at ud­vi­de san­ser­ne. Vi har jo få­et dem af en år­sag. Vi ved fra vi­den­ska­ben, at vi ud­skil­ler fero­mo­ner. Det er ik­ke no­get, som vi be­mær­ker som de­ci­de­re­de duft e, men hjer­nen re­gi­stre­rer dem og for­tæl­ler os en mas­se ting om hin­an­den, som vi bru­ger til at væl­ge vo­res part­ner med. Fero­mo­ner­ne er f. eks. med til at for­tæl­le man­den, at kvin­den har æg­løs­ning. Fero­mo­ner­ne er med til at for­tæl­le kvin­den no­get om man­dens gen­mas­se. Fero­mo­ner­ne er dem, der gør, at ny­fød­te gen­ken­der de­res mor. Mens en kvin­de, der ta­ger p- pil­ler, mi­ster ev­nen til at op­fan­ge en mands fero­mo­ner. In­ter­es­sant, ik­ke? JEG ER NÆP­PE den ene­ste, der kan fi nde på at snu­se kraft igt ind, når jeg pas­se­rer en smuk mand. Så­dan én vil man godt li­ge mær­ke duf- ten af. Og så kun­ne man godt mistæn­ke par­fu­me for at for­plum­re ind­tryk­ket, men vi er så smart ind­ret­tet, at vi ger­ne væl­ger en per­son­lig duft , der er med til at un­der­stre­ge de ind­tryk, vo­res fero­mo­ner ud­sen­der, så par­fu­me er ik­ke helt spildt. VI HAR DOG man­ge an­dre san­ser, som er med til at gø­re li­vet dej­ligt. Smags­san­sen er en af mi­ne fa­vo­rit­ter. Da jeg mød­te min mand, var han bør­ne­ha­ve­pæ­da­gog. Først se­ne­re valg­te han at ud­dan­ne sig til kok. I det fran­ske køk­ken. Jeg in­drøm­mer, at jeg ab­so­lut in­tet for­hold hav­de til det fran­ske køk­ken ud­over den gam­le jo­ke om, at der ty­pisk var for lidt på tal­ler­ke­nen, og at sovs hed ” så­ååååss”. Jeg hav­de det helt fi nt med Molsli­ni­ens buff et og ana­nas på pizza­en. MEN DER SKER jo no­get, når man bli­ver in­tro­du­ce­ret til en ny pa­let af smags- nu­an­cer, og når man be­gyn­der at kun­ne skel­ne mel­lem det, der er la­vet med kær­lig­hed, og det, der er la­vet med ru­ti­ne. Det vær­ste er, at man ik­ke kan gå bag­læns, når først smags­san­sen er ble­vet ud­vi­det. Jeg kan sta­dig spi­se det me­ste mad, men det er ik­ke gi­vet, at jeg ny­der det. JEG TROR, AT rig­tig man­ge gen­ken­der di­lem­ma­et, når det gæl­der kaff e. Har man væn­net sig til kaff en hos de man­ge nye ba­rista­er, så er det helt ude­luk­ket, at man kan ky­le en sort kaff e ned, som er la­vet på gam­mel­dags kaff ema­ski­ne og har stå­et på ko­ge­pla­den og sma­ger ( ud) brændt og bit­ter. Når man drø­ner så me­get rundt på lan­de­ve­je­ne, som jeg gør, be­gyn­der man og­så at no­te­re sig, hvil­ke kaff eau­to­ma­ter der er på de for­skel­li­ge tank­sta­tio­ner. F. eks. er jeg be­gyndt at læg­ge vej­en for­bi Shell, for­di de har Cos­ta Coff ee. JEG VED GODT, det ly­der nør­det. Men prøv at stik­ke næ­sen uden­for og smag på li­vet. Det er ba­re så dej­ligt. så i øv­rigt stil­le op med al­le de fra­skil­te? I vo­res kul­tur er det ik­ke læn­ge­re et frem­her­sken­de syns­punkt, at sex er no­get, der kun skal fi nde sted eft er æg­te­ska­bets ind­gå­el­se. Det kan man be­græ­de el­ler glæ­de sig over. Men det er nu et fak­tum, at langt de fl este men­ne­sker har fl ere for­hold bag sig. Jom­fru kan man jo kun væ­re én gang. Jeg sy­nes, du i ste­det skal sæt­te pris på den er­fa­ring, din kæ­re­ste kom­mer med.

Læs he­le An­net­tes svar på bt. dk/ brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.