Jeg øver mig

BT - - INTERVIEW -

dag­ligt i at væ­re lidt be­svær­lig. At kun­ne sig nej og ud­tryk­ke min ue­nig­hed – og sam­ti­dig væ­re helt af­slap­pet

» Al­le men­ne­sker skal ha­ve lov til at ska­be uba­lan­ce. At væ­re lidt be­svær­li­ge, strit­te ud og læs­se lidt af der­hjem­me, « si­ger hun.

» Det er dét, et hjem skal kun­ne rum­me. For vi kan gå ud i ver­den og væ­re stær­ke, hvis vi kan og gå hjem igen og tan­ke hin­an­den op. Men når ens eg­ne for­æl­dre selv læs­ser af på de­res børn, er der ik­ke plads til at strit­te og væ­re i uba­lan­ce. «

Døm­me­kraf­ten

En an­den ef­ter­virk­ning af op­væk­sten er, at hen­des døm­me­kraft ik­ke er li­ge så skarp som de fle­ste an­dres. Den ra­dar el­ler skan­ner, som ube­vidst bru­ges til at be­døm­me si­tu­a­tio­ner og an­dre men­ne­sker med, har væ­ret sat ud af spil. Hun har al­drig få­et den ud­vik­let.

» Når fars pro­blem ik­ke ek­si­ste­rer, ik­ke er no­get, vi ta­ler om, så sæt­ter man spørgs­måls­tegn ved sin egen døm­me­kraft. Fin­des det, jeg ser? Er det rig­tigt, det jeg fø­ler? El­ler er det ba­re mig, der ser spø­gel­ser? Er det he­le nor­malt?

Det har jeg måt­tet be­ar­bej­de som vok­sen. Med an­dre men­ne­sker til at un­der­støt­te og hjæl­pe mig, pri­mært mi­ne næ­re re­la­tio­ner. Jeg har haft et stort be­hov for at bli­ve be- el­ler af­kræf­tet i, at min døm­me­kraft er i or­den. Med at få kor­ri­ge­ret mi­ne be­tragt­nin­ger. Det be­hov har jeg så­dan set sta­dig, må­ske i lidt min­dre grad. «

Hun ved ik­ke, si­ger hun, om det er der­for, hun al­tid har væ­ret så­dan en ’ cra­zy, cra­zy plea­ser’. Et af de men­ne­sker, der har så enormt svært ved at si­ge nej. Som helst he­le ti­den vil ska­be den go­de at­mos­fæ­re.

» Er du sinds­syg, jeg er ver­dens stør­ste ’ plea­ser’. Sta­dig. Og jeg er jo nødt til at si­ge nej til no­gen el­ler no­get med jæv­ne mel­lem­rum. Det bul­drer in­den i mig, og det ko­ster mig jeg ved ik­ke, hvor me­get ener­gi hver ene­ste gang. Det sam­me når jeg skal gi­ve ud­tryk for no­get, jeg ik­ke er enig i. «

Sidst det ske­te var for ny­lig i Cir­kus­revy­en.

» Mi­ne kol­le­ger og jeg og snak­ker om et el­ler an­det. Plud­se­lig hø­rer jeg mig selv si­ge med høj stem­me: ’ Det sy­nes jeg ik­ke’, « Dit­te Han­sen si­ger det højt ud i stu­en med et me­get be­stemt to­ne­fald.

» Det sy­nes jeg ik­ke, « gen­ta­ger hun. Nu lidt hø­je­re. Og så hol­der hun vej­ret. Som for at vi­se, at det ko­ster hen­de, så me­get, at hun dår­ligt kan træk­ke vej­ret.

» Jeg blev helt for­skræk­ket over at væ­re så kon­tant i min ud­mel­ding. Jeg kun­ne se på Lis­beth, Ulf, Ni­els, Hen­rik og de an­dres an­sig­ter, at de nær­mest ik­ke re­gi­stre­re­de det. Alt­så, de tog det se­ri­øst, det var ik­ke på den må­de. Me­re så­dan: ’ Nåh..., det var li­ge Dit­te, der godt vil­le si­ge hej dér’.

» Bag­ef­ter op­da­ge­de jeg, at væg­ge­ne ik­ke var fal­det ned, at ver­den sta­dig står, at in­gen er dø­de. Det fik slet ik­ke de ka­ta­stro­fa­le føl­ger, jeg hav­de fryg­tet. De ha­der mig ik­ke. Jeg øver mig dag­ligt i at væ­re lidt be­svær­lig. At kun­ne sig nej og ud­tryk­ke min ue­nig­hed – og sam­ti­dig væ­re helt af­slap­pet. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.