Man­den, der vil­le væ­re glad

Ole Hen­rik­sens mis­sion er at gø­re an­dre gla­de. For­di han selv har væ­ret så ked af det, at han hav­de lyst til at dø, for­sø­ger han i dag at gø­re li­vet bed­re for al­le, han mø­der. Og­så for sig selv

BT - - NYHEDER - Sa­rah Skarum skr@ber­ling­s­ke.dk

Ole Hen­rik­sen er hund­re­de hi­sto­ri­er. Han er Den Grim­me Æl­ling: Den lil­le dreng fra Ni­be, der blev en suc­ces. Han er den ame­ri­kan­ske drøm: Ren­gø­rings­as­si­sten­tens søn, der blev mil­li­o­nær. Han er hi­sto­ri­en om bar­net, der blev mob­bet så me­get, at han lo­ve­de sig selv, at han al­tid vil­le gø­re an­dre gla­de. Han er hi­sto­ri­en om kær­lig­hed. Men al­ler­mest er han hi­sto­ri­en om, at man kan, hvad man vil, hvis man vil det nok. Og­så hvis det, man be­slut­ter sig for, er at væ­re glad. Men det er hårdt ar­bej­de. Hver ene­ste dag. For Ole Hen­rik­sen har be­stemt sig for, at li­vet er en fest. Så­dan skal det væ­re, så så­dan bli­ver det. Det gæl­der og­så den tid­li­ge man­dag mor­gen, hvor han ta­ger imod os på Ho­tel Skt. Pe­tri i Kø­ben­havn.

» Hvor ser du godt ud, hvor er det dej­ligt at se dig, « si­ger han til al­le, han mø­der gen­nem en hel dag.

Han stil­ler op til fo­to­gra­fe­ring med al­le, der spør­ger. Hver ene­ste af dem får sam­me kys på kin­den, sam­me smil. Sam­me be­gej­string. Han er glad, ven­lig og imø­de­kom­men­de, og in­gen­ting er svært el­ler be­svær­ligt el­ler for dår­ligt. Uan­set om klok­ken er to om nat­ten ef­ter en lang dag el­ler fem om mor­ge­nen ef­ter en kort nat. Ole Hen­rik­sen smi­ler.

» Jeg for­står godt, at an­dre kan tæn­ke, hvad er det for no­get med ham Ole, har han brug for an­er­ken­del­se, si­den han al­tid er så glad, men det har jeg ik­ke. Det hand­ler slet ik­ke om det. Jeg har ba­re prø­vet selv at væ­re så ked af det. Jeg vil ik­ke ha­ve, at an­dre har det dår­ligt, for jeg ved, hvor fryg­te­ligt det er. Der­for gør jeg, hvad jeg kan, for at gø­re an­dre gla­de, « si­ger han.

Ole Hen­rik­sen sid­der ved et af de hø­je bor­de ba­gerst i ba­ren på ho­tel­let, hvor han al­tid bor, når han er i Kø­ben­havn. Her får han det sam­me væ­rel­se hver gang, her ken­der de hans ru­ti­ner og va­ner. De ved, hvor­dan han ger­ne vil spi­se, og at han skal ha­ve ek­stra vand på væ­rel­set til si­ne kost­tilskud. De ken­der ham, han ken­der dem, og det er vig­tigt, for Ole Hen­rik­sen hol­der sam­men på sit liv med den di­sci­plin.

Han gør det sam­me igen og igen. Det han ved vir­ker. Spi­ser det sam­me hver mor­gen. Hav­re­grød med bær og val­nød­der. Kaf­fe til. Han spi­ser qui­noa med grønt­sa­ger og laks til frokost og of­te og­så om af­te­nen. Han rør ik­ke suk­ker. Han spi­ser ik­ke mad, der er til­be­redt med salt. Han spi­ser ik­ke smør­dam­pe­de grønt­sa­ger.

