’’

BT - - NYHEDER - Ta­bi­ta Wul­ff, tid­li­ge­re fik­tions­re­dak­tør på uge­bla­det Søn­dag

Hun var en af de per­son­lig­he­der, som skrev ham­ren­de godt, men al­drig no­gen­sin­de blev be­rømt

to­baks­fa­brik, mens mo­de­ren var hjem­me­gå­en­de. Kir­sten Hof­f­mey­er har tid­li­ge­re ud­talt, at for­æl­dre­ne al­drig bur­de ha­ve fun­det sam­men, for det var ik­ke en nem barn­dom for hen­de og hen­des ot­te år yn­gre lil­le­bror. Mo­de­ren tru­e­de med at druk­ne sig selv fle­re gan­ge, og fa­de­ren dø­de, mens Kir­sten Hof­f­mey­er var te­e­na­ger.

Novel­le­for­fat­te­ren fandt der­for fred i sin fan­ta­si­ver­den og skrev sin før­ste novel­le som 14- årig.

’ Min pro­fes­sio­nel­le even­ty­rer’

Kir­sten Hof­f­mey­er blev med åre­ne en be­stemt og nys­ger­rig kvin­de, der skrev om al­le kær­lig­he­dens man­ge ve­je og vild­ve­je, men hun end­te ik­ke selv med en mand i hån­den og en ring på fin­ge­ren.

Hun var i 20’ er­ne, da mø­det med den char­me­ren­de fransk­mand Char­lie gjor­de Kir­sten Hof­f­mey­er dybt fo­rel­sket. Hun var ik­ke et øje­blik i tvivl om, at han var man­den i hen­des liv.

» Jeg var smad­der­fo­rel­sket, og det var han og­så. Det var ba­re så dej­ligt alt sam­men og al­li­ge­vel lidt ut­rygt og usik­kert, for Char­lie rej­ste ba­re rundt uden at ha­ve en fast ba­se. Jeg kald­te ham min pro­fes­sio­nel­le even­ty­rer, « for­tal­te Kir­sten Hof­f­mey­er i ’ Ra­dio­for­tæl­lin­ger’.

Men fra den ene dag til den an­den for­svandt Char­lie plud­se­ligt. Og da fransk­man­den ik­ke hav­de no­gen fast adres­se, op­søg­te Kir­sten Hof­f­mey­er re­stau­ran­ten, hvor de hav­de mødt hin­an­den. Eje­ren kend­te godt Char­lie, for det gjor­de al­le, for­tal­te Hof­f­mey­er, der ef­ter­lod et brev, hvis Char­lie kom for­bi.

Sov med pi­stol un­der pu­den

Ti­den gik og gik, men kær­lig­heds­skri­ben­ten hør­te in­tet. Ef­ter 20 år, hvor Kir­sten Hof­f­mey­er hav­de skre­vet utal­li­ge kær­lig­heds­novel­ler til uge­bla­de i Dan­mark, Nor­ge og Sve­ri­ge, duk­ke­de den fran­ske kær­lig­hed uven­tet op på Pi­le Al­lé på Fre­de­riks­berg, hvor novel­le­for­fat­te­ren bo­e­de. Hun var godt klar over, at det var for sent at stif­te fa­mi­lie, men hun var lyk­ke­lig over at gen­se sin ung­doms sto­re kær­lig­hed.

Det kan dog væ­re nem­me­re at skri­ve om kær­lig­hed end at op­le­ve den på egen krop. Char­lie og Kir­sten Hof­f­mey­er pend­le­de i fem år mel­lem Dan­mark og Spa­ni­en. Men en dag blev det for me­get for hen­de. I de 20 år, Hof­f­mey­er ik­ke hav­de hørt fra Char­lie, hav­de han iføl­ge novel­le­for­fat­te­ren sid­det i fængsel i Frank­rig, Spa­ni­en og Ma­rok­ko, for­di han var vå­bens­mug­ler.

» På et tids­punkt sov vi med en skar­pladt pi­stol un­der ho­ved­pu­den. Og så be­gynd­te jeg at tæn­ke: Nej, det går ik­ke alt­så ik­ke, det her, det er jeg for gam­mel til. Jeg har al­tid væ­ret så lovly­dig, så det er til at bræk­ke sig over. Det vil­de­ste, jeg har gjort, er at gå over for rødt lys. Så mig og en vir­ke­lig for­hær­det forbryder, det går alt­så ik­ke. Så jeg slut­te­de det, « for­tal­te Kir­sten Hof­f­mey­er i P1. Hun indså, at det ik­ke var så ro­sen­rødt, som hun hav­de drømt om.

I 1994 så hun for sid­ste gang sin sto­re kær­lig­hed fra al­ta­nen på Fre­de­riks­berg, mens han ven­te­de på bus­sen, der skul­le kø­re ham til luft­hav­nen.

Af­ske­den med den even­tyr­li­ge kær­lig­hed fik ik­ke Kir­sten Hof­f­mey­er til at stop­pe med novel­ler­ne. Tvær­ti­mod. Hof­f­mey­er end­te som en af Dan­marks mest læ­ste for­fat­te­re, hvis liv kun gan­ske få dog kend­te til.

Bag de man­ge he­de kær­lig­heds­novel­ler fra Kir­sten Hof­f­mey­ers hånd gem­te der sig for­ment­lig ri­ge­li­ge mæng­der in­spira­tion fra hen­des eget liv med bå­de lyk­ke­lig og ulyk­ke­lig kær­lig­hed. Pri­vat­fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.