Hvil i fred, Re­bec­ca

BT - - KENDER DU DET? -

Sø­de, klo­ge, stær­ke Re­bec­ca. Det var ik­ke me­nin­gen, at du skul­le dø. Det var me­nin­gen, at du skul­le bli­ve glad og tro på li­vet. Du var så godt på vej. Vi var så man­ge, der el­ske­de dig og tro­e­de på dig. Men det gjor­de du desvær­re ik­ke selv. Du tog dit eget liv. Blev kun 16 år. Det er ik­ke ret­fær­digt. Jeg hav­de en mor, som el­ske­de mig. Desvær­re var hun mis­bru­ger. Uan­set hvor ger­ne hun vil­le, kun­ne hun kun pas­se på mig i de pe­ri­o­der, hvor hun kun­ne tøj­le sin af­hæn­gig­hed. Det var desvær­re al­drig ret læn­ge ad gan­gen. Min barn­dom var en rut­che­ba­ne­tur mel­lem him­mel­ske even­tyr, hvor min mor la­ve­de skat­tej­ag­ter, bag­te ka­nels­neg­le og hin­ke­de ned til køb­man­den ( med en omvendt pi­be i mun­den og en sok på ho­ve­d­et, for­di hun hav­de tabt i ’ den som fla­ske­hal­sen pe­ger på’), til ræd­sels­ful­de hel­ve­der, hvor hun ik­ke kom hjem i da­ge­vis. Hvor hun, stof­på­vir­ket, faldt i søvn med ho­ve­d­et i af­tens­ma­den. Og hvor jeg blev tvangs­fjer­net og kom på bør­ne­hjem. Jeg har brugt en stor del af mit vok­sen­liv på at læ­re, at det ik­ke var min skyld. At jeg er værd at el­ske. På at læ­re at tur­de knyt­te mig til an­dre. Jeg har væ­ret åben om min bag­grund, for der er man­ge, der vok­ser op, som jeg gjor­de. Èn af dem var Re­bec­ca. Re­bec­ca kon­tak­te­de mig på Fa­ce­book, for­di hun hav­de læst min hi­sto­rie og vil­le hø­re, om jeg tro­e­de, hun og­så kun­ne få et nor­malt – og lyk­ke­ligt liv. Det gjor­de jeg, og det blev be­gyn­del­sen på et on­li­ne ven­skab, som be­tød me­get for mig, og som ryk­ke­de helt vildt me­get ved Re­bec­cas op­fat­tel­se af, hvad der var mu­ligt. Hun be­gynd­te at åb­ne sig for si­ne te­ra­pe­u­ter, be­gynd­te at tro på, at der fand­tes ple­je­fa­mi­li­er, der ik­ke ba­re tog hen­de for pen­ge­nes skyld, hun prø­ve­de at få kon­trol over sin spi­se­for­styr­rel­se og si­ne tan­ker om dø­den. Hun fik en ple­je­fa­mi­lie. En fan­ta­stisk en af slagsen, som el­ske­de hen­de og støt­te­de hen­de. Hun be­gynd­te på gym­na­si­et, fik flot­te ka­rak­te­rer og sø­de ven­ner. Jeg skri­ver i da­tid, for den 5. maj 2015 tog Re­bec­ca sit eget liv. Hun kæm­pe­de og kæm­pe­de for at fø­le sig nor­mal. Men uan­set hvor me­get vi al­le holdt af hen­de, føl­te hun sig for­kert. Hun føl­te, at det, hun hav­de væ­ret ud­sat for, al­drig vil­le kun­ne vi­skes så me­get ud, at hun kun­ne pas­se i ver­den. Re­bec­ca blev kun 16 år. Jeg ved ik­ke, hvor­dan jeg skal hol­de op med at græ­de. Det vær­ste er, at jeg godt kan se, hvor­for hun føl­te sig ud­mat­tet. Tænk, at ha­ve ar­bej­det sig gen­nem de hår­de ti­mer hos psy­ko­lo­gen, at få så me­get tro på li­vet, at tan­ken om et al­min­de­ligt te­e­na­ge­liv er in­den for ræk­ke­vid­de, og så op­da­ge, at der ven­ter en end­nu stør­re og end­nu me­re uover­sku­e­lig kamp for­u­de. Kam­pen, som de ’ al­min­de­li­ge’ te­e­na­ge­re kæm­per, og som ik­ke ba­re hand­ler om at væ­re nor­mal, men om at væ­re per­fekt. Min dat­ter er jæv­nal­dren­de med Re­bec­ca. Hun for­tæl­ler mig, at un­ge op­fat­ter selv­mord som en ac­cep­ta­bel løs­ning, hvis ik­ke de kan ind­fri de ( fuld­stæn­dig umu­li­ge) for­vent­nin­ger, de har til sig selv. Det gør ondt at se, hvor­dan en hel ge­ne­ra­tion li­der af angst for skæv­he­der, svag­he­der og øv­ri­ge usik­ker­he­der. Via de so­ci­a­le me­di­er un­der­gra­ver de kol­lek­tivt de­res selv­værd. Ved at ud­stil­le sej­re og for­tie ne­der­lag hjer­ne­va­sker de sig selv – og hin­an­den – til at tro, at nor­ma­le un­ge ude­luk­ken­de får 12- tal­ler, al­tid ser per­fek­te ud og al­tid har de ny­e­ste Ap­ple- pro­duk­ter. Vi voks­ne skal – og må – blan­de os. Vi skal vi­se dem, at ver­den bli­ver ri­ge­re af for­skel­lig­he­der, og at der er plads til os al­le. Uan­set hvor go­de vi er til ma­te­ma­tik el­ler fod­bold, uan­set om vo­res for­æl­dre er spelt­fa­na­ti­ke­re el­ler al­ko­ho­li­ke­re, og li­ge­gyl­digt hvor­dan vi ser ud. Vi skal be­løn­ne vo­res børn for at føl­ge de­res hjer­ter og for at væ­re em­pa­ti­ske. Det med at pres­se dem til hø­je­re ka­rak­te­rer og ha­stigt gen­nem­før­te stu­di­er, det må po­li­ti­ker­ne ta­ge sig af. Vo­res op­ga­ve er at el­ske vo­res børn, så de er i stand til at mø­de sig selv – og ver­den – med kær­lig­hed og rum­me­lig­hed. Per­fek­tion og sel­vi­s­ce­ne­sæt­tel­se er ’ so last year’, det ska­der vo­res børn. ’ Al­min­de­li­ge le­ver­postejs­un­ger’ får dår­ligt selv­værd. Men de ud­sat­te børn bli­ver grun­digt eks­klu­de­ret, hvis ik­ke vi be­gyn­der at le­ve med hjer­tet for­re­st. Re­bec­ca spurg­te mig tit, hvor læn­ge der gik, før jeg føl­te mig nor­mal. Jeg sva­re­de al­tid, at det bli­ver jeg for­hå­bent­lig al­drig. Vi skal læ­re vo­res børn, at lyk­ke hand­ler om at værds­æt­te sig selv. Ik­ke om at væ­re per­fekt. Der er in­gen, der må tro, at de er for for­ker­te til at le­ve. Hvil i fred, min en­gel. Du var el­sket – me­re end du kun­ne fo­re­stil­le dig. • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.