Når han hol­der fored­rag, står der en tal­ler­ken rå grønt­sa­ger, lidt rug­brød og rø­get laks til ham. Vand og kaf­fe til. Når han rej­ser, har han selv mad med, selv­om han al­tid fly­ver på bu­si­ness el­ler first. Han har be­stik lig­gen­de i et lil­le, vin­rødt læ­de­re­tui. En gaf­fel og en ske, så han kan spi­se, når det pas­ser i hans ske­ma. I etu­i­et lig­ger og­så et sko­horn, så han nemt kan ta­ge sko på igen i securi­ty i luft­hav­nen. Der er en lil­le tan­dren­ser, så han kan ord­ne si­ne tæn­der med de glat­te, hvi­de po­r­ce­lænskro­ner.

» Du må ik­ke skri­ve, hvil­ket num­mer mit væ­rel­se er. Tænk, hvis jeg så ik­ke kun­ne få det næ­ste gang. Jeg bor al­tid på de sam­me ho­tel­ler, hver ene­ste gang jeg er i en by, i Kø­ben­havn bor jeg her, i Oslo bor jeg på The Thief, for jeg hol­der me­get af ru­ti­ner. Det gør det nem­me­re for mig at slap­pe af. Og det at pas­se på mig selv er vig­tigt. «

Har valgt glæ­den til

På vej gen­nem lob­by­en stop­per han tre gan­ge og hil­ser på an­sat­te. De får al­le sam­men et kind­kys. Han ge­sti­ku­le­rer, mens han ta­ler. Hans krop er 64 år gam­mel, men han har un­ge be­væ­gel­ser. Som om al­le led og se­ner er smi­di­ge som hos en ung mand.

I en ny bog skre­vet af tv- jour­na­list Ole Jun­ck­er, for­tæl­ler Ole Hen­rik­sen, hvad han gør for at væ­re glad, og Ole Jun­ck­er for­sø­ger – med stort held – at ko­pi­e­re Ole Hen­rik­sens hjer­ne og hu­mør. For det vi­ser sig, at rent vi­den­ska­be­ligt er der be­vi­ser for, at man kan væl­ge at væ­re gla­de­re. Den hi­sto­rie for­tæl­ler de to gan­ge Ole sam­men i bo­gen, og den hi­sto­rie er Ole Hen­rik­sen rejst til Dan­mark for at for­tæl­le igen. Bå­de i me­di­er­ne og til en ræk­ke fored­rag, ar­ran­ge­ret af Ma­tas, over he­le lan­det, hvor tu­sind­vis af kvin­der mø­der op og gri­ner med ham.

I Los An­ge­les, hvor han bor, er han på for­navn med ken­dis­ser som El­len DeGe­ne­res, Brit­ney Spears og Ma­don­na, der har væ­ret kun­der i hans spa.

Et un­der­ligt barn

Det stod el­lers ik­ke skre­vet i stjer­ner­ne, at det skul­le gå så­dan med Ole Hen­rik­sen. El­ler at han skul­le en­de blandt stjer­ner­ne selv. Ole Hen­rik­sen er vok­set op i Ni­be, der lig­ger i Him­mer­land, mel­lem Løg­stør og Aal­borg. Han har to yn­gre brød­re. Hans for­æl­dre var ar­bej­de­re. Hans far var på be­slag­fa­brik­ken, de før­ste man­ge år i pro­duk­tio­nen, men han end­te på kon­to­ret. Hans mor gjor­de rent i den lo­ka­le bank. Ole Hen­rik­sen har en ci­gar­kas­se i

sølv stå­en­de i sit hjem i Los An­ge­les, den fik hun, da ban­ken luk­ke­de.

Han var et un­der­ligt barn dér i Ni­be i 1950er­ne og 1960er­ne. De an­dre dren­ge spil­le­de fod­bold. Ole Hen­rik­sen la­ve­de col­la­ger af bil­le­der, han klip­pe­de ud fra uge­bla­de og kli­stre­de sam­men. Han gik op i te­a­ter, og hver sæ­son la­ve­de han om­hyg­ge­ligt scrapbø­ger over de fo­re­stil­lin­ger, der blev sat op på lan­dets sto­re te­a­tre. Hvem spil­le­de hvad, hvad blev godt an­meldt.

