TIRS­DAG EF­TER TIRS­DAG... ’’

BT - - DEBAT -

Stats­mi­ni­ste­ren hø­ste­de et ufri­vil­ligt brøl af grin fra fol­ke­tings­sa­len, da hun prok­la­me­re­de, at hun ’ tirs­dag eft er tirs­dag’ mang­le­de svar fra Lars Løk­ke Ras­mus­sen. Han sva­re­de med, at han ’ tirs­dag eft er tirs­dag’ hav­de no­gen­lun­de sam­me op­le­vel­se, men at han skam ar­bej­de­de på at brin­ge sig i en po­si­tion til at kun­ne sva­re. Tirs­dag eft er tirs­dag spi­ses de stak­kels po­li­tikin­ter­es­se­re­de af med en ked­som­me­lig ri­tu­el stam­me­dans, som oveni­kø­bet kom­mer i dob­belt, hvis man er så let­sin­dig bå­de at føl­ge med på tv og so­ci­a­le me­di­er. DOBBELTSCREENING - ALT­SÅ det, at vi som væl­ge­re er ak­ti­ve på to skær­me på én gang - bli­ver et af de nye pa­ra­me­tre i valg­kam­pen. Det har par­ti­er­ne lu­ret. Som tan­ke­lø­se lem­m­in­ger gen­ta­ger par­ti­sol­da­ter­ne pa­ro­ler­ne. Af og til fal­der man over en skarp og hu­mo­ri­stisk ud­veks­ling af spy­dig­he­der. Men den over­ord­ne­de stil er, at i ste­det for at gi­ve os mer­vær­di i form af bag­grund, per­spek­tiv og do­ku­men­ta­tion på vo­res lil­le skærm til det, som vi ser på vo­res sto­re skærm, så bli­ver det oft e en­de­lø­se, uli­de­li­ge gen­ta­gel­ser af an­greb på mod­par­ten, som spyt­tes ud som små knald­per­ler på gul­vet. De gi­ver hver­ken no­get stort brag el­ler no­gen an­den syn­der­lig in­ter­es­sant eff ekt. PO­LI­TI­KER­NE HAR OG­SÅ lu­ret, at vi er lidt mø­re i kø­det af al­le de an­greb på hin­an­den. Men så kan man jo op­fø­re sig på­ta­get hø­fl igt og stil­le hin­an­den spørgs­mål. Det er desvær­re en stil, som eft er­hån­den er ble­vet så ud­bredt, at man må spør­ge sig selv, om vi er vid­ner til en ny rol­le­for­de­ling, hvor det ik­ke læn­ge­re er en jour­na­li­stisk di­sci­plin at stil­le spørgs­mål. Det gør po­li­ti­ker­ne selv. Men hvem skal så gi­ve sva­re­ne? Jour­na­li­ster­ne? Det vil po­li­ti­ker­ne næp­pe bry­de sig om. De vil selv sva­re og­så. Al­ter­na­tivt er tan­ken, at sva­re­ne skal væ­re så åben­ly­se, at vi som væl­ger­ne selv tæn­ker dem. Det er stort set li­ge så ir­ri­te­ren­de, som når en mor med løft ede øjen­bryn spør­ger ju­ni­or, om ik­ke bar­net har få­et suk­ker nok nu. FOR AT GI­VE det he­le vægt, så ka­ster man fak­ta eft er hin­an­den som gift - pi­le, hvor­eft er man læ­ner sig lidt selv­til­freds til­ba­ge for at be­trag­te sit eget de­struk­ti­ve værk. Og der er gan­ske en­kelt for lidt sam­men­lig­ne­lig­hed i al­le de tal til, at man som bor­ger har en jor­disk chan­ce for at vi­de, hvad der er op og ned. Hvis man f. eks. ba­re kun­ne bli­ve eni­ge om, at én el­ler an- den in­stans reg­ner rig­tigt, så kun­ne vi be­de dem om, at reg­ne alt igen­nem - og sam­men­lig­ne re­sul­ta­tet. Det sker ik­ke. Hvis man har en mi­ni­ster i Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et, så er det de mest respek­te­re­de men­ne­sker med de mest hæ­der­kro­ne­de me­to­der. Men hvis det er ens po­li­ti­ske mod­stan­der, der be­sid­der den post, så er det ut­ro­vær­di­ge tal. Og beg­ge de­le er så­dan set sandt. PAR­TI­ER­NE OG PO­LI­TI­KER­NE har op­da­get, at vi ved sid­ste valg hyg­ge­de os ge­val­digt på skærm nr. to, mens de pa­pe­gø­je- gen­tog po­li­tik i mund­ret­te bid­der på skærm nr. et. Nu er fre­den for­bi. En sær­ligt ag­gres­siv po­li­tisk ud­ga­ve af Spør­ge- Jør­gen har ind­fun­det sig på Twit­ter. Tirs­dag eft er tirs­dag.

Vi har vel næp­pe no­gen­sin­de før set, læst og lyt­tet så me­get til po­li­tik, som vi gør i dis­se år. Der er et pro­gram, en blog el­ler et forum til en­hver løs idé. Det er fan­ta­stisk, at folk har så stor in­ter­es­se for po­li­tik. Skul­le vi ik­ke ta­ge at be­løn­ne dem med re­fl ek­te­ret di­a­log, hvor man skift es til at sva­re og - i over­ve­jen­de grad - over­lod det med at stil­le spørgs­mål til gæ­ster, vær­ter, mo­de­ra­to­rer og jour­na­li­ster? Tænk, hvis man kun­ne bli­ve lidt klo­ge­re tirs­dag eft er tirs­dag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.