FOR­STE­NET FARV

Sko­vs­ho­ved Kir­ke var fyldt med ven­ner, fa­mi­lie og for­ret­nings­for­bin­del­ser, da Jan Fog blev bi­sat lør­dag til to­ner­ne af ’ We Are The Wor­ld’

BT - - NYHEDER - Kenan Se­e­berg kse@ bt. dk ke@ bt. dk Char­lot­te Bo Qvist chqv@ bt. dk Fo­to: Ni­ko­lai Li­na­res

FAR­VEL

Kir­sten Er­lend­son Det var en dag, hvor Jan Fog vil­le ha­ve el­sket at stæv­ne ud på Øre­sunds bøl­ger i sin båd. Så hvis han har kig­get med fra oven, kan han kun ha­ve nik­ket bi­fal­den­de til vej­r­g­u­der­ne, der hav­de sør­get for sol fra en blå him­mel til liebha­ver­mæg­le­rens bi­sæt­tel­se i går for­mid­dags.

Sko­vs­ho­ved Kir­ke var pak­ket til bri­ste­punk­tet med cir­ka 350 ven­ner, be­kend­te, for­ret­nings­for­bin­del­ser samt Fogs fa­mi­lie, brød­re­ne Ivar og Mi­cha­el og Jan Fogs en­ke, Char­lot­te Juul.

Da ki­sten blev bå­ret ud af de to brød­re samt fi­re næ­re mand­li­ge ven­ner, var det kun Jan Fogs fi­lip­pin­ske hus­hol­der­ske Er­na, der lod tå­rer­ne og sor­gen få frit løb og hul­ken­de tog af­sked med sin ven og ar­bejds­gi­ver gen­nem man­ge år.

He­le vej­en ud af kir­ken gik hus­hol­der­sken Er­na for­an Fogs en­ke, mens hun for­søg­te at hol­de hån­den på ki­sten som et sid­ste far­vel.

Uden­for stod beg­ge brød­re samt en­ken og de nær­me­ste ven­ner som for­ste­ne­de uden at af­slø­re, hvad der rør­te sig bag de mør­ke sol­bril­ler og un­der de stil­ful­de sor­te da­me­hat­te, da rust­vog­nen kør­te væk med den blom­ster­smyk­ke­de hvi­de ki­ste.

Gav al­drig op

Jan Fog dø­de plud­se­ligt og uven­tet i en al­der af 66 år som føl­ge af kom­pli­ka­tio­ner i for­bin­del­se med stam­cel­le­be­hand­ling mod leukæ­mi på Rigs­ho­spi­ta­let for­ri­ge tors­dag.

Og iføl­ge sog­ne­præst Ma­ri­an­ne Tel­lings min­de­ord i den stop­fyld­te kir­ke, kom dø­den ik­ke kun bag på fa­mi­lie og ven­ner, men og­så på Jan Fog selv, der hav­de lagt pla­ner for som­mer­fe­ri­en og købt sig to hval­pe som er­stat­ning for hans el­ske­de bas­set­hund Han­ni­bal, som han mi­ste­de ba­re to uger før, Fog selv måt­te slip­pe gre­bet om li­vet:

» Jan Fog le­ve­de hund­re­de pro­cent, så læn­ge han over­ho­ve­det kun­ne. Ik­ke no­get med at gi­ve op. Nej, han hav­de fuld fart på og var sta­dig fuld af pla­ner og drøm­me. Så sent som for 14 da­ge si­den an­skaf­fe­de han sig to hund­e­hval­pe. Og han lag­de pla­ner for som­me­ren, hvor han glæ­de­de sig til end­nu en skøn tid i Frank­rig i sin båd, hvor han vir­ke­lig nød at væ­re. Jan var livs­ny­der og be­sad ev­nen at kom­bi­ne­re ar­bej­de og fri­tid på en unik må­de, « sag­de sog­ne­præst Ma­ri­an­ne Tel­ling i Sko­vs­ho­ved Kir­ke.

