Kul­tur ’ Mu­sik­ken blev

Mu­si­ke­ren Tor­ben Borg­hus blev lam­met un­der Skan­der­borg Festi­val

BT - - KULATNSUEN R - Lon­nie Kjer redaktionen@ bt. dk

NYT LIV

Højt tem­po. Ren rock’n’roll. Mas­ser af kon­cer­ter og li­ge så man­ge drøm­me. Det gik godt for mu­si­ker Thomas Borg­hus til­ba­ge i 2007. Næ­sten for godt. Der måt­te ger­ne ske no­get nyt. No­get me­re og an­det end ro­ck­gu­i­tar og ba­je­re. Rej­ser? Kær­lig­hed? Børn? Nye ho­ri­son­ter? Et el­ler an­det. Fjor­ten da­ge se­ne­re lå han på bun­den af en sø. Lam.

» Det er næ­sten en kli­ché. Jeg var det bed­ste sted i mit liv. Al­ting kør­te for mig, og jeg var fuld­stæn­dig klar på at ta­ge et kæm­pe spring i en el­ler an­den ny ret­ning. Så­dan lidt ’ test mig’ag­tig. Det blev jeg så, må man si­ge, « si­ger Tor­ben Borg­hus.

Han for­tæl­ler sin hi­sto­rie til BT. Ik­ke for at sø­ge me­dynk, men for­di han vil for­tæl­le, hvad der kan ske, når man gi­ver sin skæb­ne et kæm­pe spark. Og­så selv om be­ne­ne ik­ke­fun­ge­rer. Dét gør kun­sten, kø­re­sto­len og kær­lig­he­den til mu­sik­ken til gen­gæld.

Af­ten­duk­ker­ten der gik galt

7. au­gust 2007 var Tor­ben Borg­hus på Skan­der­borg Festi­val, om­gi­vet af ven­ner og kol­de øl. Egent­lig var han på vej hjem, da to sø­de pi­ger til­bød ham over­nat­ning på van­dre­hjem­met, selv in­vi­te­re­de han på en af­ten­duk­kert i sø­en. Af med tø­jet, ud på broen, i sø­en. Og en sø­bund, der var li­ge un­der van­d­over­fla­den.

» Jeg ku’ hø­re pi­ger­ne hop­pe i van­det, mens jeg lå og ik­ke kun­ne rø­re mig og ba­re kon­cen­tre­re­de mig om at hol­de vej­ret. De tro­e­de, jeg jo­ke­de, men da de tog fat i mig, ku’ de bå­de se og mær­ke en slap krop uden den mind­ste mod­stand, « for­tæl­ler Thomas Borg­hus, der måt­te ven­te i næ­sten en ti­me, før han blev kørt til sy­ge­hu­set, hvor han våg­ne­de op på in­ten­si­vaf­de­lin­gen uden fø­lel­se i krop­pen.

» Min ve­nin­de hav­de sagt til læ­ger­ne, at de ik­ke skul­le væk­ke mig igen. Min egen før­ste tan­ke, da jeg våg­ne­de, var, at det her – det er vir­ke­lig no­get lort, « for­tæl­ler han.

Det var det. Ska­det ved 5. og 6. nak­ke­hvir­vel. Med ud­sigt til ti må­ne­ders genop­træ­ning med skif­te­vis håb og to­tal ned­t­ur.

» Den vir­ke­li­ge ned­t­ur kom først, da de ud­skrev mig med et, ’ nu kan vi ik­ke gø­re me­re for dig’. Så faldt ham­me­ren. Man prø­ver jo på ik­ke at væ­re bit­ter, men det er sgu svært. Men jeg lo­ve­de mig selv, at jeg vil­le knok­le på i et år og så re­vur­de­re sa­gen. «

Alt kan la­de sig gø­re

Han holdt ud. Sam­le­de stum­per­ne og genop­fandt sig selv. Lang­somt. Og i en krop, der til­la­der ham at kun­ne bø­je ar­me og hånd­led.

