AN­NET­TE HEICK VI, DE LAR­MEN­DE AN­NET­TES UGE PÅ In­s­ta­gram

An­net­te Heick er 43 år. Tv- vær­tin­de, san­ge­r­in­de og for­fat­ter. Hun er gift med kok­ken Jesper Vol­l­mer og har to dren­ge

BT - - SØNDAG -

Jeg tror, det må ha­ve væ­ret i 1998. Jeg ar­bej­de­de på Skan­di­na­visk Film Kom­pag­ni ( SFK), og vi sad ca. 30 men­ne­sker i åbent kon­tor­land­skab. 80 pct. var ry­ge­re. Jeg var ik­ke en af dem. Jeg var til gen­gæld al­ler­gi­ker og hav­de og­så en del ast­ma, hvor­for det var et stort øn­ske for mig, at man kun­ne be­græn­se ryg­nin­gen til at fo­re­gå uden­for el­ler i afl uk­ke­de rum. Seksår tid­li­ge­re var jeg fl yt­tet hjem­me­fra og hav­de la­vet en re­gel om, at der ik­ke måt­te ry­ges i mit hjem. En re­gel, som blev mødt af me­gen un­dren. VED ET FÆL­LES­MØ­DE på SFK brag­te jeg mit for­slag om en ry­gepo­li­tik op, og det vak­te ik­ke ba­re fu­r­o­re, men de­ci­de­ret mor­skab. Hvad hav­de jeg dog fo­re­stil­let mig? Hvor sart hav­de man lov at væ­re? En af de kend­te tv- vær­ter på kom­pag­ni­et fo­re­slog, at det skul­le af­gø­res ved en hånds­o­p­ræk­ning. Jeg var den ene­ste, der stem­te for. Det er jo lidt sjovt at tæn­ke på i dag, hvor in­gen virk­som­hed med respekt for sig selv vil­le und­la­de at ha­ve en for­svar­lig ry­gepo­li­tik. DA JEG VAR ung, var det en pe­st at væ­re ude nog­le ste­der. Jeg kun­ne sjæl­dent hol­de til læn­ge­re end mid­nat, for­di jeg en­ten var lagt ned af ast­ma, el­ler for­di jeg hav­de mi­stet stem­men to­talt pga. udtør­re­de slim­hin­der. Og så var der lug­ten i tø­jet og hå­ret. Det er i det he­le ta­get svært at kom­me på no­get som helst po­si­tivt ved den tids mang­len­de ry­gepo­li­tik. Og det si­ger jeg ik­ke for at stø­de ry­ger­ne, men sim­pelt­hen for­di der ik­ke fand­tes et ene­ste sted i he­le ver­den, som var for­be­holdt ik­ke- ry­ge­re. In­tet frirum til en glad aft en. AT DET HAR æn­dret sig, glæ­des jeg me­get over, når jeg så­dan ser til­ba­ge. Men nu vil jeg så li­ge prø­ve at kig­ge frem… JEG VÅG­NE­DE PÅ et ho­tel i Kø­ben­havn en søn­dag mor­gen. Midt in­de i det in­der­ste af cen­trum. Klok­ken var vel 10, og der var helt stil­le. Ude på ga­den kun­ne jeg kun hø­re fug­lesang. Ik­ke den mind­ste su­sen fra en bil. Li­ge der gik det op for mig, at ly­den af stil­hed er den yp­per­ste luksus, en luksus, som vi men­ne­sker rej­ser langt for at fi nde og end­da er vil­li­ge til at be­ta­le dyrt for. Net­op der­for må stil­hed i frem­ti­den bli­ve det, vi sti­ler eft er. NU ER JEG ik­ke frem­tids­for­sker, men jeg vil al­li­ge­vel ger­ne kom­me med et bud på, hvor­dan jeg fo­re­stil­ler mig, tin­ge­ne kom­mer til at se ud. Jeg tror f. eks., at man med el- bi­ler­nes ind­t­og vil be­gyn­de at stil­le krav om, at bi­ler ik­ke må lar­me – dvs. de skal over­hol­de vis­se lyd­krav. I mod­sat fald vil de kun få lov at kø­re på be­stem­te tids­punk­ter af døg­net. FO­RE­STIL JER, AT bil­lar­men aft ager… så vil vi op­da­ge hvor man­ge an­dre ting der el­lers lar­mer i hver­da­gen: Bu­tik­ker, der spil­ler høj mu­sik, ma­ski­ner og folk der ta­ler i mo­bil­te­le­fon ( vi har det med at ta­le så højt, at man

SØN­DAG 24. MAJ 2015

Mit lil­le or­an­ge­ri

@ hel­la­joof

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.