AN­GREB

BT - - ANDEN VERDENSKRIG -

» Hit­ler hav­de valgt Ar­den­ner­ne som sek­to­ren for gen­nem­brud­det, for­di de ame­ri­kan­ske trop­per var så spred­te dér. Ty­sker­nes sto­re for­del var den tæt sko­v­be­vok­se­de Ei­fel­re­gion på den ty­ske si­de af græn­sen, hvor trop­per og kamp­vog­ne kun­ne skju­les for den al­li­e­re­de luft­magt. Alt vil­le af­hæn­ge af over­ra­skel­ses­mo­men­tet. Han gik sam­ti­dig ud fra, at Ei­sen­hower vil­le bli­ve nødt til at rå­d­fø­re sig med si­ne po­li­ti­ske herrer og an­dre al­li­e­re­de che­fer og reg­ne­de med, at det vil­le ta­ge fle­re da­ge, « si­ger Be­e­vor.

Og Hit­ler fik over­ra­skel­ses­mo­men­tet på sin si­de. In­gen hav­de set an­gre­bet kom­me, da den ty­ske krigs­ma­ski­ne 16. de­cem­ber 1944 med ka­no­nild og et mo­tor­brøl kom fa­ren­de ud af vin­ter­tå­gen, og gen­nem­brød de ame­ri­kan­ske for­svars­stil­lin­ger og træng­te de helt ufor­be­red­te al­li­e­re­de til­ba­ge. Kun ge­ne­ral Pat­ton hav­de lug­tet lun­ten.

En tysk of­fen­siv stred mod al lo­gik på det­te tids­punkt af kri­gen. Hvad gik galt, set fra et al­li­e­ret syns­punkt?

» Fle­re ting gik galt. Ar­den­ner­sko­ve­ne var de sva­gest be­man­de­de, blandt an­det på grund af dår­li­ge ef­ter­ret­nin­ger. Men der går og­så det galt, at de al­li­e­re­de, når de prø­ver at for­stå de ty­ske hen­sig­ter, prø­ver at sæt­te sig i Hit­lers sted. Og det kan man no­to­risk ik­ke. Man kan ik­ke sæt­te sig ind i en dik­ta­tors tan­ke­gang. Der vil al­tid væ­re et ir­ra­tio­nelt ele­ment. «

Fan­ger blev skudt

In­gen – ik­ke en­gang Hit­lers ge­ne­ra­ler – hav­de i før­ste om­gang for­ud­set Ar­den­ner- of­fen­si­ven.

Be­e­vor næv­ner en pa­ral­lel til for­sø­get på at tæn­ke som Hit­ler:

» Do­nald Rums­feld ( ame­ri­kansk for­svars­mi­ni­ster 2001- 2006, red.) tro­e­de, at han vid­ste, hvad Sad­dam Hus­se­in tænk­te. Men han vid­ste ik­ke, at det vil­le væ­re for­bun­det med et ko­los­salt an­sigtstab for Sad­dam, hvis han lod vå­be­nin­spek­tø­rer­ne le­de i lan­det. Og at de vil­le væ­re et an­sigtstab, hvis de fandt no­get, så han hav­de na­tur­lig­vis selv til­in­tet­gjort si­ne mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben og støbt re­ster­ne ind i be­to­nen på ve­je­ne. Sad­dam kun­ne ik­ke si­ge det, og Rums­feld kun­ne ik­ke vi­de det. Man kan ik­ke sæt­te sig ind i en dik­ta­tors tan­ke­gang. «

Var der no­get, der over­ra­ske­de den hær­de­de hi­sto­ri­ker un­der re­sear­chen til den­ne bog?

