’ ALTANPIGER’ PRES­SES TIL SELV­MORD

El­mas Ber­ke har skre­vet bog om si­ne fryg­te­li­ge er­fa­rin­ger som tolk i dan­ske ind­van­drer­mil­jø­er

BT - - NYHEDER - An­dreas Kar­ker kar­ker@ bt. dk El­mas Ber­ke

UN­DER­TRYK­KEL­SE

En ty rkisk kvin­de var kom­met til Dan­mark, hvor hun skul­le fa­mi­lie­sam­men­fø­res og gift es. Men æg­te­man­den skift ede me­ning og vil­le ik­ke gift es al­li­ge­vel.

» Hun hav­de in­tet net­værk i Dan­mark. Hun kon­tak­te­de fa­mi­li­en i hjem­lan­det Tyr­ki­et, men fa­de­ren sag­de han hel­le­re vil­le ha­ve hen­de hjem i en ki­ste, end som fra­skilt. Hun ka­ste­de sig ud fra en af bro­er­ne mel­lem Sjæl­land og Ama­ger. I prin­cip­pet var det selv­mord, men hav­de hun over­ho­ve­det an­dre mu­lig­he­der, når fa­de­ren hel­le­re vil ha­ve hen­de hjem som lig? Og han fi k det, som han vil­le ha­ve det. Hun kom hjem som lig, « si­ger El­mas Ber­ke, der har skre­vet en ny bog om ind­van­drer­kvin­ders si­tu­a­tion i Dan­mark – ’ Tavs­he­dens pris’.

El­mas Ber­ke er født i Tyr­ki­et, men op­vok­set i Vi­borg. I en år­ræk­ke har hun ar­bej­det som tolk for Rigs­po­li­ti­et, dom­sto­le­ne, ad­vo­ka­ter, ho­spi­ta­ler og kri­se­cen­tre. Her har hun få­et et unikt og cho­ke­ren­de kend­skab til ind­van­drer­kvin­ders pro­ble­mer i det dan­ske sam­fund. Hen­des bog er skre­vet som en ro­man, men det er æg­te skæb­ner, der lig­ger til grund for per­so­ner­ne og hi­sto­ri­er­ne.

Ind imel­lem hø­rer vi i me­di­er­ne om for­fær­de­li­ge æres­drab på dansk jord. Men der fi ndes man­ge an­dre sa­ger, som man ik­ke hø­rer om, og som hol­des skjult i mus­lim­ske mil­jø­er. El­mas Ber­ke for­tæl­ler f. eks. om ’ al­tan­pi­ger­ne’.

Et lil­le skub på al­ta­nen

» Man­ge selv­mord blandt ind­van­drer­kvin­der er ca­mou­fl ere­de æres­drab. Man ved ik­ke me­get om det i Dan­mark, men i Sve­ri­ge kal­der man dem for ’ al­tan­pi­ger­ne’. Det er pi­ger, der pres­ses ud i selv­mord af de­res fa­mi­li­er. Så slip­per fa­mi­li­er­ne for det be­skid­te ar­bej­de med at slå dem ihjel. Man­ge ka­ster sig ud for­an et tog el­ler spi­ser pil­ler, men de fl este ka­ster sig ud fra al­ta­nen – el­ler får et lil­le skub. «

Hvis de får et lil­le skub på al­ta­nen, er det jo mord?

» Ja, jeg kan desvær­re ik­ke be­vi­se det. Men hvis en kvin­de f. eks. har mi­stet sin mø­dom, in­den hun bli­ver gift , kan det ko­ste hen­de li­vet. I bo­gen be­skri­ver jeg en kvin­de, der for­sø­ger at bli­ve skilt fra sin sa­di­sti­ske mand. On­k­len in­vi­te­rer hen­de hjem, og dér går han amok og tæ­ver hen­de, smi­der pil­leg­las i ho­ve­d­et på hen­de og rå­ber, at hun skal gø­re en en­de på det selv. På ba­de­væ­rel­set drik­ker hun ed­di­ke­sy­re og prø­ver at ka­ste sig ud fra al­ta­nen. Men de dan­ske na­bo­er op­da­ger det og rin­ger til po­li­ti­et, « for­tæl­ler El­mas Ber­ke og fort­sæt­ter:

» Der fo­re­går tragi­ske ting blandt de mus­lim­ske mi­no­ri­te­ter i Dan­mark, som sim­pelt­hen ik­ke kan fort­sæt­te. Det gæl­der na­tur­lig­vis ik­ke al­le mus­li­mer. Men når mor får tæsk af far, har hun ik­ke res­sour­cer til at ta­ge sig af hjem­met. Bør­ne­ne bli­ver rod­lø­se og kan re­k­rut­te­res af re­li­gi­øse or­ga­ni­sa­tio­ner og kri­mi­nel­le ban­der. Vi er kom­met ind i en ond cir­kel. Jeg an­kla­ger min egen ge­ne­ra­tion for at væ­re for sva­ge. Fædre­ne har mi­stet au­to­ri­tet, og bør­ne­ne har ik­ke respekt for de voks­ne. Jeg har en li­ste over 16 pi­ger, der er dræbt i æres­re­la­te­re­de for­hold si­den 1986. Og 20 pi­ger om året for­svin­der spor­løst fra Dan­mark på genop­dra­gel­ses­rej­ser. De bli­ver ik­ke eft er­lyst, og in­gen le­der eft er dem. Det er tragisk. Alt, hvad der kan gå galt, er gå­et galt, « si­ger El­mas Ber­ke.

