En kort afsked

I modsætning til Stine Buje, fik BT’s Nicolaj Thomas Truelsen aldrig taget ordentlig afsked med sin far

nitr@ bt. dk

Dvar svært. Hverken min far eller jeg – var og – er typer, der åbner æsken med de helt store spørgsmål. Jeg nåede aldrig at tage mig sammen, før det var for sent.

Når jeg tænker tilbage, var jeg konstant i underskud. Hele perioden står meget sløret for mig. Det eneste, jeg husker fra sygdomsforløbet, er alle turene frem og tilbage til sygehuset med min mor og farmor. Stine Buje husker også turene til sygehuset med sin mor. Men som hun skriver i sin bog, husker hun også, hvordan hun fik talt med sin mor om hendes barndom, om det at være mor og så videre. Dér var jeg slet ikke i mine tanker.

Misundelig

Selvfølgelig gjorde min unge alder det ikke lettere, men det er stadig imponerende for mig at se alle de kreative tanker, Stine Buje kunne overskue at tænke under hendes mors sygdomsforløb. Det nåede jeg aldrig.

Man ved aldrig, hvordan man reagerer på at få en besked om, at det snart er slut, før man står midt i det. Jeg lukkede ned, mens Stine Buje åbnede op – både for sig selv og sin mor.

Jeg så min far gå fra at spille golf til knap at kunne løfte sin arm. Til sidst var han helt udmarvet og så pumpet op på morfin, at det var næsten umuligt at tale med ham. Det gjorde det ikke nemmere at få sagt det, der skulle siges, at jeg så min far falde sammen på den måde.

Når jeg læser alt det, Stine Buje og hendes mor nåede sammen, bliver jeg misundelig. Jeg ville ønske, at jeg ligesom hende havde samlet 30 postkort med spørgsmål om min fars liv, mit liv og vores liv sammen.

At han fik givet mig sine sidste råd, og at jeg fik fortalt ham, at jeg nok skulle klare mig. Jeg er sikker på, at det ville have lettet en del af min efterfølgende sorg, hvor jeg havde 25 pct. fravær i 3. g og ofte endte med at bryde sammen, hvis folk spurgte ind til mig. Jeg er sikker på, at det havde gjort det lidt nemmere for min far at give slip i sin sidste tid med store smerter.

Jeg har accepteret, at det for min far og jeg blev en kort og ikke en smuk afsked. I stedet for afskeden, som vi ikke tog, fokuserer jeg på den tid, vi nåede at have sammen, inden sygdommen ramte. Men jeg håber at kunne inspirere andre til at tage mod til den svære samtale – inden det er for sent.

Uden tvivl giver den en lettelse hos både den døende og den pårørende.

Weekend - 13.06.2015