SÅ­DAN BLEV VI VEN­NER

De er ue­ni­ge om alt og for­skel­li­ge som Karl Marx og Co­ca Co­la. Men en tur til Afri­ka grund­lag­de et sjæl­dent ven­skab

BT - - NYHEDER - Sø­ren Mor­ten­sen smo@ bt. dk

Over et styk­ke med fi­ske­filet, re­mou­la­de og sa­lat kom­mer In­ger Støj­berg med en be­ken­del­se:

» Jeg er glad for, at val­get blev ud­skre­vet nu, så Jo­han­ne kan væ­re med igen. «

» Det var sødt sagt, « sva­rer Jo­han­ne Sch­midt- Nielsen.

Vi sid­der på en uden­dørscafé i hjer­tet af Kø­ben­havn med Ven­stres po­li­ti­ske ord­fø­rer In­ger Støj­berg og ven­stre­flø­jens stem­me­slu­ger Jo­han­ne Sch­midt- Nielsen.

Med ’ Sor­te In­ger’ og ’ den evi­ge elev­rå­ds­for­mand’.

To po­li­ti­ske døds­fjen­der og sam­ti­dig rig­tig go­de ven­ner. Hvor­dan hæn­ger det sam­men?

’ Uli­de­lig’

» Da Jo­han­ne kom ind i Fol­ke­tin­get i 2007, syn­tes jeg, at hun var uli­de­lig. Da jeg blev mi­ni­ster, var en af hen­des fi­ne­ste op­ga­ver at jag­te mig, « si­ger In­ger.

» Og der var god grund til det, « si­ger Jo­han­ne.

» Du har det med at sky­de ha­gen lidt frem, når du er i an­greb, « si­ger In­ger og for­tæl­ler om et sam­råd, hvor hun som be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ster skul­le sva­re på spørgs­mål fra Jo­han­ne i fle­re ti­mer.

Hun blev ed­di­ke­sur og svor, at hun nok skul­le få sko­v­len un­der sin mod­stan­der.

Men en tur til Ke­nya med et fol­ke­tings­ud­valg æn­dre­de alt.

» Af­te­nen før sad jeg og kig­ge­de på del­ta­ger­li­sten. Til min ræd­sel så jeg, at Jo­han­ne skul­le med. Ik­ke nok med at jeg skul­le ned og se på for­fær­de­li­ge for­hold i flygt­nin­ge­lej­re. Jeg skul­le og­så væ­re sam­men med Jo­han­ne i fem- seks da­ge.

På en af de før­ste af­te­ner i Ke­nya for­tæl­ler du, at du hav­de tænkt nøj­ag­tig det sam­me, « si­ger In­ger.

» In­ger var mit ha­deob­jekt, « si­ger Jo­han­ne.

’ Fan­ta­stisk mor­som’

» In­ger var som mi­ni­ster sym­bo­let på en van­vit­tig be­skæf­ti­gel­ses­po-

li­tik. Me­re ond ved de ar­bejds­lø­se kan man ik­ke væ­re. Men det kom bag på mig, at du er fan­ta­stisk mor­som.

Jeg sæt­ter pris på, at man kan ta­ge pis på ting og ta­ge pis på sig selv. Sær­ligt for­di vi ar­bej­der et sted, hvor selv­høj­ti­de­lig­he­den kan væ­re kval­men­de. Det gjor­de, at det blev en fan­ta­stisk tur, « si­ger Jo­han­ne.

Og ik­ke mindst for­di de to op­da­ge­de, at de har et fæl­les mis­brug af Co­la Zero.

» Jeg ny­der at se Jo­han­ne fyl­de sig med de ka­pi­ta­listdrå­ber. «

» Min mor kal­der Co­la for im­pe­ri­a­list- saft, « til­fø­jer Jo­han­ne.

» Det er egent­lig me­get rart at op­le­ve, at vi kan væ­re fuld­stæn­dig ue­ni­ge, men ha­ve respekt for hin­an­den som men­ne­sker. No­get af det per­fi­de for­svin­der, når man står over for et men­ne­ske og tæn­ker: ’ Jeg er fuld­stæn­dig ue­nig med dig, men jeg kan fak­tisk godt li­de dig.’ Man får let­te­re dår­lig samvit­tig­hed, hvis man fy­rer no­get af un­der bæl­te­ste­det. De­bat­ten bli­ver bed­re, « si­ger hun.

Sej og rå

» Jo­han­ne er en sej og rå po­li­ti­ker, og hun har en sød­me over sig, der gør, at hun slip­per af sted med at si­ge hvad som helst. Jeg an­er­ken­der fuldt ud Jo­han­nes kom­pe­ten­cer. Hun er al­tid vel­for­be­redt, « si­ger In­ger.

De to po­li­ti­ke­re pe­ger beg­ge på de­res me­get for­skel­li­ge op­vækst som en for­kla­ring på, at de er endt i hvert sit po­li­ti­ske hjør­ne.

På går­den i Sal­ling, hvor In­ger Støj­berg vok­se­de op, var hjem­met grundtvi­gi­ansk og hold­nin­gen Ven­stre, så langt øjet rak­te.

Jo­han­n­ne Sch­midt- Ni­el­sens barn­doms­hjem var me­re flip­pet. Hun er vok­set op i et bo­fæl­les­skab nær lands­by­en Skal­b­jerg på det ve­st­li­ge Fyn og bor i dag i kø­ben­hav­ner- by­de­len Nør­re­bro, hvor næ­sten hver tred­je væl­ger stem­mer på En­heds­li­sten. Men der er og­så lig­he­der. For ek­sem­pel har de beg­ge få­et mas­ser af tæsk og er ble­vet stå­en­de.

In­ger Støj­berg blev kaldt en støj­sen­der og sam­men­lig­net med ’ Ko­mi­ske Ali’, da hun som po­li­tisk ord­fø­rer i 2009 blev sendt på en håb­løs mis­sion med at for­kla­re, at Anders Fogh Ras­mus­sen ik­ke var kan­di­dat til Na­to- top­po­sten.

’ Jeg spi­ser ik­ke sa­lat’

Og Jo­han­ne Sch­midt- Nielsen stod mo­del til en del so­ci­al­de­mo­kra­tisk lat­ter­lig­gø­rel­se, da hun i 2013 tø­ve- de for læn­ge med at slå til ved fi­nans­lo­vs­for­hand­lin­ger­ne og blev snydt af Cory­don, som i ste­det ind­gik for­lig med Ven­stre.

Co­la­er­ne er druk­ket. Jo­han­ne har spist sin fri­ka­del­le- mad, og fi­ske­file­ten på In­gers tal­ler­ken er væk.

Til­ba­ge på de to tal­ler­ke­ner lig­ger nog­le sa­latbla­de, lidt ruco­la og grøn pe­ber.

» Jeg spi­ser ik­ke sa­lat, « for­kla­rer In­ger.

» Hel­ler ik­ke dig? « spør­ger Jo­han­ne.

: » In­ger var mit ha­de- ob­jekt, « si­ger Jo­han­ne Sch­midt- Nielsen. » Jeg syn­tes, du var uli­de­lig, « si­ger In­ger Støj­berg. Men en tur til Afri­ka æn­dre­de alt. Fo­to: Nils Meilvang

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.