» Mi­ne for­æl­dre har al­tid el­sket mig ufor­be­hol­dent, og selv­om jeg var me­get an­der­le­des end mi­ne brød­re og vel og­så end det barn, som mi­ne for­æl­dre hav­de for­ven­tet at få, da de fik de­res før­ste søn, har de al­drig på no­gen må­de gi­vet ud­tryk for, at jeg var for­kert. Det har al­tid væ­ret helt fint, at jeg gik op i de ting, jeg ger­ne vil­le. Det er den stør­ste ga­ve, man kan gi­ve et barn, og det hå­ber jeg, at al­le for­æl­dre, der får børn, der er an­der­le­des, hu­sker. «

Men uden­for hjem­met blev han i den grad ik­ke ac­cep­te­ret som den, han var. Ole Hen­rik­sen blev mob­bet så vold­somt, at han over­ve­je­de selv­mord. Han tænk­te på at druk­ne sig for at slip­pe væk fra mob­be­ri­et. Men i ste­det brug­te han me­get tid ale­ne, på at gå lan­ge tu­re, på at stå på skøjter på Lim­fjor­den om vin­te­r­en. Og han ar­bej­de­de, så han kun­ne tje­ne pen­ge til at kom­me væk. Han var mæl­ke­bud hver ene­ste mor­gen, og han gik med avi­ser. Han køb­te ga­ver til sin fa­mi­lie, og så spa­re­de han op.

Fra nul til Oprah

Da han var 17, flyt­te­de han til Kø­ben­havn, væk væk væk. Her kun­ne han stå ved, hvem han var, og ved, at det var mænd, han hav­de lyst til at kys­se, ik­ke pi­ger.

Ef­ter en pe­ri­o­de i Kø­ben­havn blev han show­dan­ser i In­do­nesi­en og le­ve­de her et liv med kor­te næt­ter, for lidt søvn, for me­get al­ko­hol og al­men us­und­hed, og det vi­ste sig på hans hud som bum­ser. En af hans med­dan­se­re lær­te ham at ple­je sin hud og fik ham ind på en be­rømt kos­me­to­log­sko­le i London.

Ud­dan­net her­fra og med ny vi­den om, hvor­dan man skal ple­je hu­den, rej­ste han til Los An­ge­les for at ar­bej­de.

Men han måt­te san­de, at det var umu­ligt at få ar­bej­de på ek­si­ste­ren­de hud­ple­je­kli­nik­ker, for her var man ik­ke vant til mand­li­ge an­sat­te, tænk hvis de kom til at se kun­der­ne nøg­ne.

» Det hav­de nu ik­ke væ­ret så far­ligt med mig, « gri­ner Ole Hen­rik­sen.

Så han måt­te selv åb­ne en kli­nik, hvor han med si­ne pro­duk­ter, som han hjem­me­blan­de­de i køk­ke­net, be­hand­le­de si­ne kun­der. Da Los An­ge­les Ti­mes send­te en me­d­ar­bej­der med ac­ne til et test­for­løb hos ham, fik han sit sto­re gen­nem­brud. For hun var bå­de pæ­ne­re og gla­de­re, da hun var fær­dig hos ham.

I 1984 skrev han en bog med op­skrif­ter på pro­duk­ter, folk selv kun­ne la­ve hjem­me, og den ind­brag­te ham et be­søg hos Oprah, bag­ef­ter var hans spa boo­k­et et år ud i frem­ti­den.

Det har gjort ham til en rig mand. For hver gang han sæl­ger hi­sto­ri­en om sig selv og det go­de hu­mør, sæl­ger han og­så pro­duk­ter.

Fri­hed

Hans mær­ke lig­ger blandt de ti bedst sæl­gen­de i Dan­mark, hvor det for­hand­les i om­kring 150 bu­tik­ker over he­le lan­det. Glo­balt sæl­ges det fo­re­lø­big­ti 12 lan­de, men fle­re er på vej, ef­ter at Ole Hen­rik­sen for nog­le år si­den solg­te sit fir­ma til fran­ske LVMH – en for­kor­tel­se, der står for Lou­is Vu­it­ton Moêt Hen­nes­sy og in­di­ke­rer, at det er et fir­ma, som hand­ler med luksus­va­rer. Pri­sen er ukendt, men den har gi­vet Ole Hen­rik­sen en fri­hed, han ik­ke har haft før.

