Kultur Skøn og dum kærl

Trods skønhedsfejl rammer debutant May el- Toukhy plet med ny dansk komedie

FILM

’ Nu vil du ha mig. Nu vil du ikke ha mig’, sang Peter AG tilbage i 1983, og han var næppe den første til at konstatere, at kærlighed er en fucked up umulig kunst.

Vi drømmer, føler, kræver, tvivler, bryder og fortryder, så længe vi orker at mærke eft er. Det er vilkårene for moderne mennesker, der vil vælge og vælges med hjertet, og det er præmissen for debutant May el- Toukhys rappe, hverdagsromantiske festkomedie ’ Lang historie kort’.

Over tre år følger vi en stor og broget fl ok voksne venner, der alle på hver sin vis kæmper med at indfri deres forventninger til tilværelsen og kærligheden.

Livets gang til fest

I fl okkens centrum står den kontant lesbiske Anette ( Trine Dyrholm), læge, lidt for glad for rødvin og kæreste med den yngre Maya ( Danica Curcic), som gerne vil have børn.

Anettes joviale ældre ven, Rolf ( Peter Gantzler), tror sig derimod færdig med kærligheden. Han er fraskilt og har rundet de 50, men til nytårsfesten, hvor fi lmen begynder, møder han Dina ( Marijana Jankovic), der har andre pla- ner, og før vi ved af det, er vi til housewarming hos de to.

’ Lang historie kort’ er nemlig fortalt udelukkende gennem fester. Otte fester helt præcis, hvor de ti venner mødes og skilles.

Og selv om det umiddelbart kan lyde som en ren gimmick, så giver det både fi lmen et rask tempo og historien en god pointe. reotyperne ligger lige for. Men ’ Lang historie kort’ er for godt skrevet til at plumpe i faldgruberne.

Den vinder for hvert møde, og selv om det er en ensemblefi lm, lægger den lige lidt ekstra vægt på Anettes veninde og kollega Ellen ( Mille Hoff meyer Lehfeldt), der konstant krydser klinger med ungkarlen Max ( Jens Albinus).

De går i spand som vand og olie og er måske i virkeligheden de to, der mestrer selskabslivets og kærlighedens konventioner dårligst. Men det er der også en trodsig energi i, og gennem Ellen og Max får følelserne resonans og både en- og tosomheden plads midt i kollektivet.

Måske kunne fi lmen have fået et andet udtryk med mindre kendte ansigter, men selv med Tordenskjolds soldater er den et frisk pust. Den er let uden at være ligegyldig. Sjov uden at jagte sin pointer. Og romantisk uden at foregøgle nogen happy end.

For parforholdet er ingen tilstand, og kærligheden er ingen præmie. Det er en fest, en slåskamp, et bæst, der ikke lader sig tøjle, og alt det hylder May el- Toukhy den for. Til syvende og sidst er det nemlig det uperfekte, det uforudsigelige og det individuelle, der holder kærligheden og os alle sammen levende.