En kort af­sked

I mod­sæt­ning til Sti­ne Buje, fik BT’s Ni­co­laj Thomas Tru­el­sen al­drig ta­get or­dent­lig af­sked med sin far

BT - - KLUMME - Ni­co­laj Thomas Tru­el­sen

ni­tr@ bt. dk

Dvar svært. Hver­ken min far el­ler jeg – var og – er ty­per, der åb­ner æsken med de helt sto­re spørgs­mål. Jeg nå­e­de al­drig at ta­ge mig sam­men, før det var for sent.

Når jeg tæn­ker til­ba­ge, var jeg kon­stant i un­der­skud. He­le pe­ri­o­den står me­get slø­ret for mig. Det ene­ste, jeg hu­sker fra syg­doms­for­lø­bet, er al­le tu­re­ne frem og til­ba­ge til sy­ge­hu­set med min mor og far­mor. Sti­ne Buje hu­sker og­så tu­re­ne til sy­ge­hu­set med sin mor. Men som hun skri­ver i sin bog, hu­sker hun og­så, hvor­dan hun fik talt med sin mor om hen­des barn­dom, om det at væ­re mor og så vi­de­re. Dér var jeg slet ik­ke i mi­ne tan­ker.

Mis­un­de­lig

Selv­føl­ge­lig gjor­de min un­ge al­der det ik­ke let­te­re, men det er sta­dig im­po­ne­ren­de for mig at se al­le de kre­a­ti­ve tan­ker, Sti­ne Buje kun­ne over­skue at tæn­ke un­der hen­des mors syg­doms­for­løb. Det nå­e­de jeg al­drig.

Man ved al­drig, hvor­dan man re­a­ge­rer på at få en be­sked om, at det snart er slut, før man står midt i det. Jeg luk­ke­de ned, mens Sti­ne Buje åb­ne­de op – bå­de for sig selv og sin mor.

Jeg så min far gå fra at spil­le golf til knap at kun­ne løf­te sin arm. Til sidst var han helt ud­mar­vet og så pum­pet op på mor­fin, at det var næ­sten umu­ligt at ta­le med ham. Det gjor­de det ik­ke nem­me­re at få sagt det, der skul­le si­ges, at jeg så min far fal­de sam­men på den må­de.

Når jeg læ­ser alt det, Sti­ne Buje og hen­des mor nå­e­de sam­men, bli­ver jeg mis­un­de­lig. Jeg vil­le øn­ske, at jeg li­ge­som hen­de hav­de sam­let 30 po­st­kort med spørgs­mål om min fars liv, mit liv og vo­res liv sam­men.

At han fik gi­vet mig si­ne sid­ste råd, og at jeg fik for­talt ham, at jeg nok skul­le kla­re mig. Jeg er sik­ker på, at det vil­le ha­ve let­tet en del af min ef­ter­føl­gen­de sorg, hvor jeg hav­de 25 pct. fra­vær i 3. g og of­te end­te med at bry­de sam­men, hvis folk spurg­te ind til mig. Jeg er sik­ker på, at det hav­de gjort det lidt nem­me­re for min far at gi­ve slip i sin sid­ste tid med sto­re smer­ter.

Jeg har ac­cep­te­ret, at det for min far og jeg blev en kort og ik­ke en smuk af­sked. I ste­det for af­ske­den, som vi ik­ke tog, fo­ku­se­rer jeg på den tid, vi nå­e­de at ha­ve sam­men, in­den syg­dom­men ram­te. Men jeg hå­ber at kun­ne in­spi­re­re an­dre til at ta­ge mod til den svæ­re sam­ta­le – in­den det er for sent.

Uden tvivl gi­ver den en let­tel­se hos bå­de den dø­en­de og den på­rø­ren­de.

We­e­kend - 13.06.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.