M

BT - - SØNDAG - Cnie@ bt. dk

ed bit­tes­må skridt dre­jer hun rol­la­to­ren rundt i sit stil­le væ­rel­se på Hes­sela­ger Ple­je­cen­ter på Øst­fyn. Lang­somt, for­sig­tigt slip­per hun vog­nens hånd­tag og ræk­ker en kro­get ven­stre hånd frem til en hil­sen. Den høj­re er ble­vet fø­lel­ses­løs. Det er to år si­den, Ni­ni Theila­de for sid­ste gang un­der­vi­ste i bal­let. Den­gang var hun 98 år. I mor­gen fyl­der hun 100. Og var det ik­ke for et uhel­digt fald i 2013, hav­de hun sta­dig sid­det for­an un­ge, hå­be­ful­de dan­se­re og ham­ret sin stok i gul­vet, når hun men­te, de ik­ke gjor­de sig uma­ge. Nu er to in­dram­me­de pla­ka­ter med hen­des navn og bil­le­de på det ene­ste, der vid­ner om, at der for en­den af gan­gen på det lil­le ple­je­hjem bor en ver­dens­stjer­ne.

» Jeg hø­rer jo ik­ke godt læn­ge­re, « si­ger hun sag­te, da hun møj­som­me­ligt har pla­ce­ret sig i en læ­ne­stol ved væg­gen.

» Men jeg kan tæn­ke mig, at du vil hø­re om mit liv. Det var dog en for­fær­de­lig op­ga­ve at stil­le en gam­mel ko­ne som mig. Mit liv har væ­ret sinds­sygt, si­ger jeg dig. Fuld­stæn­dig sinds­sygt. « ’ Spin­del­vævs­fi n og blom­ster­ag­tig.’

Mit­tel­deut­sche Zei­tung ’ Skæl­ver til mu­sik­ken som et græs­strå i en let bri­se.’

Pa­ris- Soir ’ Fjor­ten et halvt år, lil­le­bit­te, for­met som en an­tik mar­morskul­p­tur, adræt som en fugl, bø­je­lig som et siv.’

Mes­sa­ger de Mon­treux

Året er 1929. Eu­ro­pa har net­op væ­ret vid­ne til no­get, der al­drig er set før. En ’ lil­le dansk stjer­ne med et yn­de­fuldt ud­tryk’ har helt ale­ne på sce­nen ud­for­dret alt, hvad man hidtil har kendt til bal­let. Må­ben­de har pu­bli­kum og an­mel­de­re set til, mens en 14 år gam­mel pi­ge med gro­te­ske pa­ro­di­er og en be­syn­der­lig blan­ding af bal­let­trin og be­væ­gel­ser har be­ta­get dem. ‘ Ko­ket og char­me­ren­de’. På en gang uskyl­dig og ero­tisk.

I dag kal­der man det, de var vid­ne til, for ’ mo­dern dan­ce’- tek­nik. Men i 1929 er den slags slet ik­ke set i Eu­ro­pa end­nu. Bal­let­dan­ser Ni­ni Theila­de, der i dag er kendt som pio­ner og kron­vid­ne til de vig­tig­ste pe­ri­o­der af det 20. år­hund­re­des dan­se­hi­sto­rie, er net­op ble- vet op­da­get dér på sce­nen. For hen­des fød­der lig­ger New York, Bal­let Rus­se de Mon­te Car­lo, he­le ver­den.

Men og­så et liv, skal det vi­se sig, hvor hen­des ene­ste ven­ner er usyn­li­ge, og hvor hen­des alt­do­mi­ne­ren­de mor stik­ker af med hen­des for­lo­ve­de.

At Ni­ni Theila­de skul­le bli­ve kendt i he­le ver­den, var der in­gen, der hav­de spå­et. Fak­tisk var der in­gen, der tro­e­de, hun vil­le over­le­ve, da hun i 1915 kom til ver­den på Ja­va i In­do­nesi­en. Hun er dat­ter af den dan­ske trans­la­tør Hans Theila­de, der i en ko­lo­ni af an­dre eu­ro­pæ­e­re ar­bej­de­de på en stor, lo­kal suk­ker­fa­brik, og den smuk­ke, ind­fød­te Jo­an­na Ca­ta­ri­na, der var en blan­ding af in­do­ne­sisk, polsk, fransk og tysk op­rin­del­se og di­rek­te eft er­kom­mer af en ma­ha­ra­ja fra Ja­va, og som un­der­vi­ste de eu­ro­pæ­i­ske børn i ryt­mik og pæ­da­go­gisk dans.

Suk­ker­fa­brik­kens læ­ge kald­te de ’ Slag­te­ren’. Han hav­de kun én di­ag­no­se: blind­tarms­be­tæn­del­se. Da Ni­ni Theila­des mor i ot­ten­de må­ned kla­ge­de over ma­ve­s­mer­ter, faldt det ham der­for ik­ke ind, at hun kun­ne ha­ve ve­er, så han spræt­te­de hen­des ma­ve op. Un­der narko­sen fød­te hun plud­se­lig en lil­le pi­ge. Eft er den bar­ba­ri­ske ope­ra­tion var mo­de­rens liv i fa­re, og bar­net blev smidt i en kurv. Men Ni­ni Theila­de trak vej­ret. Og på miraku­løs vis over­le­ve­de hun.

