VALG­KAM­PENS SKRAL­DES­PAND ’’

Sprog­bru­gen og til­gan­gen til en par­ti­le­der- du­el på tv brin­ger åben­bart det vær­ste op i un­der­såt­ter­ne

BT - - DEBAT -

Så­dan til hver­dags­brug sy­nes langt de fl este po­li­ti­ke­re no­gen­lun­de afb alan­ce­re­de i sprog­brug og op­før­sel. Fle­re af dem går i freds­tid så langt som til at ad­vo­ke­re el­ler li­ge­frem gå i bre­chen for den go­de to­ne. Helt der­ud på an­non­ce- el­ler slo­gan­plan for an­det og me­re end egen per­son­li­ge vin­dings skyld. Tæt på en Call Me- kampag­ne a la ’ Tal or­dent­ligt – det ko­ster ik­ke no­get’. PLUD­SE­LIG ER FAN­DEN løs i Lak­se­ga­de. El­ler på Bor­gen. Med ét for­stum­mer al vok­sensnak. Ung­domsor­ga­ni­sa­tio­nen går i blo­det, og al­le som en op­fø­rer sig som i de gla­de VU- og DSU- da­ge. NÅR FØRST KAN­DI­DA­TER­NE fra ik­ke mindst Ven­stre og So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne er ude i for­sva­ret af de­res egen le­ve­brød­skar­ri­e­re, er al­le reg­ler og go­de in­ten­tio­ner åben­bart sus­pen­de­ret. For en plads på Tin­ge el­ler så­gar en po­ten­ti­el mi­ni­sterta­bu­ret går de all in. Til­si­de­sæt­ter en­hver ’ tal op’- strøtan­ke om respekt­fuld de­mo­kra­tisk de­bat­kul­tur og gri­ber møg­gre­ben til de­res Twit­ter- kon­to. Som et fy­sisk ikon på skær­men ne­de ved si­den af skral­des­pan­den el­ler en

IDA AUKEN F- tast på ta­sta­tu­ret. I den sto­re par­ti­le­ders tje­ne­ste. FORPROGRAMMERET FOR­AR­GEL­SE PÅ den øver­ste chefs veg­ne fi ndes på man­ge ar­bejds­plad­ser. I for­hold til le­de­ren, der for­mår at vin­de si­ne me­d­ar­bej­de­res blin­de til­lid og i al sin au­to­ri­tet og hak­ke­or­den får dem til at klap­pe ad hvad som helst. El­ler buhe ad an­dre. Men som selv­stæn­digt ori­en­te­re­de po­li­ti­ke­re, der re­præ­sen­te­rer væl­ge­re, en lands­del og eft er per­son­lig over­be­vis­ning, trods par­ti­mæs­sig over­vej­el­se til dag­lig, del­ta­ger i af­stem­nin­ger i fol­ke­tings­sa­len, op­fø­rer sig un­der en par­ti­le­der­de­bat, er no­get nær pa­te­tisk. TÆNK, AT DE kø­ber den or­ke­stre­re­de dags­or­den og lat­ter­lig­gør sig selv og hin­an­den så eft er­tryk­ke­ligt uden at fortræk­ke en mi­ne. Jo, ham V- til­hø­re­ren på de ba­ge­ste ræk­ker med bo­tox- be­mærk­nin­gen blev bedt om at stik­ke la­krid­spi­ben ind. Li­ge ind­til han bed i den igen. AT DE TO præ­si­dent­kan­di­da­ter for rød og blå blok un­der sel­ve tv- du­el­len er på nip­pet til at for­lø­be sig el­ler la­der en en­kelt fi nke ry­ge af pan­den un­der­vejs, kan man omvendt sag- tens møn­stre en vis for­stå­el­se for. Jeg skul­le ik­ke ny­de no­get. KAN DU HU­SKE dit sid­ste skæn­de­ri med man­den, ko­nen, kæ­re­sten el­ler kol­le­ga­en? Alt­så, et af de der, hvor I ba­re mund­hug­ges, og uden at blin­ke ty­er til bar­nets væ­sent­lig­ste ar­gu­ment i en­hver dis­kus­sion: ’ Ba­re for­di’. At en­de i us­ag­lig­he­dens uli­ge­vægt i op­hid­se­de me­nings­ud­veks­lin­ger er vel næp­pe frem­med for no­gen. El­lers har vin­du­es­pud­se­ren godt nok haft travlt i glas­hu­set. Kun­ne du fi nde på at repli­ce­re: ’ Der er så me­get, du ik­ke for­står’. El­ler end­da: ’ Nuuhr’ – så­dan rig­tig nedladende, for­di du ik­ke li­ge ved, hvad du skal gri­be el­ler gø­re i? Jeg kun­ne sag­tens. I FORSONINGENS EF­TER­SPIL kan man med lidt god vil­je, uden de sto­re pro­ble­mer, nå frem til bå­de en und­skyld­ning el­ler et: ’ Det skul­le jeg ik­ke ha­ve sagt’. Den krammer har vi nok til go­de i lang tid for Lars Løk­ke og Hel­le Thor­nings ved­kom­men­de. TIL GEN­GÆLD BUR­DE de­res med­sam­men­s­vor­ne kol­le­ger over­ve­je at lu­ge ud i Twit­ter- kon­to­en, så de og­så kan tå­le at vi­se sprog­blom­ster­ne frem eft er val­get…

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.