Hi­sto­rie Da An­na tog rett

Det er 100 år si­den, at kvin­der­ne fik ret til at stem­me og der­med træf­fe de­res eg­ne valg. En af pio­ne­rer­ne var An­na Hu­de, som helt bog­sta­ve­ligt tog bå­de sin skæb­ne og en pi­stol i egen hånd Kam­pen om stem­me­ret­ten – slag for slag

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

STEM­ME­RET

Hun stod skjult i skyg­gen fra porten i Læ­der­stræ­de num­mer 26 i in­dre Kø­ben­havn, var en mørk sil­hu­et som de fær­re­ste æn­se­de i for­bi­far­ten den­ne se­ne fre­dag ef­ter­mid­dag. Li­ge ind­til dét øje­blik, hvor hun hæ­ve­de pi­sto­len og af­fy­re­de to skud. Uden tø­ven, hur­tigt ef­ter hin­an­den. 22- åri­ge An­na Hu­de hav­de skudt dok­tor Le­er­beck, 66 år.

Over­ra­sken­de hur­tigt var po­li­ti­et på plet­ten, hvor de fik over­man­det den ’ ek­sal­te­re­de’ un­ge kvin­de og ført hen­de til po­li­ti­sta­tio­nen.

Da­to­en var 18. ju­ni. Året 1880. Det var 35 år før, kvin­der i Dan­mark fik stem­me­ret og der­med fri­he­den til at træf­fe de­res eg­ne valg. En kamp, som An­na Hu­de var en ak­tiv del af. På me­re end én må­de.

Her i ef­ter­ti­den kal­der nog­le hen­de en pio­ner in­den­for kvin­de­be­væ­gel­sen. An­dre på­pe­ger hen­des mod og kal­der hen­de en pris­me ind på ti­den.

Det har hun næp­pe vidst, An­na Hu­de, da hun den som­mer­dag i 1880 var tæt på at gø­re sig selv til mor­der. Hun hand­le­de, for­di hun hav­de få­et nok. For­di hun ik­ke kun­ne le­ve med den skam­ful­de yd­my­gel­se, som den go­de dok­tor hav­de ud­sat hen­de for: Voldtægt.

Hun vok­se­de op i det bed­re bor­ger­skab i den midtsjæl­land­ske by Roskil­de, og vi­ste sig i me­get ung al­der som et uma­n­er­ligt be­ga­vet og vi­de­be­gær­ligt barn. Der­for var det – i hvert fald i de kred­se – na­tur­ligt, at An­na Hu­de al­le­re­de ef­ter sin kon­fir­ma­tion blev pri­vat­læ­rer.

At kvin­der var ude på ar­bejds­mar­ke­det, var ik­ke hver­dagskost i 1800- tal­let. Uan­set hvil­ke kred­se man til­hør­te i sam­fun­det. For­må­let med li­vet var gan­ske en­kelt at bli­ve gift. I 1856 – to år før An­na Hu­de blev født – blev det til­ladt for kvin­der at un­der­vi­se de mind­ste børn, hvil­ket ik­ke kræ­ve­de en egent­lig ud­dan­nel­se. Og det var alt­så dét, som An­na Hu­des be­ga­vel­se blev brugt til.

Men hun vil­le me­re, vil­le ha­ve en vi­de­re­gå­en­de ud­dan­nel­se. Og der- for gik fa­mi­li­en Hu­de med til at fø­je de­res stæ­di­ge dat­ter. 20 år gam­mel fik hun lov til at flyt­te til Kø­ben­havn og la­de sig ind­skri­ve til en stu­den­terek­sa­men. Det var i 1878, blot tre år ef­ter, at kvin­der over­ho­ve­det fik ad­gang til uni­ver­si­te­tet.

Selv­føl­ge­lig kun­ne An­na Hu­de som ung og ær­bar kvin­de ik­ke ba­re flyt­te til ho­ved­sta­den på egen hånd. Der­for ryk­ke­de hun ind i sin mor­bro­ders hjem i St. Kon­gens­ga­de. Og det var her, at hun mød­te den 44 år æl­dre fa­mi­li­e­læ­ge C. J. Le­er­beck, som kom for at til­se hen­de, ef­ter at hun i en uge hav­de væ­ret sen­ge­lig­gen­de med for­kø­lel­se. Men læ­gen nø­je­des ik­ke med at ta­ge hen­des tem­pe­ra­tur. Han be­gynd­te at gø­re til­nær­mel­ser til den un­ge An­na Hu­de, rør­te hen­de på ma­ven, på køns­de­le­ne og kys­se­de hen­de li­den­ska­be­ligt.

