’ Jeg mi­ste­de sproget – og blev fored­rags­hol­der’

Som ung blev Bir­t­he Vin­ner Nielsen ramt af en hjer­ne­blød­ning. Men hun har lært, at en per­son­lig ka­ta­stro­fe sag­tens kan fø­re no­get godt med sig

BT - - KLUMME - Ma­rie Var­m­ing

Fo­to Claus Bech btwe­e­kend@ bt. dk

HIm­pres­siv afa­si be­ty­der, at hun har svært ved at for­stå sprog. Mens eks­pres­siv afa­si be­ty­der, at hun har svært ved at ud­tryk­ke sig. » Jeg har svært ved ord, der star­ter med S, el­ler ord med man­ge kon­so­nan­ter, som for ek­sem­pel sprog, « for­kla­rer Bir­t­he og næv­ner or­dets fi­re kon­so­nan­ter i vil­kår­lig ræk­ke­føl­ge. » Ja, nog­le ord er ba­re svæ­re, « si­ger hun og slår ud med ar­me­ne. Hen­des sæt­nin­ger har sta­dig – 26 år ef­ter hjer­ne­blød­nin­gen – en ten­dens til at bli­ve kom­pli­ce­re­de, li­ge­som lan­ge ord ind imel­lem for­vand­ler sig, fra de for­mes i Bir­t­hes hjer­ne, til de når lyt­te­rens øre og har en ten­dens til at bli­ve lidt ufor­stå­e­li­ge.

Til­ba­ge på fo­de

Fy­sisk har hun og­så mén. Når hun be­væ­ger sig rundt i det lil­le hus, er gan­gen lang­som. Og når hun gi­ver hånd, skal høj­re hånd ha­ve god hjælp af den ven­stre for at kom­me frem i po­si­tion. Al­li­ge­vel har hun kaf­fen klar på kan­den. For er der no­get, Bir­t­he Vin­ner Nielsen har lært, er det, at det ik­ke nyt­ter at gi­ve op. At det var lek­tien, hun skul­le læ­re af sin syg­dom, fandt hun hur­tigt ud af.

Omvælt­nin­ger­ne var sto­re, da Bir­t­he skul­le gen­vin­de sit fod­fæ­ste i li­vet. Ef­ter fle­re må­ne­ders in­ten­siv genop­træ­ning vend­te hun til­ba­ge til sin sko­le, hvor hun bå­de fik lov at pas­se bi­bli­o­te­ket, hjæl­pe med spe­ci­ale­le­ver og vi­ka­ri­e­re for si­ne gam­le kol­le­ger.

» Men det gik slet ik­ke. Jeg hav­de svært ved at ta­le, og jeg blev me­get hur­tigt træt. Jeg måt­te hur­tigt op­gi­ve at stå ale­ne med en klas­se, « hu­sker hun.

Og­så på hjem­me­fron­ten skul­le hun fin­de ud af at få æg­te­man­den til at gå i takt med det nye men­ne­ske, hun var ble­vet.

» Max kun­ne væ­re barsk ind imel­lem. Han vil­le he­le ti­den væ­re lidt læn­ge­re frem­me, end jeg vil­le væ­re med til. Jeg kan hu­ske en­gang, vi var i som­mer­hus, hvor han hav­de ta­get en bold med og prø­ve­de at sky­de den over til mig. Jeg blev ved med at si­ge til ham, at han skul­le la­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.