Han ar­bej­der sta­dig hver ene­ste dag, men han be­hø­ver ik­ke læn­ge­re at gå op i ad­mi­ni­stra­ti­ve op­ga­ver el­ler fryg­te at bli­ve sagsøgt. Han kan kon­cen­tre­re sig om at ud­vik­le nye pro­duk­ter og prom­ove­re dem.

For et par uger si­den var han på sce­nen til ame­ri­kan­ske Sep­horas år­li­ge mø­de for per­so­na­le og le­del­se. Her fik han 20 mi­nut­ter til at hol­de en pep­talk og for­tæl­le om sig selv og sit mær­ke. Da­gen før hav­de Marc Ja­cobs gjort det sam­me.

17.000 dol­lar i mi­nut­tet

Med jæv­ne mel­lem­rum op­træ­der han li­ve på QCV, en ame­ri­kansk tvs­hop­ping- ka­nal, der i mod­sæt­ning til dan­ske ho­mes­hop­ping­ka­na­ler sæl­ger mær­ke­va­rer i den eks­klu­si­ve en­de.

» De hol­der øje med sal­get se­kund for se­kund, og hvis de kan se, at det pe­a­ker, læg­ger de mær­ke til, hvil­ke ord og ven­din­ger der vir­ker, og be­der mig i øres­neg­len om at gen­ta­ge dem. Det er me­get spæn­den­de. Det er en god for­ret­ning for os, « si­ger han, før han for­tæl­ler om vær­tin­den på pro­gram­met, der har adop­te­ret en ki­ne­sisk pi­ge og lært at ta­le man­da­rin.

De to skal sam­men til­ba­ge til Ki­na og se det sted, pi­gen blev af­le­ve­ret til bør­ne­hjem­met.

» Ja­men, er det ik­ke rø­ren­de? Hun er en fan­ta­stisk kvin­de. Ama­zing. «

Han bli­ver ind­kaldt med tre ugers var­sel, fre­dag af­ten er den bed­ste af­ten at sæl­ge pro­duk­ter på. Her op­træ­der han of­te, hvor han i li­ve- tv for­tæl­ler om si­ne pro­duk­ter.

Imens rin­ger, skri­ver, sms’er se­er­ne ind og kø­ber pro­duk­ter. Mindste­kra­vet er salg for 10.000 dol­lar i mi­nut­tet, el­lers ry­ger man ud – Ole Hen­rik­sen sæl­ger for 17.000 dol­lar i mi­nut­tet. En ti­me ad gan­gen.

Selv me­ner han, at en af hem­me­lig­he­der­ne er, at han al­tid har gi­vet

råd om an­det end ba­re sit eget pro­dukt. Det hand­ler nok om ex­fo­li­e­ring, alt­så at ren­se hu­den, så gam­le hud­cel­ler fjer­nes, hvil­ket er en af hans kong­stan­ker, men det hand­ler li­ge så me­get om om­sorg.

» Jeg har al­drig kun gå­et op i folks hud, og hvad de kun­ne bru­ge for at fors­køn­ne den, men og­så i hvor­dan de hav­de det. Når man selv har haft det dår­ligt, bli­ver man me­get me­re sen­si­tiv over for, hvor­dan an­dre har det, og især over for dem, der har det dår­ligt. Jeg ser mob­nin­gen som en ga­ve nu. For jeg kan bru­ge det. Jeg hav­de på et tids­punkt en kun­de, en re­visor, som var så hæm­met. Han hav­de dår­lig hud, men især hav­de han det dår­ligt, for­di han så ger­ne vil­le mø­de en pi­ge. Ham lær­te jeg at ple­je sin hud, men vi tal­te og­så me­get om, hvor­dan han hav­de det, og hvad han kun­ne gø­re. Hvor­dan han skul­le gå hen til en pi­ge til en fest og ta­le med hen­de. «

Og så fik re­visoren the Ole Hen­rik­sens tre­at­ment, der ik­ke kan kø­bes for pen­ge el­ler hæl­des på glas, men som vir­ker. Han fik kom­pli­men­ter­ne, som Ole Hen­rik­sen så ge­ne­røst de­ler ud af til al­le. Til folk han mø­der for før­ste gang, folk han li­ge har set for et øje­blik si­den.