Det hø­rer med til hi­sto­ri­en, at selv­om An­na Hu­de var ut­ro­lig be­ga­vet, var hun rent so­ci­alt bå­de ge­nert, kysk og naiv. Og som hun se­ne­re skul­le frem­fø­re i ret­ten, læ­ste hun må­ske slet ik­ke dok­to­rens sig­na­ler, som hun bur­de. I ste­det føl­te hun sig skyl­dig, an­tog, at hun må­ske selv var skyld i en så utug­tig op­før­sel fra den langt æl­dre mand og øn­ske­de for en­hver pris ik­ke at bli­ve gen­stand for skan­da­le.

En dag blev hun lok­ket til et mø­de med dok­tor Le­er­beck i en lej­lig­hed i Fi­ol­stræ­de i in­dre Kø­ben­havn, hvor læ­gen tvang hen­de ned på sen­gen, hvor han ef­ter en læn­ge­re kamp voldtog hen­de.

Mens den go­de og godt gif­te dok­tor ik­ke til­lag­de det ske­te no­get sær­ligt – for nok hav­de han for­ført hen­de, men hun hav­de dog hver­ken skre­get el­ler slad­ret til sin fa­mi­lie – hav­de voldtæg­ten enor­me kon­se­kven­ser for An­na Hu­de, hvis krop og sjæl var ble­vet be­s­ud­let. Hun gik psy­kisk ned og var fle­re gan­ge tæt på at ta­ge sit eget liv.

Men no­get, må­ske en sel­vop­hol­del­ses­drift el­ler en fø­lel­se af uret­fær­dig­hed, for­hin­dre­de hen­de i at sø­ge den ud­gang på den tragi­ske sag. Det var ik­ke hen­de, der hav­de gjort no­get galt. Hun traf et valg. Valg­te at ta­ge sa­gen i egen hånd.

Det var dok­tor Le­er­beck, der skul­le dø!

Hen­des be­slut­ning ud­sprang ik­ke af øn­sket om hævn. Sna­re­re af øn­sket om at for­hin­dre, at hans util­gi­ve­li­ge op­før­sel brag­te an­dre un­ge kvin­der i så skam­me­lig en si­tu­a­tion.

Hos isen­kræm­mer Bør­gen­sen i Fre­de­riks­berg­ga­de køb­te hun pi­sto­len. 8,50 kr. ko­ste­de den. Der­til 2,25 kr. for 50 kug­ler.

An­na Hu­de brug­te to af dem den fre­dag i Læ­der­stræ­de.

Bre­aking news

Sa­gen skab­te enorm op­stan­del­se, og An­na Hu­de var ’ bre­aking news’,

TIRS­DAG 9. JU­NI 2015 mens sa­gen stod på i da­ti­dens me­di­er. ’ Det er sjel­dent her i Sta­den At man sli­ge Sce­ner ser, Som et at­ten­tat på Ga­den Og i sær der uhørt er, At en Da­me vi­ser mod Til ud­g­y­del­sen af Blod’ Så­dan ly­der før­ste vers i en af de man­ge skil­lings­vi­ser, der blev skre­vet og solgt dag­ligt i he­le ho­ved­sta­den og var da­ti­dens slad­der­pres­se, fol­kets må­de at føl­ge sli­bri­ge mor­dog kær­lig­heds­sa­ger på.

Bøl­ger af sym­pa­ti væl­te­de ind over den un­ge An­na Hu­de. Men og­så for­ar­gel­se. De­le af pres­sen tal­te så­le­des hån­ligt om sa­gens sam­men­hæng med ’ eman­ci­pa­tio­nen’, den stærkt sti­gen­de kvin­de­fri­gø­rel­se, som var her og der og al­le veg­ne. Og nu alt­så og­så på ga­den, hvor ’ en ung kvin­de over­fal­der en gam­mel mand med en re­vol­ver’, som Jyl­landsPo­sten mand­li­ge jour­na­list skrev. Det var kom­met for vidt.

En nå­dig straf

Hvil­ken si­de man end be­fandt sig på, gav den spek­taku­læ­re sag gav genklang i he­le lan­det. Bå­de for­di den­ne form for selv­tægt var spek­taku­lær, men og­så på grund af An­ne Hu­des de­tal­je­re­de og næ­sten græn­se­over­skri­den­de åben­hed i ret­ten om­kring det, der lå for­ud.

An­na Hu­de selv valg­te – ef­ter rå­d­fø­ring med bl. a. Na­ta­lie Za­h­le, som var en af for­kæm­per­ne for kvin­ders ret til ud­dan­nel­se og selv­stæn­dig­hed – ik­ke at spil­le kvin­de­fri­gø­rel­ses- kor­tet i ret­ten. Og det si­ger ik­ke så lidt om hen­des de­ter­mi­na­tion

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.