’’

BT - - NYHEDER -

Eva Braun, Hit­lers hu­stru en del mod­stand, da en me­d­ar­bej­der ved tre­ti­den om ef­ter­mid­da­gen tvang hen­des kæ­ber fra hin­an­den og knu­ste en cy­a­nid am­pul i hen­des mund, mens hen­des her­re kig­ge­de på. Hun dø­de på ste­det. Wulf og de fi­re øv­ri­ge hval­pe blev bå­ret op i kan­cel­li­ha­ven, hvor de fik en kug­le og blev be­gra­vet sam­men med de­res mor.

Sent sam­me af­ten gjor­de Hit­ler en af si­ne sid­ste kram­pe­træk­nin­ger og be­or­dre­de den ty­ske hær til at gå til modan­greb i Ber­lin, hvor de rus­si­ske tanks be­fandt sig ut­ro­lig tæt på hans eget til­holds­sted.

Sid­ste glimt af so­len

Først på nat­ten den 30. april - hvor Hit­ler fyld­te 56 - fyld­te SS- læ­gen Schen­ck en uen­de­lig mæng­de me­di­cin på pa­tien­ten, hvis ben nu ryste­de så vold­somt af par­kin­son­symp­to­mer, at han til ti­der hav­de van­ske­ligt ved at gå. Der­på gik han rundt og gav hånd. Sag­de tak for ind­sat­sen.

Og mens fø­re­ren selv for- trak ind i si­ne pri­va­te ge­mak­ker, gik læ­ger og sy­geple­jer­sker oven­på, hvor der var fest. Og fru Hit­ler var al­le­re­de godt i gang med fla­sker­ne og slad­de­ren. Og da hun ef­ter få ti­mers søvn kl. syv den mor­gen våg­ne­de op, tung i ho­ve­d­et, ha­ste­de hun op af bun­ke­rens trap­per og åb­ne­de dø­ren. For at se so­len for sid­ste gang. Li­ge­som Hit­ler selv gjor­de en halv ti­me se­ne­re.

Selv­om der he­le for­mid­da­gen den 30. april blev holdt mø­der i kon­fe­ren­ce­rum­met og Hit­ler igen og igen ef­ter­ly­ste nyt fra trop­per­ne, her­ske­de der en pe­s­si­mi­stisk stem­ning i he­le bun­ke­ren. Og kort ef­ter frokost hid­kald­te Hit­ler sin pri­vat­se­kre­tær.

’ Ti­den er kom­met,’ sag­de han.

Han sat­te sig til bords med si­ne to se­kre­tæ­rer og sin kok. Spi­ste sit sid­ste må­l­tid. Hans ko­ne hav­de valgt at bli­ve i sit rum, hvor hun ifør­te sig fø­re­rens ynd­lings­kjo­le. Den sor­te med en hvid ro­se.

Da par­ret ca. 14.45 gik en sid­ste run­de for at ta­ge af­sked, hvi­ske­de Eva Hit­ler i øret på Tra­udl Junge: ’ Stik af, mens du kan’. Og hun var fri­stet. Men da hun ile­de op ad trap­per­ne til øver­ste eta­ge i bun­ke­ren, så hun Go­eb­bels- bør­ne­ne. Sid­den­de på et trin. Helt stil­le. Og det gik op for hen­de, at in­gen hav­de gi­vet dem no­get at spi­se.

’ Kom,’ sag­de hun.

’ Pletskud’

Ne­de­nun­der var alt mi­nu­tiøst plan­lagt. Selv­mor­det skul­le ske si­mul­tant. I det øje­blik Hit­ler ud­lø­ste skud­det, skul­le Eva Hit­ler bi­de i den cy­a­nid- am­pul, der lå klar på tun­gen.

’ Pletskud’ råb­te ni- åri­ge Hel­mut Go­eb­bels glad. Uden at ane, hvad der hav­de ud­spil­let sig un­der ham.

Eva Hit­ler blev knap så smukt et lig, som hun hav­de drømt om. Gif­ten hav­de forv­re­det he­le hen­des an­sigt. Hit­ler valg­te en kug­le i tin­din­gen.

Og oven­på le­ge­de bør­ne­ne vi­de­re, ind­til de­res mor kl. 19.30 kald­te dem i seng. Til de­res sid­ste nats søvn.

1. maj bør­ste­de hun de­res hår. Gav dem varm cho­ko­la­de. Så fik de en sprøjte. En vac­ci­na­tion kald­te hun den. Og de våg­ne­de al­drig op igen.

Jeg øn­sker at væ­re et smukt lig. Jeg ta­ger gift

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.