’’

BT - - NYHEDER - Sø­ren Pa­pe Poul­sen

Det, jeg hu­sker bedst fra min tid i fol­ke­sko­len, er, at vi hav­de nog­le frem­ra­gen­de læ­re­re. Jeg lær­te en mas­se af dem rent fag­ligt, men og­så men­ne­ske­ligt. De lær­te mig, at man skal op­fø­re sig or­dent­ligt, pas­se si­ne ting og hol­de, hvad man har lo­vet

» Så­dan én la­ve­de jeg og­så til mi­ne for­æl­dre. De var rig­tig go­de til at la­de som om, at de var gla­de for det, jeg kom hjem med. Men jeg var alt­så ik­ke ret dyg­tig til sløjd, « si­ger Sø­ren Pa­pe Poul­sen med et grin.

Sø­ren Pa­pe Poul­sen var for­æl­dre­ne Ruth og Svend Poul­sens øn­ske­barn. Par­ret kun­ne ik­ke selv få børn, men i 1972 fi k de lov til at adop­te­re, ren bi­drog til hus­hold­nin­gen med sin løn fra hvile­hjem­met i Ve­jes­lev, hvor hun pas­se­de by­ens æl­dre.

En tryg op­vækst

» Tryg­hed er no­get af det, der vir­ke­lig ken­de­teg­ner min op­vækst. Jeg hu­sker det som et trygt og sik­kert sted at vok­se op, og jeg er me­get be­vidst om, at mi­ne for­æl­dre har sør­get for, at jeg har haft så tryg

Stå ved sit ord

Før bre­vet blev afl eve­ret, vi­ste han det til si­ne for­æl­dre for at hø­re, hvad de tænk­te om det. Ruth og Svend Poul­sen hæft ede sig ved, at søn­nen ik­ke hav­de un­der­skre­vet bre­vet med sit navn, men blot sat nog­le prik­ker. De kræ­ve­de af de­res søn, at hvis bre­vet skul­le afl eve­res, så måt­te han skri­ve det un­der. For man skal stå ved sit ord, for­kla­re­de for­æl­dre­ne.

» Så jeg un­der­skrev det. Det lær­te mig, at man skal stå ved det, man me­ner. Vi slap ik­ke for at ha­ve hån­d­ar­bej­de, men jeg fi k sagt, hvad jeg men­te om det, « si­ger Sø­ren Pa­pe Poul­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.