Min ko­ne har brudt al­le si­ne eg­ne reg­ler

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Kæ­re An­net­te! In­den jeg blev gift , sag­de jeg til min kom­men­de ko­ne, at jeg var fær­dig med at gå i by­en, og at det nu dre­je­de sig om vo­res lil­le fa­mi­lie. Selv om fa­re­sig­na­ler­ne var der, valg­te jeg at sto­le på mo­de­ren til mi­ne børn. Kort før vi blev gift , blev jeg klar over, hun hav­de væ­re mig ut­ro, ik­ke ba­re for ny­lig, men og­så fl ere gan­ge de se­ne­ste to år. Da jeg ik­ke er ty­pen til at væ­re 14dags far, måt­te jeg ta­ge et valg. Ik­ke en fed si­tu­a­tion at væ­re i med to små børn hvis mor smi­der en selv­mord­s­trus­sel oveni. Hen­des tu­re i by­en var ble­vet fi nan­si­e­ret af hur­ti­ge lån, og vo­res øko­no­mi var i tove­ne. At sty­re en øko­no­mi har i de 20 år, jeg har kendt min nu tid­li­ge­re hu­stru, væ­ret en kamp. Jeg fat­ter ik­ke i dag, at jeg gang på gang tro­e­de på, at hen­des ad­færd vil­le æn­dre sig. Uan­set hvor­dan man sæt­ter tin­ge­ne op, vil en evig op­ti­mist tro, at der al­tid er en løs­ning, li­ge me­get hvor me­get det af­vi­ger fra pla­nen! Jeg fi k nok for et halvt år si­den. Min hu­stru hav­de in­vi­te­ret 45 men­ne­sker til fa­mi­lie­fest for vo­res yng­ste, der var nå­et kon­fi rma­tions- al­de­ren. Pro­ble­met var ba­re, at hun hav­de dræ­net vo­res bud­get­kon­to, så der var 20.000 kr. i mi­nus, og der skul­le 20.000 kr. til at få den til at kø­re igen, plus li­ge en fest til 30.000 kr. Løs­nin­gen var at lå­ne 100.000 kr. i vo­res fri­vær­di og bi­be­hol­de mig og al­le an­dre i tro­en på, at alt var fi nt. Hel­dig­vis vi­ste vo­res bank­kon­takt en si­de, hvor der fi gu­re­rer et par transak­tio­ner, som faldt mig i øj­ne­ne. Hun hav­de lø­jet igen- igen og stift et kvik­lån for at få pus­le­spil­let til at gå op. Som far måt­te jeg igen ta­ge et valg. Ef­ter fe­sten tog jeg snak med min hu­stru og sag­de stop. Jeg var hen­des sto­re kær­lig­hed, og hun var ut­rø­ste­lig – i en uge. Så be­gynd­te hun at da­te og er nu i sit an­det for­hold. Vi bor sta­dig un­der sam­me tag, da vi ik­ke kan få solgt hu­set. De reg­ler, hun sat­te op for mig, da hun tro­e­de, jeg vil­le væ­re den før­ste til at fi nde en ny, har hun brudt stort set hver og én. Jeg er der for vo­res børn i den­ne tid, og hun har ik­ke man­ge af vo­res fæl­les ven­ner til­ba­ge. Jeg har kæm­pet man­ge kam­pe i 20 år og væ­ret der for an­dre, det vil jeg fort­sat væ­re, men som et for­bil­le­de for mi­ne børn. Skul­le jeg ha­ve sagt stop for 12 år si­den?

Læs An­net­tes svar på bt. dk/ brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.