’ Det vær­ste, der kan ske, er, hvis ha­det og­så ram­mer bør­ne­ne’

BT - - NYHEDER - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW En per­son, der har grund til at væ­re skuf­fet over mig, er ... min mand. Han kan al­drig reg­ne med en ro­lig mor­gen­mad med mig, der skal li­ge sva­res mail og te­le­fon. Det må væ­re tr­æls. Jeg be­un­drer ham for, at han kan le­ve med, at jeg nog­le gan­ge må mel­de afb rud til aft ens­mad og ik­ke kan ik­ke hol­de mi­ne af­ta­ler om at kø­re bør­ne­ne til den bra­si­li­an­ske kampsport car­po­e­ra. Jeg bli­ver ra­sen­de, når ... jeg hø­rer om men­ne­sker, der kan fi nde på at slå på hjem­lø­se. Dem, der har det sjovt ved at såre nog­le af de mest ud­sat­te grup­per. Det gør mig harm. For­le­den dag hør­te jeg om, at en hjem­løs hav­de få­et no­get at drik­ke af en per­son, og det æt­se­de ham i hal­sen, så hans ven skynd­te sig at kø­be mælk til ham. Ond­ska­ben er for­klædt som god­hed, når ... Ven­stre si­ger, de vil hjæl­pe fl ygt­nin­ge­ne i nær­om­rå­der­ne og sam­ti­dig vil skæ­re i ud­vik­lings­bi­stan­den, som net­op skal gå til det. Det si­ger sig selv, at vi kan ik­ke ta­ge imod al­le fl ygt­nin­ge, vi kan ik­ke ta­ge he­le Sy­ri­en op til Dan­mark. Et land som Tyr­ki­et ta­ger imod op til to mio. fl ygt­nin­ge, så man gør no­get i nær­om­rå­der­ne i for­vej­en, men den ri­ge del af ver­den, deri­blandt Dan­mark, har og­så et so­ci­alt an­svar og må hjæl­pe. De vir­ke­lig ube­ga­ve­de men­ne­sker i Dan­mark me­ner ... at der ik­ke er be­hov for at læ­re no­get af an­dre. De har nog­le hold­nin­ger selv og me­ner ik­ke, der er be­hov for at lyt­te til mod­stan­der­ne. Man er så bed­re­vi­den­de. Det er f. eks. ek­stre­mi­ster på beg­ge fl øje. Som Bent Mel­chi­or sag­de til mig en dag: ’ Tænk, hvor let det vil­le væ­re, at væ­re fun­da­men­ta­list, så har man jo ik­ke tvivl el­ler nu­an­cer i si­ne hold­nin­ger.’ Det var pin­ligt, da ... jeg ved en fejl duk­ke­de op i Sus­an­ne Bi­ers hus, hvor jeg tro­e­de, jeg skul­le fo­to­gra­fe­res til Alt for da­mer­ne. Den mor­gen var jeg en smu­le træt, for­di jeg kun hav­de få­et fi re ti­mers søvn eft er en nats for­hand­lin­ger. Jeg blev vin­ket ind i hen­des vil­la, da jeg var på vej hen til en fo­to­graf, der bo­e­de ved si­den af. Jeg blev budt på kaff e, men jeg skynd­te mig at si­ge und­skyld og gik igen. Si­den har jeg dog ærg­ret mig over, at jeg ik­ke sag­de ja til den kop kaff e med Sus­an­ne Bi­er. Hvor man­ge gan­ge får man lov til det i sit liv? Vi bør ta­ge imod man­ge fl ere ind­van­dre­re og fl ygt­nin­ge i Dan­mark ... nej, det si­ger jeg ik­ke nød­ven­dig­vis, vi skal. Men vi skal væ­re klar over, at de fl yg­ter fra no­get, og der­for kan jeg bli­ve så harm over, at re­ge­rin­gen me­ner, at fl ygt­nin­gebørn ik­ke må kom­me til Dan­mark. Vi har nog­le reg­ler, der si­ger, at de børn må ik­ke fa­mi­lie­sam­men­fø­res med de­res for­æl­dre. Hvor­dan kan de for­æl­dre fun­ge­re, når de ved, at