» Det er ik­ke sjovt at ha­ve en hel mas­se pen­ge og kø­le­ska­bet fyldt op med kavi­ar og champag­ne, hvis du ik­ke har no­gen at de­le det med, som Jan Fog selv sag­de. Og selv­om han al­drig dan­ne­de fa­mi­lie i helt tra­di­tio­nel for­stand, så hav­de Jan Fog no­gen at de­le det med. Han var i den grad et el­sket og fav­nen­de men­ne­ske, der gav ud af sig selv og in­ve­ste­re­de i an­dre men­ne­sker. Ik­ke for at få det hø­je­ste af­kast, men for­di han hav­de blik for an­dre men­ne­sker. Jan hav­de hjer­te for si­ne næ­re. Først og frem­mest Char­lot­te, hans livs kær­lig­hed, Ivar og Mi­cha­el, hans brød­re, og for Er­na, hans tro­fa­ste hjælp i hver­da­gen, « sag­de præ­sten.

En el­ske­lig livs­ny­der

I kir­ken tal­te og­så Fogs næ­re ven Poul De­hn, der kend­te liebha­ver­mæg­le­ren helt fra ung­domsår­e­ne. Om Fog som hund­e­el­sker, ven­nen der hav­de tid til at lyt­te og al­tid var klar med en mid­dag­sin­vi­ta­tion til ’ fat­tig­mands- spa­ghet­ti’, el­ler en in­vi­ta­tion til de sær­li­ge ju­le­af­te­ner, hvor Fogs hjem al­tid stod åbent.

Før ki­sten blev bå­ret ud af Sko­vs­ho­ved Kir­ke, blev der af­spil­let en sær­lig ver­sion af ’ We Are The Wor­ld’, som ven­ner og fa­mi­lie hav­de skre­vet som lej­lig­heds­sang for seks år si­den i an­led­ning af Fogs 60 års fød­sels­dag.

’ Kæ­re­ste Jan, al­le sø­ger di­ne råd, vi vil hø­re om dit og dat og me­get pjat. Og om pris og fri­vær­di, og hvad du bedst kan li­de. Og om hu­set mon er liebha­ve­ri’.

’ Vi el­sker Jan, vi el­sker Fogsen, vi er så gla­de for, at du er ble­vet vok­sen’, lød det op un­der den hvid­kal­ke­de kir­kes hvæl­ve­de loft. Men ik­ke man­ge i kir­ken føl­te trang til at syn­ge med, selv­om tek­sten var ble­vet om­delt.

Må­ske for­di de sta­dig hav­de sog­ne­præst Ma­ri­an­ne Tel­lings ord klin­gen­de i bag­ho­ve­det:

» Dø­den kom­mer, når den vil, og ta­ger det, den vil, med sig. Det har vi in­gen ind­fly­del­se på. Men vi be­stem­mer selv, hvor­dan vi bru­ger den tid, vi har. Og Jan brug­te ti­den fuldt ud. Han byg­ge­de sit livs­værk op fra bun­den. Han knok­le­de, og han nød det imens. Jan vid­ste godt, at han var syg, og at han ik­ke le­ve­de evigt. Men han nød li­vet i ful­de drag og var til ste­de i li­vet. «

Jan Fog,

som er al­ment kendt fra TV2- pro­gram­se­ri­en ’ Liebha­ver­ne’, blev 66 år gam­mel. I går blev han bi­sat i en blom­ster­fyldt Sko­vs­ho­ved Kir­ke. Fo­tos: Claus Bech/ Ni­ko­lai Li­na­res

Stort fo­to: Jan Fogs en­ke Char­lot­te Juul om­gi­vet af sin mands fa­mi­lie og ven­ner. Ne­derst tv: Jan Fogs æld­ste sto­re­bror Ivar Fog. Midt: Jan Fogs yng­ste sto­re­bror Mi­cha­el Fog.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.