Poul- Erik Ras­mus­sen / 66 år / På God­havn: 1962- 1965

BT - - NYHEDER -

» Min mor kom hjem fra ar­bej­de en dag, og da jeg ik­ke var der, meld­te hun mig sav­net. Po­li­ti­et kun­ne op­ly­se, at Bør­ne­vær­net hav­de hen­tet mig. Jeg blev så­dan set ba­re pas­set op på ga­den af nog­le frem­me­de men­ne­sker, som tog mig med. Jeg for­stod ik­ke en pind af det. Min mor hel­ler ik­ke, men den­gang sat­te man jo ik­ke spørgs­måls­tegn ved au­to­ri­te­ter. Min far dø­de, da jeg var fi­re år. Bør­ne­vær­net men­te ik­ke, at min mor kun­ne kla­re os tre børn ale­ne. Hun ar­bej­de­de hårdt på en fa­brik, og vi gad ik­ke gå i sko­le.

Jeg kan hu­ske ty­de­ligt, da jeg an­kom til God­havn. For­stan­de­ren var en mand på 150 ki­lo med stik­ken­de øj­ne. Han var uhyg­ge­lig i et lil­le barns øj­ne. Jeg fik at vi­de, at ’ du er kom­met her, for­di in­gen an­dre vil ha­ve dig’. Det fik vi at vi­de dag­ligt.

Jeg stak af 12 gan­ge på tre år. Den ene gang stjal jeg og en lil­le, rød­hå­ret dreng, Jens, en båd ved ky­sten og stak af til Sve­ri­ge. Vi var væk i 14 da­ge, in­den vi blev fan­get. Vi fik en ren sa­di­stisk mod­ta­gel­se, da vi kom til­ba­ge. Da for­stan­de­ren var fær­dig med at slå, kald­te han på over­læ­re­ren, så skul­le han ta­ge over. Så måt­te man lig­ge op­pe på sy­ge­stu­en, ind­til man ik­ke hav­de mær­ker me­re.

Der var for­æl­dre, der ik­ke fandt sig i det. Jeg har fun­det avis­ar­tik­ler fra 1960er­ne, som be­skrev, at for­æl­dre hav­de an­meldt for­stan­der Chri­sti­an Bek for vold. Men de kom in­gen veg­ne, han blev pu­re fri­fun­det.

Det fryg­te­li­ge var, at der var den sam­me vold dren­ge­ne imel­lem. Når man våg­ne­de om mor­ge­nen, fryg­te­de man da­gen, for man vid­ste ik­ke, hvor vol­den kom fra. Men det væ­sent­lig­ste, når jeg ser til­ba­ge, er må- ske, at vi al­drig fik no­get kær­lig­hed. Det var det, der gjor­de mest ondt: at vi ik­ke måt­te vi­se fø­lel­ser og al­drig fik et knus. Det har få­et man­ge af os til at luk­ke os in­de i os selv i vok­sen­li­vet.

Da jeg kom ud der­fra, var jeg en dreng, der ik­ke var gea­ret til sam­fun­det. Jeg hav­de ik­ke no­gen fø­lel­se af, hvor­dan jeg skul­le ge­bær­de mig. Og jeg hav­de in­gen sko­le­pa­pi­rer. Vi hav­de sko­le­gang to ti­mer om ef­ter­mid­da­gen hver an­den uge, så alt, jeg kun­ne, hav­de jeg lært mig selv.

Det var først i 2004, da jeg fik min før­ste com­pu­ter, at jeg fandt ud af, at man kun­ne le­de ef­ter gam­le sko­le­kam­me­ra­ter. Jeg hav­de ik­ke set no­gen fra God­havn si­den. Ik­ke læn­ge ef­ter sam­le­des vi, næ­sten 20 per­so­ner.

Der kom en mand, som jeg egent­lig tro­e­de var død som dreng. Han var om mu­ligt end­nu me­re ked af at væ­re på God­havn end os an­dre. Så han fik den idé, at vi skul­le hæn­ge ham på hølof­tet, så det lig­ne­de selv­mord. Han var sik­ker på, at han vil­le bli­ve sendt hjem til sin mor og far, når han blev blå i ho­ve­d­et. Pro­ble­met var, at vi bandt ham i et hal­størklæ­de, så vi hav­de svært ved at få ham op og få ham fri igen. Han blev kørt væk i am­bu­lan­ce, og vi tro­e­de, han var død. I al­le de år har jeg gå­et med den grim­me tan­ke om, at jeg var med til at slå en ihjel. Men han var kom­met hjem til si­ne for­æl­dre og hav­de få­et det godt.

Jeg har al­drig lagt skjul på, at jeg var på bør­ne­hjem, men jeg har hel­ler al­drig talt helt ind til det. Så­dan er det med al­le dren­ge­ne. Vi har al­tid følt os an­der­le­des. Kas­se­re­de, som vi kon­stant fik at vi­de, at vi var. «

LÆS ME­RE PÅ NÆ­STE SI­DE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.