AN­NET­TE HEICK Jeg sav­ner hjer­te­rum

BT - - SØNDAG -

Har du hørt om sa­gen fra Grum­strup? Hvis ik­ke der rin­ger no­gen klok­ke, så for­står jeg det må­ske godt, for det er ik­ke en sag, der har fyldt ret me­get i me­di­er­ne. Groft sagt er det kun Ra­dio24­syv, der stæ­digt har holdt fast og fulgt sa­gen mod det for­æl­dre­par, der på grove­ste vis har mis­røg­tet og foru­lem­pet fem af de­res seks børn. DET ER EN gru­som hi­sto­rie, der by­der på trus­ler med kniv, fri­heds­be­rø­vel­se, in­cest, tæv og gru­fuld­he­der som f. eks. at tvin­ge bør­ne­ne til at spi­se de­res eget opkast. For ny­lig faldt der dom i sa­gen, og beg­ge for­æl­dre blev idømt fængsels­straff e. Sam­me dag blev bør­ne­ne tvangs­fj er­net – for få da­ge se­ne­re at bli­ve sendt hjem til mo­de­ren igen. Man un­drer sig såre. REPOR­TER­NE PÅ 24SYV er i kølvan­det på de­res dæk­ning ble­vet kon­tak­tet af en mor­mor fra sam­me kom­mu­ne ( Hor­sens), som har bedt om hjælp til si­ne to bør­ne­børn, hvis for­æl­dre le­ver i dybt mis­brug. Mor­mode­ren for­tæl­ler, hvor­dan hun og bør­ne­ne har la­vet en sms- ko­de: Når bør­ne­ne sen­der hen­de en tom sms, så be­ty­der det: ’ Hjælp, kom og hent os, mor­mor’. DEN­NE MOR­MOR HAR fl ere gan­ge for­søgt at få kom­mu­nen i ta­le. Hun bli­ver bak­ket op af sko­len og af bør­ne­nes læ­ge, og al­li­ge­vel sker der in­tet. El­ler fak­tisk, jo: Kom­mu­nen er nu så træt af mor­mor, at de er be­gyndt at chi­ka­ne­re hen­de på an­den vis. Det møn­ster ken­der vi desvær­re fra tid­li­ge­re lig­nen­de sa­ger. DET ER DOG ik­ke min hen­sigt at hæn­ge Hor­sens Kom­mu­ne ud her. Min an­ke går på, at jeg ik­ke for­står, at den­ne sag ik­ke rul­ler for ful­de gar­di­ner på al­le nyheds­me­di­er. Der kan desvær­re kun væ­re én for­kla­ring: Me­di­er­ne for­nem­mer, at vi ik­ke or­ker at læ­se og hø­re me­re om mis­brug af børn. Og de har må­ske ret, men så må vi den on­de­hyle­mig ta­ge os sam­men. JA, DER FO­RE­GÅR en mas­se for­fær­de­li­ge ting, og, ja, det er fryg­te­ligt at læ­se om, og, ja, det er ube­gri­be­ligt, at det bli­ver ved, men det for­svin­der da slet ik­ke, hvis vi ik­ke hi­ver det frem og ta­ler om det igen og igen. DET SAM­ME KUN­NE man si­ge om bå­d­fl ygt­nin­ge­ne, som snart sagt hver dag for­svin­der på Mid­del­ha­vet. Selv­om det bli­ver dag­lig kost, må vi ik­ke glem­me, at det hand­ler om men­ne­sker. Rig­ti­ge men­ne­sker. Fa­mi­li­er. Jeg græ­der ind­ven­dig over de stak­kels, stak­kels men­ne­sker, som li­der en grum skæb­ne ude på det åb­ne hav. Over­ladt til til­fæl­dig­he­der og til men­ne­sker, der ik­ke kan bli­ve eni­ge om el­ler ik­ke kan over­skue, hvor­dan man skal hånd­te­re dem. Gan­ske som i de kom­mu­ner, hvor børns skæb­ner ry­ger frem og til­ba­ge over skri­ve­bor­de for at druk­ne i en uover­sku­e­lig bun­ke. VI NÆR­MER OS et fol­ke­tings­valg, og no­get ty­der på, at fl ere bor­ger­li­ge par­ti­er vil slå ned på skat­ten i Dan­mark. Jeg er en af dem, der be­ta­ler høj skat i Dan­mark, hvor jeg tje­ner mi­ne pen­ge. Og skal jeg for­tæl­le jer no­get: Jeg be­ta­ler min ind­komstskat med glæ­de. Jeg be­hø­ver ik­ke en skat­te­let­tel­se som in­ci­ta­ment til at ar­bej­de hår­de­re el­ler yde me­re, men jeg be­hø­ver der­i­mod en for­vis­ning om, at de man­ge pen­ge, jeg er­læg­ger, bli­ver brugt for­nuft igt. Jeg vil end­da gå så vidt at si­ge, at jeg ger­ne be­ta­ler me­re i skat, hvis det be­ty­der, at der ik­ke igen og igen skal duk­ke sa­ger som den i Grum­strup op. JEG SAV­NER SIM­PELT­HEN et hu­mant Dan­mark, der ik­ke gem­mer sig bag et skjold af isen­kram og dår­li­ge und­skyld­nin­ger. Jeg sav­ner hjer­te­rum og ægt­hed. Kun­ne de bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re ik­ke godt prø­ve at møn­stre den del og­så?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.