Pe­er Bal­ken / 60 år På God­havn: 1969- 1971 ’’ Da jeg blev smidt ud af God­havn, var jeg narko­man

BT - - NYHEDER -

» Da jeg var tre år, dø­de min far. Da kom jeg på det før­ste af for­skel­li­ge bør­ne­hjem. Jeg var num­mer 12 af 12 børn, og min mor var 46 år, da hun fik mig. Hun knæk­ke­de, da min far dø­de. Jeg har ik­ke per­son­ligt op­le­vet at bli­ve tæ­vet på God­havn, men jeg var ud­sat på en an­den må­de. Jeg fandt en­gang et bil­le­de af mig som knægt, og jeg kan godt se, at jeg var en køn dreng. Så kan du godt reg­ne ud, hvor jeg vil hen. Dét og me­di­ci­nen var mit pro­blem.

Jeg har få­et min sags­map­pe her man­ge år ef­ter, og i den står der, at jeg fik am­fe­ta­min for at und­gå at tis­se i sen­gen og va­li­um for at fal­de til ro. Hver mor­gen og af­ten.

Jeg hav­de som po­stdreng få­et lov at kø­re ned i by­en og hen­te post. Der mød­te jeg nog­le æl­dre dren­ge, og af dem lær­te jeg at ry­ge hash og ta­ge mor­fin­ba­se.

Da jeg blev smidt ud af God­havn som 16- årig, var jeg narko­man. Først da jeg var 27- 28 år, fandt jeg ud af, at det ik­ke var sær­lig smart med mor­fin­ba­se. Så det fik jeg af­væn­net mig selv fra. I ste­det blev jeg lan­de­vejs­rid­der.

Jeg vil ik­ke kal­de mig selv dran­ker, men når man går på lan­de­vej­en, er det rart at ha­ve en snaps at hol­de var­men på. Så­dan var mit liv ind­til for ti år si­den, hvor jeg flyt­te­de ind i min et- væ­rel­ses lej­lig­hed her i Van­lø­se. Det er mit før­ste rig­ti­ge hjem.

Jeg ved jo ik­ke, hvor­dan mit liv hav­de væ­ret, hvis barn­dom­men ik­ke var fal­det så­dan ud. Man tæn­ker jo, om tin­ge­ne kun­ne væ­re gå­et an­der­le­des. Selv om jeg hav­de op­le­vet ke­de­li­ge ting før­hen, var God­havn må­ske drå­ben. Al den me­di­cin jeg fik. Da jeg fandt ud af det, gav det me­ning, at mit liv blev, som det blev: At jeg skul­le bru­ge 20 år af mit liv på at kom­me ud af stof­narko­ma­ni og nye 20 år på at fin­de ud af, at sprit og ba­je­re ik­ke var no­gen løs­ning.

En gang imel­lem spe­ku­le­rer man over, om det egent­lig var ens egen skyld. Jeg har he­le mit liv haft den der uro i krop­pen, at jeg ik­ke kan fin­de ud af det: Var det nu og­så min fejl?

En und­skyld­ning kun­ne gi­ve no­get fred for mig. Og ef­ter min me­ning kan et sam­fund ik­ke ef­ter­føl­gen­de pas­se bed­re på børn, hvis ik­ke det er­ken­der for­ti­dens syn­der. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.