» Ja. Det kom bag på mig, i hvor stor ud­stræk­ning ame­ri­ka­ner­ne skød ty­ske sol­da­ter, ef­ter at de hav­de over­gi­vet sig. Bå­de skød og lem­læ­ste­de. Og at det var me­re el­ler min­dre sank­tio­ne­ret så højt op­pe­fra. Bå­de af Pat­ton – men og­så af Brad­ley. Pat­ton for­tæl­ler li­ge­frem i si­ne erin­drin­ger, hvor­dan han la­der 60 fan­ger sky­de. «

Ty­sker­ne hav­de på of­fen­si­vens før­ste dag lagt ud med at ned­sky­de knap 100 ame­ri­kan­ske sol­da­ter, der hav­de over­gi­vet sig ved Malmé­dy. Og det ryg­te­des hur­tigt i de ame­ri­kan­ske ræk­ker, at ty­sker­ne hen­ret­te­de fan­ger.

In­gen skrup­ler

De ty­ske styr­ker, der kom fra øst­fron­ten, hav­de in­gen skrup­ler og hen­ret­te­de ru­ti­ne­mæs­sigt al­li­e­re­de fan­ger og bel­gi­ske ci­vi­le, der ik­ke var kom­met væk. Ty­ske kamp­vog­ne – bl. a. ved Ro­che­rath- Krin­kelt – fy­re­de ned i skyt­te­hul­ler og dre­je­de frem og til­ba­ge over dem for at be­gra­ve mæn­de­ne ne­de i dem.

» Kam­pe­ne i Ar­den­ner­ne nå­e­de en rå­hed, som var uden for­til­fæl­de på vest­fron­ten, « si­ger Be­e­vor.

» Ned­skyd­ning af krigs­fan­ger har al­tid væ­ret langt me­re al­min­de­ligt, end mi­li­tær­hi­sto­ri­ke­re før i ti­den har væ­ret vil­li­ge til at er­ken­de, især når de skrev om de­res eg­ne lands­mænd. «

Vid­nes­byrd om tysk hen­ret­tel­se af fan­ger og an­dre gru­som­he­der fik ame­ri­ka­ner­ne til at hæv­ne sig.

På ba­re fød­der i sne­en

Når de ge­ne­relt dår­ligt ud­ru­ste­de ty­ske sol­da­ter blev ta­get, iført dø­de ame­ri­kan­ske sol­da­ters kamp­støv­ler, blev de hen­ret­tet på ste­det, el­ler som i et til­fæl­de med nog­le sol­da­ter i 30. di­vi­sion, der tog nog­le ty­ske­re til fan­ge med ame­ri­kan­ske støv­ler, tvun­get til at ta­ge støv­ler­ne af og fort­sæt­te bar­fo­de­de på de ti­l­i­se­de ve­je. I bed­ste fald vil­le de slip­pe med am­pu­te­re­de fød­der.

» At ame­ri­kan­ske sol­da­ter tog hævn, var næp­pe over­ra­sken­de, men det er vir­ke­lig cho­ke­ren­de, at fle­re ge­ne­ra­ler, fra Brad­ley og ne­d­ef­ter, åben­lyst god­kend­te skyd­ning af fan­ger som hævn. Der står me­get lidt om det i ar­ki­ver­ne og i de ame­ri­kan­ske re­de­gø­rel­ser for Chenog­ne- mas­sa­kren, hvor den dår­ligt ud­dan­ne­de og slemt med­tag­ne 11. pan­ser­di­vi­sion lod sit ra­se­ri gå ud over om­kring 60 fan­ger, « si­ger Be­e­vor med hen­vis­ning til sin nye bog:

» De­res hævn var ik­ke som de bruta­le hen­ret­tel­ser ud­ført af Waf­fenSS , men den stil­ler sta­dig de­res of­fi­ce­rer i et ke­de­ligt lys. «

’ Ar­den­nerof­fen­si­ven – Hit­lers sid­ste træk’ er skre­vet af mi­li­tær­hi­sto­ri­ke­ren An­to­ny Be­e­vor og over­sat af Anders Juel Mi­chel­sen. 488 si­der, Lind­hardt og Ring­hof, vejl. pris: 350 kr. Udkommer i mor­gen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.