Lon­dons bed­ste fod­bold­t­ur

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

DAN­SKER­NE EL­SKER AT ta­ge til London og se fod­bold. We­e­kend- fl ye­ne med SAS, Ea­sy Jet og Ry­an Air er prop­pet med folk, der er ta­get på tur for at op­le­ve stem­nin­gen om­kring en kamp i Pre­mi­er Le­ague. Fod­bold­fl y, kal­der jeg dem.

I så­dan en si­tu­a­tion er en fod­boldsnak jo op­lagt, og jeg bli­ver tit spurgt til rå­ds om, hvor man fi nder den bed­ste fod­bold- op­le­vel­se i London. Mit svar er al­tid Sel­hurst Park Sta­di­um i mil­li­onby­ens syd­li­ge ud­kant. HVIS MAN GÅR eft er den bed­ste fod­bold, de fl ot­te­ste sta­dio­ner og de stør­ste spil­le­re, skal man selv­føl­ge­lig op­sø­ge de mest gla­mourø­se fod­bold- adres­ser i London, Emira­tes Sta­di­um, Stam­ford Brid­ge og Whi­te Hart La­ne. Men spe­ci­elt hos Ar­se­nal og Chel­sea kan stem­nin­gen godt væ­re lidt fersk, for­di fan­se­ne er så for­væn­te, og for­di en stor pro­cent­del af pu­bli­kum er uden­land­ske gæ­ster. Og pris­ni­veau­et er ik­ke li­ge­frem fersk, skul­le jeg hil­se at si­ge. Det er gan­ske besk. NÆ, HVIS MAN vil ha­ve sig den mest au­ten­ti­ske og mest sær­præ­ge­de sta­dio­nop­le­vel­se og sam­ti­digt ger­ne vil se Pre­mi­er Le­ague- fod­bold, skal man i dis­se år ta­ge ud og se Crystal Pa­la­ce ne­de i Croy­don i det syd­ve­st­li­ge London. Her kan man få ta­get bil­le­der med spil­ler­ne, her har de let­på­klæd­te che­er­le­a­ders, og her fl yver havør­nen Kayla fra over­lig­ger til over­lig­ger in­den kam­pen. In­gen af de­le­ne kan man op­le­ve an­dre ste­der i Pre­mi­er Le­ague.

Tu­ren mod syd er ik­ke no­get pro­blem, selv om man ik­ke kan kom­me til Sel­hurst Park via den al­min­de­li­ge un­der­grund, som al­le London- rej­sen­de ken­der. Man skal over i et af de syd­li­ge lo­kalt­og, som af­går fra en­ten Vi­cto­ria Sta­tion el­ler London Brid­ge. Og så sti­ger man af eft er ty­ve mi­nut­ter. En­ten på Norwood Jun­ction, Sel­hurst Park el­ler Thor­n­ton He­ath.

I sid­ste we­e­kend kom­men­te­re­de jeg på Sel­hurst Park, og her hop­pe­de jeg af på Thor­n­ton He­ath, der iføl­ge skilt­nin­gen på sta­tio­nen lig­ger præ­cis 1.185 yards væk fra Sel­hurst Park. En lil­le ki­lo­me­ter.

Croy­don er ik­ke som så­dan no­get sær­ligt. Her er hver­ken be­røm­te mu­se­er, sto­re se­vær­dig­he­der el­ler shop­ping- mu­lig­he­der. Men til gen­gæld får man et ind­blik i, hvor­dan li­vet for­mer sig i en ty­pisk London- for­stad. Her blandt mel­le­møst­li­ge grønt­hand­le­re, paki­stan­ske pen­ge­ud­lå­ne­re og in­di­ske fri­sør­sa­lo­ner. Det er ste­der som Croy­don, at det gi­ver mest me­ning at be­teg­ne London som en smel­te­di­gel.

