AN­NET­TE HEICK Vi er alt­så ik­ke per­fek­te AN­NET­TES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG -

Et barn blev glemt i en bør­ne­ha­ve i den­ne uge. Pæ­da­go­ger­ne hav­de set eft er i al­le rum og på le­ge­plad­sen, in­den de luk­ke­de bør­ne­ha­ven og tog hjem. Og­så det elek­tro­ni­ske sy­stem vi­ste ( ved en fejl), at pi­gen var afh en­tet. Pi­gen var der­eft er ale­ne på le­ge­plad­sen i ca. en halv ti­me, in­den hen­des far hen­te­de hen­de. Det glæ­der mig at læ­se, at fa­de­ren har ta­get det no­gen­lun­de med ro. Jeg fø­ler mig over­be­vist om, at hæn­del­sen vil mart­re de an­svar­li­ge pæ­da­go­ger i lang tid, og det er så­mænd ri­ge­lig straf. HU­SKER I FOR nog­le år si­den, hvor en far hav­de glemt sit lil­le barn om­me på bag­sæ­det? Han var kørt på ar­bej­de, og da han ik­ke ple­je­de at væ­re den, der afl eve­re­de, glem­te han alt om at run­de in­sti­tu­tio­nen. Bar­net var fal­det i søvn og der­for helt stil­le… DA MAN­DEN SE­NE­RE på da­gen for­lod sin ar­bejds­plads, sad bar­net dødt i sin bar­ne­stol. Ud­mat­tet af var­men på den­ne som­mer­dag. Jeg hu­sker, at al­le tal­te om det: Hvor­dan kun­ne han glem­me det? Jeg sag­de til min mand, at jeg al­drig vil­le til­gi­ve ham, hvis det var sket hos os. Men må­ske skal jeg re­vi­de­re mi­ne ord. Jeg vil­le al­drig kun­ne til­gi­ve mig selv, hvis jeg var skyld i mit ( el­ler no­gen an­dens) barns død, for det kun­ne og­så ske for mig. Det kun­ne ske for al­le. Det er den læ­re, vi bli­ver nødt til at for­hol­de os til: Vi er ik­ke per­fek­te. Vi kan pas­se på, alt det vi or­ker, men vi er sta­dig kun men­ne­sker. HVOR­DAN TIL­GI­VER MAN sig selv… når ulyk­ken sker… man vil ba­re skrue ti­den til­ba­ge. Det er det ene­ste øn­ske, man har. Min mand er sta­dig ind­lagt på Cen­te­ret for Ryg­marvs­ska­der. Han var uhel­dig og bræk­ke­de nak­ken. Skønt han er en vild­bas­se og en vove­hals, så var det ik­ke over­mod, der ko­ste­de ham før­lig­he­den. Det var rent uheld, da han blev slå­et ned af en kæm­pebøl­ge. Af sam­me grund be­brej­der han ik­ke sig selv, men han mø­der man­ge skæb­ner i for­bin­del­se med sin genop­træ­ning: NOG­LE HOP­PE­DE PÅ ho­ve­d­et i bøl­ger­ne som 17- åri­ge og sid­der nu 30 år se­ne­re sta­dig læn­ket til kø­re­sto­len. An­dre be­gynd­te med en min­dre ska­vank, må­ske dis­kuspro­laps, som li­ge skul­le fi kses ved en ope­ra­tion. Men da de våg­ne­de op af narko­sen, var no­get gå­et galt. Cen­tral­ner­ven var be­ska­di­get, og nu var de i ste­det ble­vet lam­met fra bry­stet og ned. En lægefejl. Kan man til­gi­ve den læ­ge? Kan han til­gi­ve sig selv? Beg­ge de­le er sik­kert svært, men sik­kert er det, at læ­ger og­så ba­re er men­ne­sker.

Luksus­dag!!!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.