» Jeg har al­tid væ­ret am­bi­tiøs, nys­ger­rig og ar­bejd­s­om. Al­tid tro­et på, at ting kan la­de sig gø­re, hvis man knok­ler for det, og jeg hav­de en idé om, at jeg må­ske al­li­ge­vel kun­ne fort­sæt­te i den ba­ne, der var mit liv in­den ulyk­ken. Jeg hav­de et reb til den pas­sion, jeg al­tid har haft i mig. «

Kan man træk­ke vej­ret, kan man må­ske og­så syn­ge lidt. Kan man syn­ge lidt, har man må­ske luft til at spil­le mund­har­pe, og vir­ker hæn­der­ne ik­ke, kan mund­har­pen pla­ce­res i et sta­tiv. Når fin­gre­ne ik­ke læn­ge­re gen­ken­der en gu­i­tar, kan man de­sig­ne et in­stru­ment, der min­der om, og al­li­ge­vel væ­re en del af mu­sik­ken. Og kan man sty­re en com­pu­ter, fin­des der en mu­si­kalsk ver­den og mu­lig­hed dér.

» Og kan man ik­ke ven­de til­ba­ge til det, der var, må man gø­re no­get nyt, « som Tor­ben Borg­hus si­ger.

Det ret nye er bil­le­der­ne. For når han bø­jer hånd­led­dene, kram­per hæn­der­ne sam­men, så han kan hol­de om en pen­sel. På sin må­de.

» Jeg ma­le­de som barn, men se­ne­re kom mu­sik­ken jo til at sty­re det he­le. Da jeg så mød­te en pi­ge med børn, der el­ske­de at teg­ne og ma­le, op­da­ge­de jeg, at jeg sgu da hav­de den end­nu. Jeg kan ik­ke træk­ke en streg som før, men jeg kan no­get an­det, og det er ble­vet en ny del af mit kunst­ne­ri­ske ud­tryk at ma­le upræ­cist og ukon­trol­le­ret. Og når dét at sæt­te sin un­der­skrift, nær­mest er en umu­lig­hed, er det sto­re sa­ger at få lov at ma­le og ud­stil­le si­ne eg­ne vær­ker. «

For Tor­ben Borg­hus er det ik­ke kun krop­pen, der sæt­ter be­græns­nin­ger. Det er mest i ho­ve­d­et, fo­re­stil­lin­gen om ik­ke at kun­ne, le­ver.

» Det bur­de f. eks. ik­ke kun­ne la­de sig gø­re, at jeg kan syn­ge, og det fø­les og­så som om, jeg har lø­bet en halv­ma­ra­ton ef­ter et par san­ge. Det ko­ster kræf­ter, men det gi­ver mig og­så styr­ke. Jeg kan træ­ne stem­men stær­ke­re, og den bli­ver bed­re og bed­re. «

’ Jeg vil ik­ke sid­de og ven­te’

Ned­t­u­re­ne? De duk­ker sta­dig­væk op med jæv­ne mel­lem­rum.

» Jeg kan sta­dig­væk gå i sort, når jeg har smer­ter. Det er ner­ver­ne, der dril­ler. Fan­to­m­ag­ti­ge smer­ter i de lem­mer, der ik­ke vir­ker. Som om min hud stram­mer på mi­ne mus­k­ler og min krop. Som en spæn­de­trø­je el­ler en alt for stram fly­ver­dragt, der er ly­net helt op og ta­pet til med gaf­fa­ta­pe. Men jeg kan di­stra­he­re mig selv og har lært, at jeg ik­ke be­hø­ver bli­ve i en dår­lig fø­lel­se. Jeg kan ma­le, spil­le el­ler skri­ve mig ud af dem. «

En stil­le ac­cept af, at tin­ge­ne er, som de er, li­ge nu, er en nød­ven­dig­hed og en del af dét, der dri­ver ham. Sam­men med hå­bet om, at ska­der­ne bli­ver min­dre. Ik­ke af sig selv, men ved hjælp af forsk­nings­for­søg, der ser ud til en dag at bli­ve en mu­lig­hed. Ik­ke hvis læ­ger­ne fin­der ud af at byg­ge bro mel­lem de ska­de­de ner­ver, men når de gør det, som Borg­hus si­ger det.

» Men jeg be­slut­te­de for læn­ge si­den, at jeg ik­ke vil sid­de og ven­te på det. Jeg vil hver­ken af­fin­de mig med min til­stand el­ler mi­ste hå­bet om bed­ring, men jeg vil gø­re no­get imens og gi­der ik­ke le­ge ’ hvad nu hvis’- le­gen. Det var min egen be­slut­ning at hop­pe i sø­en den nat, der er kun mig selv at skul­le til­gi­ve, og det har jeg gjort for læn­ge si­den. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.