’ Kvæl idi­o­ter­ne i ven­lig­hed’

BT - - KENDER DU DET? -

Ja, I kan da godt prø­ve at kla­ge. Men alt­så, vi har be­bo­e­re, der sid­der i lej­lig­he­der med skim­melsvamp. De gik til me­di­er­ne, men loven var med os, så de bor der sta­dig,’ sag­de da­men fra ejen­doms­sel­ska­bet, med slet skjult stolt­hed i stem­men. Så var sam­ta­len li­ge­som slut. Og jeg kun­ne for­tæl­le min sted­far, at selv om han i sit frem­skred­ne sta­die af kræft og kol, ri­si­ke­re­de at dø af at bo i sin lej­lig­hed, mens den var un­der renove­ring, så vil­le den sto­re lands­dæk­ken­de an­dels­bo­lig­for­e­ning, som han hav­de væ­ret med­lem af he­le sit liv, ik­ke gø­re no­get for at hjæl­pe ham. ’ Brugs­eg­net’ kald­te de hans lej­lig­hed, til trods for at der ik­ke var rin­den­de vand, at toilet­tet ik­ke var fast­gjort, at der var syn­ligt byg­ge­støv i lej­lig­he­den, samt en in­fer­nalsk larm he­le da­gen. Selv­føl­ge­lig for­tal­te jeg ik­ke min sted­far dét. Den slags stress kan for­vær­re hans til­stand, og hel­dig­vis har han et net­værk, der kan træ­de til og ta­ge den slags kam­pe for ham ( men så hel­di­ge er det desvær­re langt­fra al­le, der er). Så vi rin­ge­de. Og rin­ge­de og rin­ge­de. Og blev vi­de­re­stil­let fra den ene of­fent­li­ge myn­dig­hed til den an­den. Al­le kun­ne de op­ly­se, at ’ det sør­me ik­ke var de­res bord’, og så blev vi vi­de­re­stil­let igen, til an­dre som uhel­dig­vis hel­ler ik­ke hav­de no­get med bor­det at gø­re. I af­magt rin­ge­de vi til min sted­fars prak­ti­se­ren­de læ­ge. Og så skal jeg da el­lers love for, at der kom skred i sa­ger­ne. Læ­gen var en an­svar­lig mand, som med det sam­me tog ’ bor­det’ på si­ne skul­dre. I lø­bet af me­get kort tid fik han talt dun­der til ret­te ved­kom­men­de og fik skaf­fet en akut mid­ler­ti­dig ple­je­bo­lig. Han var hel­dig­vis ik­ke i tvivl om, at man ik­ke kan be­de en mand med stærkt ned­sat lun­ge­funk­tion om at bør­ste byg­ge­stø­vet af sit il­tap­pa­rat, før han bru­ger det. Ple­je­bo­li­gen kan han væ­re i, ind­til de er fær­di­ge med at renove­re hans lej­lig­hed. Må­ske. For en gang om ugen kom­mer der en vi­si­ta­tor fra kom­mu­nen med et rønt­gen­blik og en for­for­stå­el­se af, at al­le men­ne­sker er ude på at sny­de sig til sta­tens res­sour­cer... Så en gang om ugen skal han skræm­mes og stres­ses ved tan­ken om, at ’ Jyt­te fra kom­mu­nen’ kan fin­de på at sen­de ham til­ba­ge i stø­vet. Helt ær­ligt – hvad skal det til for? Hvor­for er det ik­ke nok, at læ­gen si­ger: ’ Han kan ik­ke bo hjem­me de næ­ste tre uger, her er en plads, bum.’ Fred og ro, og al­le vil­le væ­re gla­de? Jeg ved godt, at det ik­ke er ’ Jyt­te’, der be­stem­mer, at folk skal gen­vi­si­te­res på ugent­lig ba­sis. Jeg ved og­så godt, at det ik­ke er op til da­men på ejen­dom­s­kon­to­ret at vur­de­re, om en lej­lig­hed er ’ brugs­eg­net’ for den en­kel­te be­bo­er. Men det er vel ik­ke nød­ven­digt at væ­re idi­o­ter om­kring det? Hvor­for ik­ke be­kla­ge? Nog­le gan­ge bli­ver jeg så træt... og så skal jeg li­ge min­de mig selv om, hvad li­vet har lært mig om idi­o­t­hånd­te­ring: ’ Kvæl idi­o­ter­ne med ven­lig­hed.’ Der er idi­o­ter al­le veg­ne. Hvis det er uund­gå­e­li­ge idi­o­ter, som man nød­ven­dig­vis må om­gås ( som f. eks. che­fer el­ler kol­le­ga­er), må man få det til at gli­de så ge­lin­de som mu­ligt. Det vær­ste, man kan gø­re, er at la­de un­der­skud­s­ag­ti­ge men­ne­skers sur­strå­ling træn­ge ind un­der hu­den og dræ­ne én for ener­gi. De fle­ste af os har en fint ud­vik­let ret­fær­dig­heds­sans. Det ram­mer os, når no­gen si­ger, at vi ar­bej­der for lang­somt, el­ler at vi over­dri­ver, hvor slemt vo­res på­rø­ren­de har det. Selv­føl­ge­lig skal man be­kæm­pe uret­fær­dig­hed. Men man skal og­så væl­ge si­ne kam­pe. Det nyt­ter ik­ke no­get at bru­ge alt sit kr­udt på ’ hver­dag­si­di­o­ter­ne’. Det er en kamp, man ik­ke kan vin­de, for de­res bit­ter­hed hand­ler om alt an­det end dig. Så mø­der du en hver­dag­si­di­ot, så smil ( om­end an­strengt), kom vi­de­re og glem alt om dem. El­lers er du ud­mat­tet og op­gi­ven­de, når du står over for en uret­fær­dig­hed, der vir­ke­lig kræ­ver din ind­sats. Så gi­der man til sidst ik­ke at sam­le ind for Kræf­tens Bekæm­pel­se, for­di det al­li­ge­vel ik­ke nyt­ter. El­ler man op­gi­ver at ta­ge stil­ling til, hvad man skal stil­le op med bå­d­flygt­nin­ge­ne, for­di der al­li­ge­vel ik­ke er no­gen, der er in­ter­es­se­re­de i, hvad man me­ner. Hvis man ig­no­re­rer idi­o­ter­ne, ta­ler ga­te­ke­e­per­ne ef­ter mun­den og er in­si­ste­ren­de – så skal man nok til sidst få gra­vet sig frem til ’ en an­svar­lig vok­sen’. Er der ta­le om de­ci­de­ret em­beds­mis­brug el­ler lo­vover­træ­del­ser, skal man selv­føl­ge­lig for­føl­ge sa­gen. Men har der, som i langt de fle­ste til­fæl­de, ’ ba­re’ væ­ret ta­le om en ube­ha­ge­lig pro­ces, så er det bed­ste man kan gø­re, at be­gra­ve idi­o­ter­ne i glem­me­bo­gen, og hu­ske den sø­de læ­ge, som gjor­de en for­skel. Og så li­ge hu­ske at rin­ge og si­ge: ’ Tak for hjæl­pen’. Selv om der er idi­o­ter al­le veg­ne, er der hel­dig­vis sta­dig langt fle­re, sø­de og kom­pe­ten­te men­ne­sker, der vil det bed­ste. Dem skal vi hu­ske at værds­æt­te. Højt og ty­de­ligt! • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.