no­get af det kæ­re­ste, de har, ik­ke må kom­me her­til? Det må væ­re helt for­fær­de­ligt at gen­nem­le­ve. Man­ge ind­van­dre­re ta­ler med di­a­lek­ten ’ per­ker­dansk’ for­di ... det tror jeg fak­tisk har rød­der i den tyr­ki­ske di­a­lekt, hvor man ud­ta­ler t som ’ Tjyr­ki­et’ el­ler ’ Chyr­ki­et’. Jeg kom selv til Dan­mark da jeg var 10 år, der­for kan man hø­re det på mit sprog. Men jeg kan, hvis jeg er i whi­sky­bæl­tet, slå over i den ud­ta­le. Ude i de så­kald­te ghet­to­er tror jeg, man ta­ler det, man groft kan kal­de per­ker­dansk, for­di de an­dre gør det, det er slang og en del af mo­der­spro­gets di­a­lekt. Li­ge­som en del ame­ri­ka­ne­re har ac­cent, når de ta­ler dansk. Jeg be­gik fejl, da ... jeg de før­ste to år i Fol­ke­tin­get slet­te­de samt­li­ge ha­de­mails, jeg fi k. Det var folk, der skrev, at jeg var ter­r­o­rist, per­ker og lig­nen­de. Jeg for­stod ik­ke de men­ne­sker, og de for­stod ik­ke mig. Men nu gør jeg det ik­ke læn­ge­re, jeg ræk­ker hån­den ud og in­vi­te­rer mig selv på kaff e, og jeg er ble­vet så po­si­tivt over­ra­sket. Næ­sten al­le har sagt ja til di­a­log , og de vi­ser sig at væ­re sø­de og ven­li­ge. Jeg har væ­ret ude for, at jeg sag­de til min mand: Hvis ik­ke du hø­rer fra mig om en ti­me, så ring til po­li­ti­et, men det har al­drig væ­ret nød­ven­digt. Jeg for­try­der, at jeg ik­ke ... pas­se­de bed­re på mig selv i for­bin­del­se med for­lø­bet med skat­tere­for­men for tre år si­den, hvor jeg stem­te imod mit eget par­ti og min egen re­ge­ring. Jeg ar­bej­de­de så me­get i fl ere må­ne­der, at jeg glem­te at sove og end­te med at gå ned med stress. Jeg blev al­vor­ligt syg og mi­ste­de mid­ler­ti­digt sy­net på det ene øje, og to cy­ster sprang i mi­ne æg­ge­stok­ke. Det var først dér, jeg blev klar over, at jeg måt­te gea­re ned. Jeg var ik­ke sy­ge­meldt, men holdt det for mig selv. Tå­rer­ne kan tril­le ned ad mi­ne kin­der når ... jeg læ­ser om se­x­mis­brug­te børn. Da jeg var for­mand for so­ci­a­l­ud­val­get, fi k jeg en re­de­gø­rel­se på fl ere hund­re­de si­der om, hvor­dan et barn var ble­vet vold­ta­get af sin far, bror og frem­me­de men­ne­sker, og det var sim­pelt­hen det mest hjer­teskæ­ren­de. Og hvor­dan kun­ne det gå til, at så man­ge men­ne­sker i sy­ste­met hav­de få­et op­lys­nin­ger om, at no­get var galt, og at de ik­ke hand­le­de? Al­le tror, an­dre gør no­get. så­dan er sy­ste­met, men de må tæn­ke på, at de er sy­ste­met og dem, der skal hand­le. Et tå­ge­horn, der får alt for me­get op­mærk­som­hed, er ... vrøv­ler­ne fra Hizb utTa­hrir, der på al­le mu­li­ge må­der op­for­drer til had og sæt­ter be­folk­nings­grup­per over­for hin­an­den og får for me­get op­mærk­som­hed i for­hold til de­res tå­be­li­ge hold­nin­ger. Hizb utTa­hrir står for alt det, jeg forag­ter. De er imod de­mo­kra­ti, li­ge­stil­ling, og sam­ti­dig får de lov til at ud­fol­de sig i avis­spal­ter, pri­me ti­me på tv og ra­dio. Den op­mærk­som­hed er de