JEG KUN­NE AL­DRIG

STI­NE BRIX sva­re­de igen og kla­tre­de i træ­er i barndommens Al­bert­slund

BT - - NYHEDER - Mads Kor­sa­ger Nielsen mkn@ bt. dk

FORSTADSDRØMME

Sti­ne Brix står ved dø­ren til sit gam­le klas­se­væ­rel­se. En­heds­li­stens grup­pe­for­mand be­sø­ger sin fol­ke­sko­le i Al­bert­slund, hvor hun vok­se­de op i 90’ er­ne.

hus­blok bo­e­de et par knæg­te, der se­ne­re vok­se­de op og blev til to tred­je­de­le af den suc­ces­ri­ge rap­grup­pe Suspekt.

» Pro­le­tar, med det sam­me træ­nings­sæt som ko­nen har. Fod­bold- far går gen­nem be­ton- ør­ke­nen som en dro­me­d­ar. Hjem til jord­hu­len og for­bi hu­len med ven­ner­ne, « ly­der det hårdt fra Suspekt i ra­dio­hit­tet ‘ Pro­le­tar’, der hand­ler om Al­bert­slund.

På over­fla­den er der langt fra Suspekts Al­bert­slund- uni­vers og til Godt­håbs­par­ken, hvor Sti­ne Brix vok­se­de op.

Her er rum­me­li­ge ræk­ke­hu­se med fi­re væ­rel­ser og to toilet­ter. Hen­des barn­dom var fod­bold­kam­pe på den sto­re fæl­les­græs­plæ­ne bag hu­set, grun­de­jer­for­e­nin­gens som­mer­fest og et trygt hjem, hvor beg­ge for­æl­dre hav­de fast ar­bej­de.

Men det var og­så be­vidst­he­den om en helt an­den hver­dag an­dre ste­der i by­de­len. In­te­gra­tions­pro­ble­mer. Ar­bejds­løs­hed. Øre­tæ­ver, der sad løst. Alt det Suspekt rap­per om i de­res mu­sik, som Sti­ne Brix i øv­rigt ik­ke lyt­ter til selv.

Tru­e­de med at hop­pe ned

Hun kig­ger op og pe­ger på ræk­ke­hu­sets bal­kon over den fri­mær­ke­sto­re ha­ve. Det var her, den rø­de tråd i den po­li­ti­ske kar­ri­e­re før­ste gang vi­ste sig. Når no­get er un­fair, for­kert el­ler ‘ ik­ke i or­den’, går hun på bar­ri­ka­der­ne.

» Min mor har for­talt, at jeg tru­e­de med at hop­pe ned fra al­ta­nen, hvis der var no­get, jeg syn­tes var uret­fær­digt, « si­ger hun i en to­ne, der vi­ser, at der trods alt var langt fra ord til hand­ling.

Se­ne­re lær­te hun de me­re de­mo­kra­ti­ske må­der at pro­teste­re på. De tid­lig­ste min­der er fra fol­ke­af­stem­nin­ger­ne om EU’s Maa­stri­cht­trak­tat. I som­me­ren 1992 stem­te dan­sker­ne først nej. Med Schlüter- re­ge­rin­gen i spid­sen gik po­li­ti­ker­ne i gang med at fin­de en løs­ning, der kun­ne splej­se den eu­ro­pæ­i­ske uni­on sam­men med dan­sker­nes skep­sis. Løs­nin­gen blev Edin­burgh- af­ta­len og de ‘ fi­re dan­ske for­be­hold’, der røg til fol­ke­af­stem­ning den 18. maj i 1993, hvor re­sul­ta­tet blev et ja.

» Jeg hu­sker en for­nem­mel­se af, at det var uret­fær­digt, at der var urent trav med i spil­let. Dan­sker­ne hav­de stemt nej tid­li­ge­re, så hvor­for skul­le vi nu plud­se­lig stem­me igen. «

Den 11- åri­ge Sti­ne Brix teg­ne­de og ma­le­de hjem­mela­ve­de pla­ka­ter med ‘ Nej til Uni­o­nen’, som hun sat­te op på træs­ku­ret for­an barn­doms­hjem­mets ho­ved­dør.

