’ Vi nedt­o­ner suc­ce­sen’

BT - - KENDER DU DET? -

Al­le ken­der fø­lel­sen af at væ­re for­kert – in­gen kan li­de den. Det kan væ­re fint nok at væ­re an­der­le­des, alt­så på den fe­de må­de, li­ge at ha­ve lidt kant el­ler en sær­lig stil. Men grund­læg­gen­de vil vi al­le sam­men ger­ne væ­re en del af flok­ken. I den be­stræ­bel­se gør vi os uma­ge for ik­ke at væ­re for­ker­te. Vi fle­ste ken­der fø­lel­sen af at væ­re for­kert. Åh, at stå lidt for ale­ne i sko­le­går­den, det er fryg­te­ligt. Når man ba­re vil væ­re en del af fæl­les­ska­bet. Men en gang imel­lem er der én, som er på tværs. Én, som ba­re gør no­get helt an­det end flok­ken. Det tru­er flok­ken og den al­ler­hip­pe­ste – le­de­ren – på sin po­si­tion. Det ene­ste, der er at gø­re ( for at fast­hol­de hie­rar­ki­et) er at ned­gø­re det nye. Så­dan har det al­tid væ­ret. Vi skub­ber til de an­dre for ik­ke selv at ry­ge ned. Vi re­a­ge­rer med frygt. Jeg skrev en­gang en bog. Li­ge in­den den skul­le ud­gi­ves, mød­tes jeg med re­dak­tø­ren og fejre­de det med en frokost. Som al­tid – hav­de jeg delt van­de­ne – nog­le klap­pe­de mig frem, men jeg blev be­stemt og­så ig­no­re­ret. Der var sær­ligt et be­stemt sel­skab af kvin­der, som var lar­men­de stil­le. Vi ken­der hin­an­den, for i de her ’ so­ci­al me­dia’- ti­der, fær­des vi al­le sam­men i de sam­me kred­se. Kom­men­te­rer på hin­an­den og kan ik­ke und­gå hin­an­den. Det mest na­tur­li­ge i ver­den vil­le væ­re, at de da­mer for­holdt sig til mit nyt for­fat­ter­skab. Men de lod som in­gen­ting. Og det lar­me­de... Jeg har det svært med at bli­ve ig­no­re­ret. Men min mor har lært mig at kvæ­le den med kær­lig­hed. Så hvis mi­ne kol­le­ga­er før i ti­den var le­de, kom jeg med kaf­fe. For jeg ved at ’ Da­lai La­ma- me­to­den’ vir­ker – på sigt. Min re­dak­tør kend­te kvin­der­ne, og det var nær­lig­gen­de at spør­ge hen­de, hvor­for de ik­ke sag­de no­get? Hun for­kla­re­de ( selv­om hun godt vid­ste, at det ik­ke for­kla­re­de no­get) at de jo selv skrev bø­ger, og at vi vel nu var kon­kur­ren­ter... Det for­stod jeg ik­ke, for vo­res bø­ger var vidt for­skel­li­ge. Grund­læg­gen­de kan jeg ik­ke se, at det vil­le ta­ge no­get fra no­gen, at vi klap­per hin­an­den frem. Der er ’ jo nok af alt til os al­le­sam­men’. Vi slås jo ik­ke for, at vo­res børn ik­ke skal sul­te. Vi er pri­vil­e­ge­re­de – på den helt sto­re klin­ge. Vi har plads til at hjæl­pe, hvis vi vil. Al­li­ge­vel sid­der det dybt i os, at når det går an­dre fan­ta­stisk godt, går det nok os selv lidt dår­li­ge­re. Der­for nedt­o­ner vi an­dres suc­ces, men og­så vo­res egen for ik­ke at for­nær­me no­gen. » Det går, det går, « si­ger vi. Når sandheden er, at pen­ge­ne tril­ler ind, og vi har sex med kæ­re­sten hver dag – i solskin. Men dét si­ger vi ik­ke, for så rid­ser de an­dre må­ske bi­len med vil­je. Vi nedt­o­ner og­så al­le tegn på fi­a­sko – for at pas­se ind i flok­ken. » Det går, det går, « si­ger vi. Når vi har mi­stet no­gen el­ler no­get, vi el­ske­de. Selv­om sandheden er, at vi slæ­ber os rundt i li­vet. Men skul­le jo nø­digt vi­se svag­hed og der­med af­slø­re en åb­ning uden skjold. Jo stør­re et fæl­leskab er. De­sto hø­je­re er der til lof­tet. Og de­sto nem­me­re er det at pas­se ind. Det er f. eks. nemt at væ­re på Chri­sti­a­nia, dér er der plads til al­le. Med­min­dre man ser for­kert ud... Fak­tisk er det pis­se­kon­ser­va­tivt. Men så er det da nemt at væ­re i en sko­le­gård, hvor al­le lø­ber og le­ger, ik­ke?! Jo, hvis man alt­så lø­ber i de rig­ti­ge sko. I den far­ve, som er den

gæl­den­de li­ge nu. Hvor er vi små... I vo­res kamp for at bli­ve sto­re gør vi alt for at væ­re ens. Ba­re vi ik­ke mi­ster os selv, i for­sø­get på at fjernsty­re – de an

dre.

We­e­kend - 06.06.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.