Vi mang­ler tid til de d

Fi­re ud af ti sosu’er har sta­dig min­dre til om­sorg og sam­ta­ler med dø­en­de. Fru­stre­ren­de, si­ger en af dem

BT - - NYHEDER - Jens An­ton Havskov ja­hh@ bt. dk Rie Han­sen

UN­DER­SØ­GEL­SE

Når hr. Nielsen el­ler fru Jensen er dø­en­de, har de selvsagt i høj grad brug for nær­vær og, først og frem­mest, for at få talt om den svæ­re si­tu­a­tion. Men de sosu- as­si­sten­ter og - hjæl­pe­re, som for man­ge æl­dres ved­kom­men­de er de­res tæt­te­ste og nær­me­ste - og of­te ene­ste - kon­takt i hver­da­gen, har ik­ke tid nok til at ud­fø­re ar­bej­det med at ple­je og pas­se æl­dre med­bor­ge­re på til­freds­stil­len­de vis.

I en helt ny lands­dæk­ken­de un­der­sø­gel­se, som FOA har la­vet blandt med­lem­mer­ne på lan­dets ple­je­cen­tre og i hjem­meplej­en, sva­rer næ­sten fi­re ud af ti, at de i dag har min­dre tid til at drage om­sorg for dø­en­de, sam­men­lig­net med for blot to år si­den.

En af dem er 38- åri­ge Rie Han­sen, som bor og ar­bej­der som so­ci­al- og sund­heds­as­si­stent i Hels­in­gør Kom­mu­ne. Hun kan fuld­stæn­dig gen­ken­de bil­le­det af en sta­dig me­re pres­set hver­dag, hvor hun og hen­des kol­le­ger ind imel­lem går hjem og er ke­de af det og fru­stre­re­de over, at de ik­ke har til­stræk­ke­lig tid til at ud­fø­re det ar­bej­de, de el­lers hol­der så me­get af.

Og som de al­le fø­ler er vig- tigt, for­di det hand­ler om med­men­ne­sker, der er i en van­ske­lig si­tu­a­tion.

» Jeg har væ­ret i fa­get i 21 år, så det er he­le mit ar­bejds­liv. Jeg kan godt mær­ke, at der er ble­vet min­dre tid til at gø­re de ting, som jeg fø­ler er me­get vig­ti­ge. Tid­li­ge­re var der lagt me­re an­svar ud til den en­kel­te, hvor vi hav­de vo­res eg­ne bor­ge­re, som vi skul­le sør­ge for og hav­de an­svar for. I dag har vi ik­ke fa­ste li­ster med fa­ste bor­ge­re. Nu kø­rer det he­le in­de fra kon­to­ret, hvor vi dag for dag, når vi mø­der, får en li­ste med de bor­ge­re, som skal dæk­kes, « si­ger hun.

Dår­lig samvit­tig­hed

Sær­ligt når det gæl­der psy­kisk hjælp og støt­te, som sam­ta­ler og om­sorg med dø­en­de hø­rer un­der, kan det som sosu­as­si­stent el­ler - hjæl­per tæ­re på kræf­ter­ne, når der ik­ke er tid nok. For den dår­li­ge samvit­tig­hed na­ger.

» I den kom­mu­ne, hvor jeg ar­bej­der, er der af­sat 13 mi­nut­ter til psy­kisk hjælp og støt­te for de bor­ge­re, der er vi­si­te­ret til det. Det vil si­ge, at jeg har - fra jeg sti­ger ud af bi­len og til jeg sid­der i bi­len igen - 13 mi­nut­ter i alt. Og det er alt­så ik­ke me­get, når man først skal ska­be kon­takt til bor­ge­ren, som man må­ske er ude hos for før­ste gang, og må­ske og­så skal bru­ge tid på en på­rø­ren­de, som er der, og som og­så er stærkt på­vir­ket af si­tu­a­tio­nen og har en mas­se spørgs­mål.

Når man tæn­ker på, at det f. eks. kan hand­le om en føl­som sam­ta­le med en, der har kræft, og hvor der ik­ke er me­re at gø­re, så er 13 mi­nut­ter in­klu­siv at skul­le ind ad dø­ren og ha­ve skabt kon­takt alt­så ik­ke ret me­get, « si­ger Rie Han­sen.

25 bor­ge­re på én dag

Det er ik­ke usæd­van­ligt, at hun og hen­des kol­le­ger på en gi­ven dag har 25 bor­ge­re, de skal ud til. Og når der er syg­dom blandt per­so­na­let, hvil­ket og­så of­te er til­fæl­det, så bli­ver op­ga­ver­ne put­tet ind oven i de øv­ri­ge, der skal nås.

» Det job, vi har, hand­ler om men­ne­sker, og der­for bræn­der vi og­så for det. Jeg el­sker mit ar­bej­de, men jeg kan ty­de­ligt mær­ke, at der er me­re og me­re pres på. Det svæ­re­ste er, at når man har den vi­den og den fag­lig­hed, som jeg har ef­ter 21 år, så er det util­freds­stil­len­de, når man ik­ke al­tid får mu­lig­hed for at ud­fø­re det, man er an­sat til. Man kan si­ge, at al flø­de­skum­met er fjer­net fra lag­ka­gen. Før i ti­den kun­ne man sæt­te sig ned og hol­de den æl­dre i hån­den. Og må­ske kun­ne man gø­re lidt ek­stra som f. eks. at læ­se no­get op fra en avis el­ler lig­nen­de, hvis man blev spurgt om det. Og det er jo ik­ke for­di, man ik­ke vil. Tvær­ti­mod. Der­for er det og­så fru­stre­ren­de, når man kom­mer ud til bor­ge­re, som er ke­de af det, og det ene­ste, man kan gø­re, er at si­ge: Ring op på kon­to­ret. «

TORS­DAG 11. JU­NI 2015

» Du står dér med et dø­en­de men­ne­ske, og du har he­le ti­den et tidspres i bag­ho­ve­det. Så er det, man ved slut­nin­gen af da­gen ind imel­lem må gå hjem ked af det, « si­ger Rie Han­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.