» Så be­gynd­te na­bo­er­nes børn og­så. Til sidst var der valg­pla­ka­ter på he­le blok­ken. «

Nervø­se brand­ta­ler

Si­den da har ‘ uret­fær­dig­he­der og uri­me­lig­he­der’ væ­ret de fa­ste træ­de­sten i Sti­ne Brix’ po­li­ti­ske kar­ri­e­re, der for al­vor kom på skin­ner i gym­na­siets sid­ste år. på Fyn og i Jyl­land. Jeg holdt brand­ta­ler al­le ste­der, jeg kun­ne kom­me i nær­he­den af, og hjalp dem med at ar­ran­ge­re de­mon­stra­tio­ner og strej­ker. Det var der, hvor jeg for før­ste gang stil­le­de mig op på en ta­ler­stol. «

Helt nøj­ag­tigt var det på Mu­ler­nes Le­gatsko­le i Oden­se. Hun var ‘ ski­de­nervøs’, tal­te alt for hur­tigt, og der var næp­pe no­gen, der for­stod et ord.

» Men jeg syn­tes, det var me­gavig­tigt. Det var der­for, jeg gjor­de det. Selv om her er grønt og dej­ligt i Al­bert­slund, så er der og­så so­ci­a­le pro­ble­mer. Jeg vid­ste godt, hvad det hav­de be­ty­det for min egen klas­se, hvis vi hav­de væ­ret 34 ele­ver. Så var der nog­le, der al­drig var kom­met igen­nem. «

Se­ne­re var hun med til at ar­ran­ge­re nog­le af de sto­re, lands­dæk­ken­de de­mon­stra­tio­ner mod Irak- kri­gen i 2003 og var tals­per­son for ‘ Kir­kea­syl’ i 2009, hvor en grup­pe af­vi­ste iraki­ske asylan­sø­ge­re søg­te til­flugt i Br­or­sons Kir­ke på Nør­re­bro.

Al­le skal ha­ve en chan­ce

Det var og­så i DGS, hun før­ste gang mød­te Jo­han­ne Sch­midt- Nielsen, der se­ne­re blev En­heds­li­stens front­fi­gur og stem­me­slu­ger.

» Der kom man­ge po­li­tisk ak­ti­ve i DGS. Dem, jeg var mest enig med, stem­te på En­heds­li­sten. Så­dan kom jeg ind i par­ti­et. «

Til­ba­ge i barndommens sko­le­gård fejrer de æld­ste ele­ver sid­ste sko­le­dag. En dreng fra de små klas­ser vi­ser stolt sin sam­ling af ka­ra­mel­ler. Sti­ne Brix hu­sker, at det var som af­gangse­lev, hun for al­vor fik øj­ne­ne op for om­rå­dets ud­for­drin­ger.

» Jeg kan hu­ske, at vi i 9. klas­se tal­te om, at der ik­ke var en ene­ste af dren­ge­ne, der ik­ke hav­de prø­vet at få nog­le tæv. Det fyld­te me­get, og det var fak­tisk ret al­min­de­ligt. «

I dag er ar­ven fra Al­bert­slund en del af hen­des in­dre po­li­ti­ske kom­pas, når hun ar­bej­der på Chri­sti­ans­borg, knap 15 km læn­ge­re øst­på.

» Al­le skal ha­ve en chan­ce for at ska­be sig et godt liv. Jeg bræn­der for, at al­le børn får en chan­ce for at kla­re sig godt og ik­ke bli­ver truk­ket ned af, at de­res for­æl­dre har pro­ble­mer, mang­ler pen­ge el­ler ik­ke kan dansk. Det er det, jeg har med fra Al­bert­slund. «

MAN­DAG 8. JU­NI 2015

BT brin­ger en ræk­ke top­po­li­ti­ke­re til­ba­ge til barndommens ga­de i en se­rie om, hvor­dan op­dra­gel­se, fa­mi­lie, sko­len og ven­ner­ne har på­vir­ket den hi­sto­rie, der for­tæl­les om dem i dag. Vi af­prø­ver, om barndommens ga­de vir­ke­lig er vo­res væ­sens rod, som Tove Dit­lev­sen skrev i 1943.

Sti­ne Brix hav­de sin fa­ste plads i fug­lekir­se­bærtræ­et bag fa­mi­li­ens ræ

Fo­to:

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.