Sel­hurst Park lig­ger midt imel­lem en mas­se ga­der med de ty­pi­ske en­gel­ske ræk­ke­hu­se med de­res mi­krosko­pi­ske for­ha­ver og ka­rak­te­ri­sti­ske skor­ste­ne. Plud­se­lig dre­jer man om hjør­net, og så står det der. Neds­lidt, upræten­tiøst og æg­te. DET ER OP­LAGT, at Crystal Pa­la­ce har øje for, at au­ten­ci­tet og til­gæn­ge­lig­hed er blandt klub­bens trum­fk ort, når den skal fi nde sin plads i Pre­mi­er Le­ague- hie­rar­ki­et, for stem­nin­gen uden for sta­dion er bå­de fol­ke­lig og af­slap­pet. På Sel­hurst Park er det for ek­sem­pel fast ko­tu­me, at fan­se­ne kan få au­to­gra­fer og få ta­get sel­fi es med spil­ler­ne, mens man i den an­den en­de af London skal væ­re me­re end hel­dig med at få et fl yg­tigt glimt af Jo­hn Ter­ry bag de to­ne­de ru­der. Man skal væ­re på sta­dion et par ti­mer før kamp­start for at få et bil­le­de med klub- iko­net Juli­an Spero­ni, men det kan man jo og­så li­ge så godt. En­gelsk fod­bold hand­ler jo net­op om me­get me­re end de to gan­ge 45 mi­nut­ter. PÅ SAM­ME MÅ­DE bør man væ­re på plads på sta­dion i god tid før op­varm­nin­gen, for der er fl ere sær­li­ge Pa­la­ce- ri­tu­a­ler, som man skal ha­ve med. Det ene er ør­nen Kayla, der i bed­ste Ben­fi - ca- stil svæ­ver rundt på sta­dion in­den ki­ck- off , skar­pt over­vå­get af ind­til fl ere fal­ko­ne­rer. Det an­det er che­er­le­a­der- grup­pen the Crystals, der un­der­hol­der med fl ik- fl ak og an­dre ba­dut­s­pring ik­lædt mini­ma­le drag­ter i klub­bens rø­de og blå far­ver. Li­ge net­op dis­se fæ­no­me­ner er må­ske ik­ke sær­ligt au­ten­ti­ske li­ge præ­cis i en en­gelsk fod­bold- kon­tekst, men når de nu præ­sen­te­res på et sta­dion, hvor man i den grad bran­der sig på at væ­re an­der­le­des, hol­der det al­li­ge­vel. AU­TEN­TISK ER DOG i al­le til­fæl­de Crystal Pa­la­ces hu­mør­svin­gen­de klubsang Glad All Over. Selv for­bin­der jeg san­gen med Suzi Qu­a­tros kæm­pe­hit fra 1980, men san­gen stam­mer fak­tisk helt til­ba­ge fra 1964, hvor den blev ind­spil­let før­ste gang af The Da­ve Clark Fi­ve. Og kort eft er blev den en del af iden­ti­te­ten i Crystal Pa­la­ce.

Glad All Over bli­ver spil­let, når spil­ler­ne lø­ber på ba­nen, og så har jeg la­det mig for­tæl­le, at den og­så bli­ver spil­let, når spil­ler­ne er på vej ud af ba­nen. Men vel at mær­ke kun, når Crystal Pa­la­ce har vun­det. Jeg har væ­ret på Sel­hurst Park tre gan­ge, og al­le gan­ge har hjem­me­hol­det tabt, og det er li­ge præ­cis en del af he­le po­in­ten om­kring den su­veræ­ne stem­ning på det neds­lid­te sta­dion. FOR NOR­MALT GÅR det vold­somt ud over sta­dion- op­le­vel­sen, hvis hjem­me­hol­det ik­ke præ­ste­rer. Så­dan er det al­le ste­der. Men jeg har end­nu ik­ke væ­ret på et sta­dion i Eng­land, hvor pu­bli­kum i den grad er i stand til at ig­no­re­re en dår­lig ind­sats fra de­res hold.

Så syn­ger de ba­re vi­de­re al­li­ge­vel. Hardco­re for­san­ger­ne på Hol­mes­da­le Ro­ad End og rig­tig man­ge af de an­dre.

Sel­hurst Park har en mas­se un­der­hold­ning før kam­pe­ne i Pre­mi­er Le­ague. Her går che­er­le­a­der­ne ind på ba­nen mod Man­che­ster Uni­ted.

Fo­to: Reu­ters

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.