» Jeg sag­de til ham, at han jo var en flot mand. Han var af ar­mensk af­stam­ning. Han hav­de de hø­je­ste kind­ben og de smuk­ke­ste læ­ber. Se på dig selv, sag­de jeg. Du er en smuk mand. Sig det til dig selv i spej­let hver mor­gen. Ef­ter et år var han for­lo­vet. Ef­ter to år var han gift. «

Dag­lig be­gej­string

Det gør Ole Hen­rik­sen selv. Smi­ler be­gej­stret hver mor­gen til sit spejl­bil­le­de og si­ger god mor­gen. Han ved godt, at det kan ly­de skørt og fø­les fjol­let, men det hjæl­per, in­si­ste­rer han. Man skal ba­re gø­re det hver ene­ste mor­gen. Så­dan le­ver Ole Hen­rik­sen selv.

Sund mad hver dag, mo­tion hver dag, ri­ge­ligt med søvn. Og dag­lig be­gej­string.

» De små ting er jo de vig­tig­ste. Jeg el­sker at ta­ge et par re­ne so­k­ker på, jeg kø­ber kun so­k­ker i Kø­ben­havn, her kan jeg få min stør­rel­se. El­ler et par re­ne un­der­buk­ser. Det fik man ik­ke på hver dag som barn. Det glæ- der jeg mig over hver gang. «

Ole Hen­rik­sen hid­ser sig kun sjæl­dent op, selv­om han godt kan hu­ske en epi­so­de for et års tid si­den, hvor han fak­tisk blev vred. Han kør­te med en taxa­chauf­før, som skul­le sæt­te ham af ved ho­tel­let. De to slud­re­de lidt. Ole Hen­rik­sen spurg­te, hvor chauf­før­en kom fra, og for at ska­be god stem­ning sag­de han, at han og­så selv var ind­van­drer og op­rin­de­ligt kom fra Dan­mark.

» Dan­mark, « sag­de chauf­før­en, der kom fra Egyp­ten og hav­de hørt om Muham­med­teg­nin­ger­ne: » Jeg ha­der dan­ske­re. « Og da vog­nen nå­e­de frem til ho­tel­let, næg­te­de han at ta­ge imod Ole Hen­rik­sens ’ fuck­ing mo­ney’.

Ole Hen­rik­sen blev så vred, at han selv blev over­ra­sket, og sag­de til chauf­før­en:

» Now you get your ti­ny ass up at the co­un­ter and you ta­ke my fuck­ing mo­ney. «

Han gri­ner, mens han for­tæl­ler hi­sto­ri­en. Næ­sten som et barn, der mo­rer sig over, at det har sagt et frækt ord.

» Ja­men, var det ik­ke mor­somt? Det sag­de jeg fak­tisk. «

Og så gri­ner han ad hi­sto­ri­en igen. Det er et par år si­den. El­lers kan han ik­ke hu­ske, at han har væ­ret sur.

» Det har jeg be­stemt, at jeg ik­ke vil væ­re. Det er for hårdt. Jeg vil ik­ke hid­se mig op. Da jeg var barn, den­gang slog for­æl­dre jo de­res børn, det gjor­de de, det gjor­de mor og­så, så­dan var det, og jeg så ba­re, hvor hårdt det var for min mor, når hun blev vred. Det ud­mat­te­de hen­de, og jeg be­slut­te­de mig for, at så­dan vil­le jeg ik­ke re­a­ge­re. Ik­ke for an­dres skyld, men for min egen. Det er for hårdt at la­de sig bli­ve vred. Jeg vil hel­le­re bru­ge min ener­gi på at gø­re an­dre gla­de. Jeg ved, hvor ulyk­ke­lig man kan væ­re. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.