ik­ke værd. Hizb ut- Ta­hrir står for ren ek­stre­mis­me, uan­set om de har fri­se­ret hår og pænt tøj på. Det er me­get ir­ri­te­ren­de, at de kan få lov til at frem­stå som re­præ­sen­tant for os mus­li­mer. Det vil jeg me­get ger­ne fra­be­de mig som de­mo­kra­tisk mus­lim. Pres­sen gi­ver dem ta­le­tid, som de ik­ke fortje­ner. Mænd er nog­le tø­sed­ren­ge, når de ... ik­ke si­ger fra, når de er vid­ne til se­x­chi­ka­ne. På et tids­punkt sag­de en per­son nær mig, at han syn­tes, jeg snak­ke­de så me­get, at man bur­de put­te nog­le kug­ler i min mund, ta­pe mig til og pi­ske mig bag­eft er. Der var an­dre mænd til ste­de, da han sag­de det, men de gjor­de in­tet. Tø­sed­ren­ge. Der bør væ­re fl ere mo­ske­er i Dan­mark, for­di ... jeg vil ik­ke af­gø­re, om der skal væ­re fl ere el­ler fær­re, men pro­ble­met er, at mo­ske­er­ne oft e er la­ger­lo­ka­ler, uvær­di­ge ste­der, hvor man be­der til sin gud. Jeg vil­le øn­ske, der var fl ere fl ot­te mo­ske­er, hvor der var or­dent­ligt, læk­kert og vær­digt. Jeg går nu ik­ke selv så me­get i moské, det er næ­sten kun eft er ra­ma­dan­fe­ster, hvor jeg har væ­ret i stormoske­en et par gan­ge. I Dan­mark har vi re­li­gions­fri­hed med mo­ske­er, sy­na­go­ger og kir­ker, og det skal vi væ­re stol­te af. Det vær­ste, jeg har op­le­vet i mit liv, var ... den nat hvor ter­r­oren ram­te Kø­ben­havn ved Kr­udt­tøn­den og den jø­di­ske sy­na­go­ge, hvor Finn Nør­gaard og Dan Uzan blev dræbt. Det var fryg­te­ligt, så me­get ska­de han hav­de gjort, og spørgs­må­let var, hvor me­get ska­de han kun­ne nå at gø­re. Omar Ab­del Ha­mid El- Hus­se­in skød to men­ne­sker og ram­te fl ere an­dre, og skab­te me­get had mel­lem be­folk­nings­grup­per. Det er en af de hår­de­ste næt­ter, jeg har op­le­vet i mit liv, he­le ver­den ram­le­de sam­men. Det går galt for Dan­mark om 10 år, hvis ik­ke vi ... in­si­ste­rer på at snak­ke med hin­an­den - hvis vi ik­ke in­si­ste­rer på at ræk­ke hån­den ud og be­kæm­pe had. Det vær­ste, der kan ske, er, hvis ha­det og­så ram­mer bør­ne­ne, så de ik­ke vil le­ge med hin­an­den på tværs af kul­tu­rer. Der­for skal vi al­le sam­men, dan­ske­re, dan­ske mus­li­mer, jø­der og atei­ster væ­re go­de til at ræk­ke hån­den ud, vi er al­le sam­men en del af Dan­mark, og Dan­mark er en del af os. Vi har langt fl ere ting, der bin­der os sam­men, end der split­ter os. Det go­de ved at væ­re mig er .... at jeg al­drig gi­ver op, hvis det er no­get, jeg vir­ke­lig bræn­der for. Det knap så go­de ved at væ­re mig er ... jeg er lidt li­ge­som Du­ra­cel­lka­nin og kan ar­bej­de i døgn­drift .

BLÅ BOG MF Özlem Sa­ra Cekic, født 7. maj 1976 i Anka­ra, Tyr­ki­et. MF for So­ci­a­li­stisk Fol­ke­par­ti. Ud­dan­net sy­geple­jer­ske. Stu­di­e­vært i Mis­sion In­te­gra­tion, DR2, Men­tor i Job­j­agt og del­ta­ger i Orak­ler­ne, DR2. Ne­o­pæ­di­a­trisk Af­de­ling, Rigs­ho­spi­ta­let, 2007. Gift og har tre børn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.