’ Al­le kva­jer sig, men kun de us­le­ste skju­ler det’

BT - - KENDER DU DET? -

Da jeg var ret ung, var jeg hel­dig nok til at få en ind­sigt. En ind­sigt, som jeg bru­ger jævn­ligt, og som jeg hå­ber jeg er i stand til at gi­ve vi­de­re til mi­ne børn. Da jeg var 13 år gam­mel, var jeg træt af at væ­re fat­tig. Træt af at gå med min mor i al­le mu­li­ge ta­ber­bu­tik­ker, når nu der fand­tes lækre mær­ke­va­re­bu­tik­ker som Marco Po­lo. Jeg var ble­vet ’ klog nok’ til at be­ta­le det ti­dob­bel­te for en trø­je, for­di der stod det helt rig­ti­ge i nak­ken. Men det for­stod mi­ne tå­be­li­ge for­æl­dre selv­føl­ge­lig ik­ke. Kort sagt – jeg indså, at jeg selv måt­te be­ta­le for mi­ne dy­re va­ner – så jeg be­gynd­te at le­de ef­ter et job. Selv­om jeg kun var 13, var jeg høj af min al­der, så jeg rin­ge­de al­le mu­li­ge ste­der hen og bild­te dem ind, at jeg var 15 år. Så­le­des blev jeg som 13- årig op­va­sker hos slag­te­ren i Prima. Han var så flink at se gen­nem fin­gre­ne med, at de ’ anal­fa­be­ter på kom­mu­nen’ hav­de trykt mit cpr- num­mer på mit fri­kort. Hvor skul­le jeg og­så vi­de det fra? Jeg var jo kun 13 år. Slag­te­ren og hans me­d­ar­bej­de­re syn­tes, jeg var sjov, så jeg fik lov at bli­ve. Mi­ne vil­kår var ik­ke an­der­le­des end de an­dre me­get æl­dre op­va­ske­re. Der var ik­ke me­get cur­ling over Prima- slag­te­ren. Hver fre­dag la­ve­de vi mad til de an­sat­te, som ar­bej­de­de sent. Der var to må­der, man kun­ne kom­me fra slag­te­rens køk­ken til frokost­stu­en på. Der var den hur­ti­ge, hvor man skul­le kryd­se bag­går­den, det in­de­bar en stejl uden­dørs trap­pe. Og der var ’ om­vej­en’, hvor man tog he­le tu­ren un­der tag ad gan­ge og kor­ri­do­rer – den tur var me­get læn­ge­re. En fre­dag- af­ten om vin­te­r­en skul­le jeg bæ­re af­tens­ma­den over til de sult­ne me­d­ar­bej­de­re. Slag­te­ren bad mig om at ta­ge den lan­ge vej for at und­gå sne og is på trap­pen ned til bag­går­den. Men jeg var alt for klog til no­get så for­æl­det som liv­ser­fa­ring. Så jeg tog den kor­te vej – uden­dørs. Me­get, me­get smar­te­re. Kre­bi­net­ter­ne fløj til høj­re og ven­stre, da jeg faldt på trap­pen. Jeg slog mig ad hel­ve­des til, og ma­den var smurt ind i grus. Jeg støn­ne­de af smer­te, men skjul­te det selv­føl­ge­lig.

Men det var ik­ke de fy­si­ske knubs, der var det vær- ste. Det vær­ste var, at jeg ik­ke hav­de hørt ef­ter – jeg hav­de dum­met mig! Det næst­vær­ste, ef­ter at ha­ve dum­met dig, er at bli­ve op­da­get. Det ved al­le. Så jeg sam­le­de den mad op, der kun­ne red­des, hum­pe­de for­slå­et over til skral­des­pan­den og smed re­sten ud. Det var ge­ni­alt. Over­be­vist om, at jeg kun­ne ha­ve skjult min fa­dæ­se selv for de­tek­ti­ver, af­le­ve­re­de jeg re­ster­ne af ma­den i frokost­stu­en, hum­pe­de til­ba­ge til min op­vask og min­de­de mig selv om re­gel num­mer 1: Lad som om in­tet er hændt. Jeg hav­de for længst lært at skju­le vir­ke­lig­he­den, når den ik­ke pas­se­de til glans­bil­le­det. Men så ske­te der no­get ufor­ud­se­ligt. De spa­der i frokost­stu­en løb tør for mad. Ik­ke nok med det. De ef­ter­ly­ste – over sam­ta­le­an­læg­get – hvor re­sten af ma­den blev af. Slag­te­ren, der var en gar­vet øko­no­ma, vid­ste med mil­li­me­ters præ­ci­sion, hvor me­get kød der skul­le til at mæt­te de sult­ne me­d­ar­bej­de­re. Han vid­ste selv­føl­ge­lig med det sam­me, at der var no­get galt. Ka­ta­stro­fen var to­tal, da han stil­le­de det skæb­nesvan­gre spørgs­mål: ’ Hvor er kre­bi­net­ter­ne?’ Mit bed­ste for­svar var at græ­de. Det vir­ker på al­le mænd og for at sæt­te ek­stra trumf på, brug­te jeg mi­ne blå mær­ker. Han så ik­ke rig­tig glad ud, men han skæld­te mig hel­ler ik­ke ud. Han hav­de for travlt med at frem­tryl­le nye kre­bi­net­ter. Og jeg

kla­re­de frisag – tro­e­de jeg. Men da kre­bi­net­ter­ne, han hav­de la­vet i hast og jag, var le­ve­ret, kom han til­ba­ge til køk­ke­net. Han var en mand af få ord, men jeg kan sta­dig hu­ske dem, han sag­de den af­ten. De sved. Han sag­de: ’ Al­le kva­jer sig, Men kun de us­le­ste prø­ver at skju­le det’. Jeg sen­der tit en kær­lig tan­ke til slag­te­ren i Prima i Hil­le­rød, når jeg per re­fleks for­sø­ger at skju­le, at jeg har dum­met mig. Når vi fal­der og i ste­det for at øm­me os syn­ligt gri­ner kik­set, mens vi for­sik­rer al­le om­kring os, at vi ik­ke slog os.

Vi er så lat­ter­ligt ban­ge for vir­ke­lig­he­den. Selv om al­le el­sker de men­ne­sker, som er i stand til at læ­re af de­res fejl. Selv­om vi al­le el­sker sel­viro­ni, så tør vi ik­ke le­ve ef­ter det selv? Det er sgu da dumt? At la­de væ­re med at skju­le, når vi kva­jer os, det kun­ne man­ge læ­re af. NÅR vi kva­jer os. Ik­ke hvis.

We­e­kend - 23.05.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.