AN­NET­TE HEICK Tak! – og to­ne

BT - - SØNDAG -

Jeg har lært, at de to vig­tig­ste ord er ’ und­skyld’ og ’ tak’. Man kan kom­me ret langt, hvis man ik­ke er for næ­rig med net­op dis­se to ord. Und­skyld kan for nog­le men­ne­sker væ­re et me­get svært ord at si­ge, og man­ge fa­mi­li­er og ven­ska­ber er ble­vet split­tet, for­di or­det har mang­let som af­slut­ning på en uove­r­ens­stem­mel­se. Det er så dumt. MEN FOR AN­DRE kan det og­så væ­re svært at si­ge tak. Og det er ik­ke ba­re dumt, men og­så ufor­stå­e­ligt, for­di det i mod­sæt­ning til or­det ’ und­skyld’ som re­gel kom­mer som den af­slut­ten­de be­mærk­ning på no­get godt. Men­ne­sker, der ik­ke har lært at si­ge tak, vil igen og igen lø­be pan­den mod en mur. Jeg ken­der et par styk­ker af dem, og pro­ble­met er, at in­gen­ting no­gen­sin­de rig­tig er godt nok. El­ler og­så er det ba­re ’ li­ge me­get’. Men­ne­sker, der ik­ke for­står at væ­re tak­nem­me­li­ge, hø­rer i min ver­den til de fat­tig­ste. DER­FOR HAR MI­NE børn få­et tu­det ører­ne ful­de af ’ giv folk hån­den, se dem i øj­ne­ne og sig pænt tak’. Og det kan så­mænd og­så fo­re­gå på et la­ve­re plan, hvis ba­re der fal­der et lil­le tak af, når no­gen har gjort en ind­sats. NÅR ALT DET­TE så er sagt, er der og­så for­vent­nin­gen om et tak. Jeg må ned­ju­ste­re mi­ne for­vent­nin­ger, hvis jeg skal und­gå at bli­ve alt for in­de­brændt på utak­nem­me­li­ge men­ne­sker. Tak er en fi n ge­stus, men det kan ik­ke nyt­te no­get at gi­ve en ga­ve el­ler en hjæl­pen­de hånd med for­vent­ning om et tak el­ler for­vent­nin­gen om gen­gæld. Man skal gi­ve, for­di man har lyst. Af sam­me grund har jeg al­drig for­stå­et det dér med, at man skal in­vi­te­re på skift . Vi har fl ere ven­ner, som vi kun ser, når vi selv in­vi­te­rer, og det er der man­ge for­skel­li­ge grun­de til. Men det er for mig at se upro­ble­ma­tisk. Vi in­vi­te­rer, for­di vi el­sker at ha­ve gæ­ster. Ik­ke for at få et gra­tis må­l­tid til gen­gæld. JEG SELV AF­SKYR at bli­ve sat i tak­nem­me­lig­heds­gæld. Jeg sy­nes godt, jeg kan mær­ke, om no­gen for­ven­ter no­get til gen­gæld, og så af­ve­jer jeg, om jeg kan over­skue det el­ler ej. Men jeg kan hu­ske en­gang for man­ge år si­den – så man­ge år, at der ik­ke fand­tes gps. Jeg ar­bej­de­de på Se og Hør den­gang, da en fyr send­te mig den fi ne­ste pak­ke med tre Krak­kort i. Han skrev, at han ar­bej­de­de hos Krak og kun­ne for­stå, at jeg be­væ­ge­de mig me­get rundt i lan­det, hvor­for jeg sik­kert vil­le bli­ve glad for kor­te­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.