AN­NET­TE HEICK KØ­BEN­HAV­NER I SMILETS BY AN­NET­TES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Er det egent­lig vig­tigt, hvor vi kom­mer fra? I et lil­le land som Dan­mark? Jeg tror, de fl este ken­der til den der for­nem­mel­se af, at man hø­rer til i et helt be­stemt om­rå­de. Rig­tig man­ge fø­ler en sær­lig sam­hø­rig­hed med en by el­ler by­del – ty­pisk der, hvor de er vok­set op. Hvis vi går bag­læns gen­nem vo­res op­vækst, tror jeg, vi vil op­le­ve, at vi er ble­vet run­det af de ste­der, vi har bo­et. – smilets by’? Me­get pas­sen­de, for hvis der er no­get, der er slå­en­de for en kø­ben­hav­ner, så er det nem­lig de smil, man mø­des af i Aar­hus. OG MÅ­SKE HAND­LER det slet ik­ke om Aar­hus. Må­ske hand­ler det om, at man i Kø­ben­havn har glemt smilet og ven­lig­he­den midt i den trav­le stor­by. Ly­der det sen­ti­men­talt… jeg ved det godt. Og det er og­så en kli­ché at ta­le om den fortrav­le­de stor­by. Men ik­ke de­sto min­dre kun­ne der godt væ­re man­ge fl ere smil og me­get me­re hjælp­som­hed og over­bæ­ren­hed ov­re på Djæv­leø­en ( læs: Sjæl­land). Der skal jo så uen­de­lig lidt til. I GÅR VAR jeg f. eks. in­de i en for­ret­ning. Ind kom post­bud­det med pak­kepost. Han var kulsort ( jeg gæt­ter på, han var fra So­ma­lia), og han tal­te højt og me­get ge­brok­kent… Jeg var fak­tisk lidt i tvivl om, hvor­vidt han over­ho­ve­det tal­te dansk. Men han strå­le­de om kap med so­len og smi­le­de og vir­ke­de så pa­ve­stolt over sit job, at jeg sim­pelt­hen måt­te for­tæl­le ham, at hans glæ­de smit­te­de. Gad vi­de, om han og­så er run­det af de ste­der, han har bo­et! Gad vi­de, om han har følt til­knyt­ning til et sær­ligt po­st­num­mer? DA HAN FOR­LOD for­ret­nin­gen, stod vi tre da­mer og gla­ne­de eft er ham og tal­te om, hvor dej­ligt det er at mø­de så­dan et men­ne­ske. At vi over­ho­ve­det fi k en hel sam­ta­le til at gå med hans go­de hu­mør, for­tæl­ler jo no­get om, at det er en sjæl­den­hed. Og det fi k mig til at tæn­ke, at det sgu er for dår­ligt. Rent ud sagt. Vi må sim­pelt­hen hjæl­pe hin­an­den til at mø­de vo­res om­gi­vel­ser med lidt fl ere smil og glæ­de og stolt­hed. Det er så­mænd ba­re at an­er­ken­de hin­an­den. Hi­ve et ek­stra lil­le ’ tak’ op af lommen nu og da. Og så sen­de det af sted med et smil. Det kan vi vel fi nde ud af.

Gæt hvad jeg spi­ser !!!!! Se mit lil­le­bit­te hus! Det lig­ner må­ske, at det er et ræk­ke­hus, men nej... det lig­ger midt mel­lem en mas­se lej­lig­he­der. 55 kvm for­delt på to eta­ger. Lidt nut­tet. Det er kendt som Jesper Kle­ins hus. Og i dag skin­ner so­len på det. ni­ster og an­dre har så travlt med, at kvin­der ba­re skal frem i ver­den. Jeg ple­jer ger­ne at si­ge til gravi­de, at de skal sør­ge for at læ­se avi­sen hver dag. De skal hol­de sig op­da­te­ret in­den­for det er­hverv, de ger­ne vil til­ba­ge til. De skal hu­ske at smuk­ke­se­re sig en gang imel­lem. Om ik­ke for man­dens så for de­res egen skyld, så selv­vær­det bli­ver pud­set af. Og så skal de hu­ske at gen­fi nde kæ­re­ste­for­hol­det så hur­tigt som mu­ligt. Alt­så hu­ske at få gang i det seksu­el­le, så der fi ndes en mand/ ko­ne al­li­an­ce og ik­ke ba­re en far/ mor. Det kan godt stø­de på ek­stra ud­for­drin­ger, når der er to små blebørn. Stå ved det je­res valg og glæd jer over, at I har hin­an­den. Du skal nok nå det he­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.