’ Min mor var en­ten Jo­an Coll­ins el­ler po­se­da­me’

Per­nil­le Ra­h­bek var sin mors tav­lesvamp. Hun slet­te­de al­le spor ef­ter al­ko­ho­li­ker- moren fra hun var helt lil­le – fa­ca­den måt­te ik­ke kra­ke­le­re

BT - - TEMA - Af An­ne Funch Fo­to Erik Ref­ner

afu@ ber­ling­s­ke. dk

H» Der var stil over hen­de, og drik­ke­ri­et fo­re­gik al­tid i det skjul­te. Stil­le og ro­ligt og al­tid, når hun var ale­ne. Når hun var sam­men med an­dre, drak hun kun sjæl­dent al­ko­hol. « I en stor her­skabs­lej­lig­hed i hjer­tet af Kø­ben­havn bor Per­nil­le Ra­h­bek i dag med si­ne to pi­ger. Hun er au­to­di­dakt jour­na­list, tid­li­ge­re stu­di­e­vært på en ræk­ke TV- pro­gram­mer og ra­diovært. I dag er hun brand­ma­na­ger og har i fle­re år haft sit eget fir­ma. Det går godt, hun mang­ler ik­ke no­get øko­no­misk, for­kla­rer hun. Har man­ge ven­ner, og­så næ­re ven­ner og ry for at væ­re su­per- ef­fek­tiv og få re­a­li­se­ret kend­te, at hun le­ver med nog­le ar på sjæ­len som et re­sul­tat af en op­vækst med en al­ko­ho­li­ker- mor. For­æl­dre­ne blev skilt, da hun var fi­re år, og fa­de­ren kend­te til pro­ble­mer­ne, men fo­re­tog sig ik­ke no­get ak­tivt.

Egent­lig har Per­nil­le Ra­h­bek ik­ke lyst til at eks­po­ne­re sig selv med en bog. Hun har ik­ke et per­son­ligt be­hov for at for­tæl­le sin hi­sto­rie of­fent­ligt, for­kla­rer hun.

» Jeg har ik­ke brug for folk, der si­ger: Gud, hvor kla­re­de hun det godt, når man tæn­ker på, hvad hun har væ­ret igen­nem. Jeg har ude­luk­ken­de skre­vet den, for­di jeg sy­nes, at jeg har et an­svar. Hvis bo­gen kan bi­dra­ge til, at der bli­ver gjort en ind­sats for nog­le af de børn, der er midt i en op­vækst, som jeg selv har haft, vil­le jeg væ­re dybt tak­nem­me­lig. «

Men det er ik­ke let, me­ner Per­nil­le Ra­h­bek. Ale­ne det at fin­de frem til bør­ne­ne. De le­ver bag et pan­ser, hvor in­gen op­da­ger dem, med min­dre de kom­mer fra et hjem med åben­ly­se mis­brugs­pro­ble­mer.

Og hvem skal i øv­rigt spot­te dem? Er det læ­rer­ne i sko­len, der i for­vej­en har su­sen­de travlt? Er det pæ­da­go­gen i SFOen, fod­bold­træ­ne­ren, na­bo­en? Hvem skal? spør­ger hun.

Hun kal­der dem for østers­børn, for­di de luk­ker i og ba­re over­le­ver. Præ­cis som hun selv gjor­de.

» De børn er ver­dens­me­stre i at over­le­ve. De er knald­dyg­ti­ge til at la­ve al­li­an­cer med an­dre, de skju­ler pro­ble­mer der­hjem­me og man kan ik­ke se, at der er no­get galt. Må­ske skul­le man ud­dan­ne nog­le men­ne­sker i at bli­ve bed­re til at op­da­ge bør­ne­ne? Og vir­ke­lig og­så me­ne det, når man vil hjæl­pe dem. Det nyt­ter ik­ke at fø­le, at man er næ­sten red­det. Man skal red­des helt. Jeg har prø­vet at bli­ve næ­sten red­det. «

Per­nil­le Ra­h­bek kan spot­te en al­ko­ho­li­ker på et split­se­kund. En ny­de­lig kvin­de el­ler mand på ind­køb i Magasin. In­gen an­dre vil op­da­ge det, men hun gør. Hun har sin in­dre ra­dar, der al­tid er finju­ste­ret, når en al­ko­ho­li­ker er in­den for hen­des syns­felt.

» Jeg kan se det på øj­ne­ne, de fast­hol­der li­ge blik­ket en brøk­del af et se­kund læn­ge­re, end an­dre vil­le gø­re det. Og så kan jeg mær­ke det, jeg er al­drig i tvivl. «

Fa­ca­den var per­fekt

Sam­men med sin lil­le­sø­ster blev Per-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.