For­bry­del­ser­ne skju­les oft e bag en mur af tavs­hed, som po­li­ti­et og so­ci­a­le myn­dig­he­der har svært ved at træn­ge igen­nem. Tør­re tæsk er og­så et stort pro­blem. Og of­re­ne kun­ne al­drig fi nde på at gå til po­li­ti­et.

Al­tid kvin­dens egen fejl

» Det er me­get il­de set, hvis kvin­der kon­tak­ter kri­se­cen­tre el­ler po­li­ti­et. Man stil­ler ik­ke sit snav­se­de va­ske­tøj til off ent­lig skue. Hvis en kvin­de bli­ver tæ­sket, er det hen­des egen fejl, for hun bur­de ik­ke ha­ve skabt en si­tu­a­tion, hvor hun på­kald­te sig fa­mi­li­ens vre­de. Det lig­ger i luft en, at fa­mi­li­en nær­mest er nødt til at tæ­ve hen­de, og det bør hun selv kun­ne for­stå.

Ban­ker en et­nisk kvin­de på dø­ren til et kri­se­cen­ter, kan du væ­re sik­ker på, at al­le an­dre mu­lig­he­der er udtømt. Som­me ti­der bli­ver de og­så for­fulgt ind på kri­se­cen­tre­ne af fa­mi­li­ens mænd. Så ik­ke en­gang dér kan de væ­re sik­re. De kan væ­re i livs­fa­re, hvis fa­mi­li­ens ære skal ren­ses. Selv hvis det er et rent ja­lou­si­drab, me­ner man­ge lands­mænd al­li­ge­vel, at han op­ret­hol­der ro og or­den. Og det ser an­dre fædre og æg­te­mænd vel­vil­ligt på, for det sen­der et ad­var­sels­sig­nal til ko­ner og døtre om, at de ik­ke skal få smar­te idéer.

Børn er man­dens ejen­dom. Hvis en kvin­de ta­ger børn fra et tid­li­ge­re æg­te­skab med ind i et nyt for­hold, vil man­den ty­pisk ik­ke ta­ge sig af en an­den mands afk om. Det ska­ber og­så vold i fa­mi­li­en. Som­me ti­der over­ta­ger fætre og on­k­ler sa­gen, for­di de ik­ke sy­nes, man­den gør det godt nok, og så tæ­ver de kvin­den. Po­li­ti­et har de bed­ste hen­sig­ter, men der er sto­re kul­tur­for­skel­le, og det er svært for po­li­ti­et at læ­se mel­lem linjer­ne. «

Fa­de­ren i din bog er ik­ke ond­skabs­fuld?

» Nej, han var en frisk og even­tyr­ly­sten ung mand, da han kom til Dan­mark, og nød og­så det fri­sin­de­de Dan­mark i 70er­ne. Han fl yt­te­de til Vi­borg, hvor bør­ne­ne kun­ne få en tryg op­vækst. Men i takt med at der kom fl ere lands­mænd til by­en, øge­des pres­set på ham. Landsmændene føl­te, hans børn var ble­vet for dan­ske. Jeg op­le­ver oft e den skyld­fø­lel­se. Når til­fl yt­te­re kom­mer til Dan­mark, så er de­res lands­mænd, der bor her i for­vej­en, ik­ke ivri­ge ef­ter at vi­se dem, hvor­dan li­vet le­ves i Dan­mark. De vil hel­le­re be­vi­se over for de ny­an­kom­ne, at de har væ­ret tro mod den kul­tur og de tra­di­tio­ner, de kom­mer fra. De er ble­vet me­re tra­di­tio­nel­le end de­res lands­mænd i hjem­lan­det. Når vi er til­ba­ge i Tyr­ki­et på fe­rie, gri­ner de ad os, for­di vi er så lat­ter­ligt gam­mel­dags. Vi er fast­låst i en tidslo­m­me og tror, Tyr­ki­et er som vi eft er­lod det.

Hvad la­ver de her?

Man­ge un­ge kom­mer jo og­så på genop­dra­gel­ses­rej­ser. Me­nin­gen er, at de skal ’ af­dan­skes’, og det be­ty­der jo, at de men­ne­sker, man har bo­sat sig midt imel­lem, ik­ke er no­gen, man sy­nes, ens børn skal lig­ne. Jeg blev kon­tak­tet af en mo­ster, der var helt des­pe­rat. Hen­des nie­ce var ble­vet eft er­ladt i en tyr­kisk lands­by, hvor fa­de­ren hav­de for­søgt at bræk­ke hen­des ben, så hun ik­ke føjte­de om­kring. Hun fl yg­te­de til den dan­ske am­bas­sa­de, men de vil­le ik­ke ta­ge imod hen­de. Hun var ble­vet for dansk, det var den ene­ste år­sag. Men hvad har for­æl­dre­ne fo­re­stil­let sig: At de kan le­ve i en lil­le bob­le, hvor de kan op­fo­stre de­res børn? Hvis dan­ske nor­mer by­der dem så me­get imod, hvad la­ver de så her? « El­mas Ber­ke: ’ Tavs­he­dens pris’ For­lag: DreamLitt Er ud­kom­met

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.