’’

BT - - SØNDAG -

pa­gan­da at rul­le sig ud.

Frem til Sov­je­tu­ni­o­nens sam­men­brud i 1991 var det for­budt at gra­ve eft er fald­ne søn­ner, fædre og lands­mænd. Kamp- om­rå­der­ne var fyldt med mi­ner, lød det fra re­gi­met. Og for­kla­rin­gen på, hvor­for der al­drig blev ryd­det op, var, at sty­ret pri­o­ri­te­re­de at ‘ genop­byg­ge lan­det’.

Hi­sto­ri­ke­re me­ner, at sandheden var en an­den, for hvis det re­el­le dødstal kom frem, vil­le det ryk­ke ved den for­tæl­ling om stor­hed, som le­der­ne i Moskva øn­ske­de at hol­de fast i.

In­gen at be­gra­ve

De mil­li­o­ner af fa­mi­li­er, der ik­ke fi k de­res kæ­re hjem i ki­ster, fi k i eft er­krig­sår­e­ne at vi­de, at søn­ner­ne og fædre­ne var ble­vet be­gra­vet på slag­mar­ken, at de var sav­ne­de, at de var gå­et over til fj en­den, el­ler at de var stuk­ket af som kujo­ner. End­nu tu­sin­der fi k slet in­gen be­sked. Og re­gi­stret, der skul­le for­tæl­le, hvad der blev af sol­da­ter­ne, har vist sig i man­ge til­fæl­de at væ­re man­gel­fuldt.

Uan­set om de er af sted om for­å­ret, som­me­ren el­ler eft er­å­ret, så lig­ner da­ge­ne hin­an­den. Men de er her hel­ler ik­ke for at mo­re sig. De ‘ om­skri­ver hi­sto­ri­en’, som de ‘ rø­rer med hæn­der, hjer­ter og sjæl.’

De mind­ste tre til fi re børn er næ­sten al­tid i lej­ren, hvor de med jord un­der neg­le­ne og sår på fi ngre­ne skr­æl­ler kar­to­fl er, rød­be­der, gu­le­rød­der og snit­ter løg til den sup­pe, bå­de små og sto­re hver aft en spi­ser. Og når de ik­ke hug­ger bræn­de, pud­ser fund­ne me­dal­jer el­ler drik­ker te ved bå­let, le­ger de med gam­le pa­tro­ner og tøm­mer dem for kr­udt, som bræn­des af på træstub­be.

Kra­ni­er i sko­ven

I døg­nets ly­se ti­mer er de æl­dre børn i gang med spa­der­ne i den del af sko­ven, hvor jor­den er hård hvor kra­ni­er­ne oft est først duk­ker op eft er fl ere ti­mers gra­ve­ri. De voks­ne, der al­le har gra­vet i man­ge år, kø­rer til et sum­p­om­rå­de ca. 20 mi­nut­ter her­fra, hvor man kan syn­ke ned til knæ­e­ne, og fød­der­ne i det smat­te­de un­der­lag kan stø­de på en død sol­dats kra­nie.

Hver mor­gen går Niki­ta Ta­ra­sov og te­e­na­ge- dren­ge­ne på rad og ræk­ke gen­nem sko­ven med en vok­sen, en læ­re­me­ster, der vi­ser dem tid­li­ge­re ud­grav­nin­ger, for­kla­rer, hvad der er ble­vet fun­det, og hvad der sand­syn­lig­vis er sket med sol­da­ter­ne, som dø­de her.

Imens de går, stik­ker de alu­mi­ni­ums- pin­de ned i mul­den, og stø­der de på mod­stand, stop­per de op. De stik­ker igen et par cen­ti­me­ter til høj­re el­ler ven­stre. En me­tal­de­tek­tor brin­ges i spil. Er der ud­slag, kig­ger de på jor­den, vur­de­rer den. Har der væ­ret en skyt­te­grav her? Er der spor eft er gra­na­ters el­ler bom­bers hær­gen? Må­ske står de på en mas­se­grav, en tid­li­ge­re skyt­te­grav, hvor lig er ble­vet eft er­ladt. En­ten for­di over­le­ven­de kammerater tog fl ug­ten, el­ler for­di de al­le dø­de. Ale­ne el­ler to og to går dren­ge­ne i gang med at gra­ve.

Hvad mon un­der­grun­den gem­mer på i dag, spør­ger de sig selv, mens hul­ler­ne i sko­v­bun­den bli­ver dy­be­re. En knog­le duk­ker op. Så en me­re. Og en til. De men­ne­ske­li­ge re­ster lig­ger spredt un­der sko­v­bun­den i det nu me­ter­dy­be hul. Det kan ty­de på, at sol­da­ten er ble­vet sprængt i styk­ker. Må­ske af en gra­nat el­ler en bom­be fra oven. El­ler og­så er det træ­er­nes rød­der, som i åre­nes løb har skub­bet knog­ler­ne fra hin­an­den.

Med næ­ver og sko­v­le

Un­der jor­d­over­fl aden lig­ger og­så rust­ne pa­tron­hyl­stre, så må­ske har sol­da­ten aff yret sit vå­ben, li­ge in­den han dø­de, gæt­ter dren­ge­ne på, mens de med de ba­re næ­ver og sko­v­le gra­ver vi­de­re. Kon­cen­tre­ret og kun med få sam­ta­ler un­der­vejs. I dag fi nder de in­gen pla­stik­be­hol­der med hånd­skrev­ne op­lys­nin­ger el­ler ty­ske hund­e­tegn. Men knog­ler­ne sam­ler de i en pla­stikpo­se, som de ta­ger med til­ba­ge til lej­ren, for selv om sol­da­ten ik­ke kan iden­ti­fi - ce­res, skal han be­gra­ves.

Da­gen før i sum­p­om­rå­det har Ol­ga Struzha­nova fun­det en lil­le pla­stik­be­hol­der med en sol­dats op­lys­nin­ger i. Den lå ved re­ster­ne af et kra­nie, en tand og knog­ler fra en hånd.

Mens mør­ket sæn­ker sig, sæt­ter børn og voks­ne sig ved bå­let, spi­ser sup­pen, de mind­ste har la­ve­tog drik­ker te af felt­kop­per.

Imens har Ol­ga Struzha­nova, Vik­tor So­bo­lev og Pa­vel Pusty­rev truk­ket sig til­ba­ge i det telt, de kal­der ho­ved­kvar­te­ret. En ge­ne­ra­tor sør­ger for strøm til den bær­ba­re com­pu­ter, til scan­ne­ren og de to ar­ki­tekt­lam­per, der står på skri­ve­bor­det.

Det er som om, de tre ved bor­det hol­der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.