’ Jeg vil ha­ve ret, ret, ret’

BT - - KENDER DU DET? -

Når no­gen får ret, får an­dre uret. Det sag­de min bror en­gang til mig. Jeg hav­de el­lers ar­gu­men­te­ret læn­ge – og sag­ligt – syn­tes jeg selv, mod en ’ lat­ter­lig’ tred­je per­son. Jeg prø­ve­de at få min sto­re­bror til at for­stå, at jeg var ble­vet ty­de­ligt uret­fær­digt be­hand­let. Det skul­le han for­stå. For jeg vil­le ha­ve ret. Ret. Ret. Ret. Så jeg blev ved – utræt­te­lig som en ma­ski­ne. Det er jeg god til. Ind­til min sto­re­bror tal­te. Jeg har el­lers al­tid tro­et, at det dre­je­de sig om at få ret? Jeg har holdt på min ret. I tra­fik­ken f. eks. Når man går over et fod­gæn­ger­felt, skal bi­ler­ne stand­se – det står i loven. Jeg har ret til at gå ud... Selv­om jeg ri­si­ke­rer at væ­re en død vin­der, når bi­len ik­ke stop­per. På min grav­sten skal der stå: ’ Hun fik ret’. Hvor­for kæm­per vi så in­tenst for at få ret? For­di det at få ret, i vir­ke­lig­he­den hand­ler om at fordele skyld. Det er skyl­den, vi skæn­des om, når vi dis­ku­te­rer, hvem der har ret. For at hol­de os selv ’ re­ne’, skal et an­det men­ne­ske ta­ge skyl­den. ’ Det var ik­ke mig...’, læ­rer vi at si­ge som børn, mens vi fe­brilsk pe­ger på en an­den. Alt for of­te si­ger vi: ’ Det er din skyld’. Men får det os til at fø­le os me­re fri? Bli­ver vi gla­de­re? Er vi selv skyld­fri og sover godt om nat­ten, hvis en an­den bæ­rer skyl­den? Jeg har li­ge talt med én, som var ked af det. Det er egent­ligt un­der­ord­net hvad, han var ulyk­ke­lig over. Men vi ken­der al­le sam­me si­tu­a­tio­nen... At bli­ve rin­get op af én, vi hol­der af og plud­se­lig fø­le sig fan­get. For hvem har ret og hvem har uret? Min ven var ked af det. Det var del­vist hans egen skyld. En skyld som han ( selv­føl­ge­lig) på­tog sig. Al­li­ge­vel var han op­rig­tigt ked af det. For i den an­den en­de af kon­flik­ten stod hans mod­part. Min ven er grund­god, han øn­sker in­gen ondt. Han gjor­de ba­re det ene­ste rig­ti­ge for ham. Det ske­te ba­re. Li­vet sker. Det fik mig til at tæn­ke på, hvem vin­de­ren er? Der må væ­re en vin­der i en si­tu­a­tion, når der så ty­de­ligt er en ta­ber? Til­lyk­ke til mod­par­ten, der fik ret, jeg er ba­re i tvivl om hvad den ’ jeg hav­de ret’ kan bru­ges til? Hun fik ret – i hen­des øj­ne er det hans skyld? Men får det hen­de til at ha­ve det bed­re nu? For mig at se, er de beg­ge ta­be­re. Of­te er der kun ta­be­re. Det gæl­der bå­de i skæn­de­ri­er og kri­ge. Selv vin­de­ren har tabt. Al­li­ge­vel kæm­per vi med næb og klør. Tran­gen til at få ret er skyld i sto­re pro­ble­mer rundt om i ver­den. Vi vil ha­ve ret ( og der­med fordele skyld). Så grund­læg­gen­de er tran­gen, at vi glem­mer, at der fak­tisk er en an­den mu­lig­hed. Nem­lig at lø­se pro­ble­met. Fjer­ne kon­flik­ten. Så er beg­ge par­ter vin­de­re. Det er da fe­de­re. Jeg har den sam­me ret­fær­dig­heds­sans som al­tid, Jeg vil ger­ne ha­ve ret, men jeg er ble­vet bed­re til at væl­ge mi­ne kam­pe. Bed­re til at for­tol­ke på mi­ne mod­parts mo­ti­ver. Det er vig­tigt for mig at vi­de, om dem jeg har en tvist med, er i god el­ler ond tro. Hvis de er i god tro, er det ene­ste in­ter­es­san­te at fin­de en løs­ning. Uan­set skyld. Min eks- kæ­re­ste sag­de en­gang til mig, at jeg var ’ det mest løs­nings­o­ri­en­te­re­de men­ne­ske’, han no­gen­sin­de hav­de mødt. Han sag­de det i en fru­stre­ret to­ne. For han vil­le hel­le­re ha­ve ret, end han vil­le væ­re en del af mi­ne ’ løs­nings­mo­del­ler’ og mit ’ løs­ning­spis’. Men jeg er løs­nings­o­ri­en­te­ret. For mu­lig­he­der­ne er me­get me­re in­ter­es­san­te. Jeg vil me­get hel­ler fin­de ud af, hvad det er vi vil – li­ge nu? Hvor det er vi ger­ne vil hen? Det er da sjove­re og me­re me­nings­fuldt end at få ret. Mens en

an­den står vin­ge­skudt til­ba­ge med uret.

We­e­kend - 09.05.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.