Ar­ne Ro­el Jør­gen­sen / 63 år På God­havn: 1966- 1967

BT - - NYHEDER -

» Jeg har vist prø­vet at kom­me væk fra det he­le mit liv. Og min må­de var at knok­le rø­ven ud af buk­ser­ne. Jeg var som it- mand eks­pert i at fin­de ting frem i com­pu­te­rens hukom­mel­se, som ik­ke ek­si­ste­re­de me­re. Men min egen hukom­mel­se for­søg­te jeg at fortræn­ge læn­ge. Det gik ind­til for to år si­den, da jeg knæk­ke­de fuld­stæn­dig og fik kon­sta­te­ret PTSD. Min far var ude i he­le ver­den som rej­se­montør, så min mor stod ale­ne med fem børn. Jeg pjæk­ke­de så me­get fra sko­le, at Bør­ne­vær­net først send­te mig til Born­holm i fi­re år, si­den til God­havn. Jeg var en af dem, der tis­se­de i sen­gen. Vi, sen­ge­væ­der­ne, blev hå­net af læ­rer­ne, når vi våg­ne­de om mor­ge­nen: » Se, den svi­ne­un­ge har tis­set i sen­gen « . Og de an­dre dren­ge spil­le­de med. Så læn­ge en an­den dreng blev hå­net af læ­rer­ne, var man selv fre­det. Bag­ef­ter skul­le man stå ude i går­den med det vå­de la­gen i ud­strak­te ar­me, ind­til det var tørt. I min jour­nal, som jeg si­den har få­et ak­tind­sigt i, står der, at jeg fik Truxal mod sen­ge­væd­nin­gen. Men det mid­dels kraf­tig­ste bi­virk­ning er pro­ble­mer med at hol­de på van­det.

Vi blev slå­et så tit, at jeg knap kan skel­ne år­sa­ger­ne fra hin­an­den. Hvis man gik for­kert, fik man en på ho­ve­d­et. Hvis man åb­ne­de dø­ren for­kert, fik man en på ho­ve­d­et, blev sendt ud og skul­le kom­me ind igen. Man blev slå­et, til man hav­de gjort tin­ge­ne rig­tigt, men det blev al­drig sagt, hvad man egent­lig gjor­de for­kert. Det var ren tor­tur. Den dag, jeg tro­e­de, skul­le væ­re mit livs høj­de­punkt – den dag, jeg en­de­lig skul­le hjem – blev et ma­re­ridt. En læ­rer op­da­ge­de, at jeg var gå­et til trin­bræt­tet uden at si­ge far­vel til for­stan­der Bek. Hvor­dan kun­ne jeg væ­re så utak­nem­me­lig, at jeg var gå­et uden at si­ge tak? Så fik jeg en om­gang tæsk me­re. Jeg gik græ­den­de til to­get.

Jeg hav­de ik­ke rig­tig no­get til­hørs­for­hold til no­gen ste­der, når jeg hav­de væ­ret an­bragt i så man­ge år. Jeg hav­de in­tet lært og føl­te li­ge­som de an­dre, at jeg var for­kert al­le ste­der. En af ’ de for­ker­te’. Der var in­tet ef­ter­værn, in­gen, der fulg­te op på os. Vi kom ba­re ud i den sto­re ver­den og var me­get nem­me at lok­ke ind i kri­mi­na­li­tet el­ler narko. Jeg kom med i den ven­stre­o­ri­en­te­re­de be­væ­gel­se og de­mon­stre­re­de mod Viet­nam­kri­gen og alt mu­ligt an­det. Jeg træng­te ba­re til sam­men­hold med no­gen, og så var jeg nær­mest li­geg­lad med hvad.

Man­ge af dren­ge­ne derop­pe­fra er al­drig ble­vet voks­ne. Nog­le har haft 70 ar­bejds­plad­ser si­den. Nog­le er dø­de med en sprøjte i ar­men. Vi har haft mas­ser af æg­te­ska­ber og mas­ser af børn.

Men der var no­get i mit bag­ho­ved, der sag­de, at jeg skul­le be­vi­se no­get. At jeg som bør­ne­hjems­barn skul­le be­vi­se dob­belt, at jeg var no­get værd. Så jeg har knok­let he­le mit ar­bejds­liv, li­ge ind­til for to år si­den. Hvis vi hav­de få­et den und­skyld­ning, kun­ne det væ­re, at man kun­ne fø­le, at man al­li­ge­vel var god nok. Jeg me­ner, at sy­ste­met he­le ti­den har vidst, hvad der fo­re­gik. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.