Mo­de­ren der­i­mod fi k eft er det vold­som­me ind­greb fj er­net he­le sit un­der­liv og måt­te re­sten af sit liv dø­je med stær­ke smer­ter og er­ken­del­sen af, at hun al­drig vil­le få fl ere end det ene barn. En skæb­ne, som Ni­ni Theila­de 100 år se­ne­re sta­dig spe­ku­le­rer over, om mo­de­ren no­gen­sin­de til­gav hen­de.

Som barn var Ni­ni Theila­de ik­ke det fj er­ne­ste in­ter­es­se­ret i dans. Mo­de­rens dan­sesko­le fan­ge­de al­drig rig­tigt dat­te­ren, selv om hun så let som in­gen­ting kun­ne ud­fø­re de øvel­ser, hun fi k. Da Ni­ni Theila­de som 10- årig fl yt­te­de med sin mor og far fra det tro­pi­ske kli­ma i In­do­nesi­en til et råkoldt og gråt Kø­ben­havn, men­te hen­des mor der­for, at der kun var ét sted, hvor dat­te­ren kun­ne få en pas­sen­de op­dra­gel­se: Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter.

Kas­se­ret af læ­gen

Til op­ta­gel­ses­prø­ve på Den Kon­ge­li­ge Bal­let im­po­ne­re­de den 10- åri­ge pi­ge, der hver­ken kend­te til sproget el­ler kul­tu­ren i Dan­mark, dem al­le. Ta­len­tet var åben­lyst. ‘ Hen­de ta­ger vi!’, lød det be­gej­stret, in­den en læ­ge som sid­ste in­stans ka­ste­de et blik på hen­de. ‘ Nej. Med de fød­der bli­ver hun al­drig dan­ser,’ sag­de han og gik.

Den Kon­ge­li­ge Bal­let er et af Eu­ro­pas æld- ste bal­let­kom­pag­ni­er og i dag et af det mest an­er­kend­te i ver­den. Det var den dan­ske bal­let­me­ster Au­gust Bour­non­vil­le, der i lø­bet af 1800- tal­let for al­vor fi k bal­let­ten til at spi­re i Dan­mark. Han kom di­rek­te fra Pa­ris og send­te et pust fra var­me­re him­mel­strøg ind på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter, og mens bal­let­ten stod i stam­pe i re­sten af Eu­ro­pa, lyk­ke­des det Bour­non­vil­le at få den til at blom­stre i Dan­mark.

Men uden for Det Kon­ge­li­ge Te­a­ters ro­man­ti­ske fan­ta­si­ver­den blæ­ste nye vin­de. Fil­men, bi­len, te­le­fo­nen, fl yve­ma­ski­nen og kvin­de­ret­tig­he­der­ne var på vej. Og i be­gyn­del­sen af 1900- tal­let var og­så en bal­le­tre­vo­lu­tion på vej. Den kom fra Rusland. Ual­min­de­lig dyg­ti­ge dan­se­re fra bal­let­kom­pag­ni­et Les Bal­let Rus­se ind­t­og Pa­ris med far­ve­rig og sensu­el bal­let, der al­drig var set før, og som i 1910’ er­ne og 1920’ er­ne im­po­ne­re­de ud over al­le græn­ser.

Ud­mat­tet i Pa­ris

Det var i dis­se år, Ni­ni Theila­de rej­ste til Pa­ris sam­men med sin mor. Nok var den 10- åri­ge pi­ges an­k­ler dømt for sva­ge og hen­des fød­der for spink­le af Den Kon­ge­li­ge Bal­let, men det slog ik­ke mo­de­ren ud.

» Mor hav­de sat sig for, at jeg skul­le væ­re dan­ser, og så skul­le jeg væ­re dan­ser. Uden vi­de­re fl yt­te­de vi fra Dan­mark til Frank­rig. Der var re­vo­lu­tion i Rusland på det tids­punkt, og hun hav­de hørt, at den rus­si­ske bal­let var fl yg­tet til Frank­rig. Så der stod vi. I end­nu et nyt land, hvor jeg hel­ler ik­ke kend­te sproget, « si­ger Ni­ni Theila­de.

Hun ta­ler af­dæm­pet, men sta­dig med en fi n, næ­sten ade­lig di­a­lekt, der hø­rer det for­ri­ge år­hund­re­de til. Som en even­tyro­p­læ­ser på et gam­melt kas­set­tebånd. Det al­dren­de an­sigt træk­ker sig sam­men, og øj­ne­ne ud­spi­les i takt med dra­ma­tur­gi­en i hen­des erin­drin­ger. Kun få gan­ge glip­per et navn. El­ler tit­len på et digt.

» Kom så, « si­ger hun utå­l­mo­digt hen­vendt til sin egen hjer­ne, mens hun kni­ber øj­ne­ne i. Så re­ci­te­rer hun dig­tet, ind­til tit­len at­ter duk­ker frem i hukom­mel­sen.

I lej­lig­he­den i Pa­ris blev spi­sestu­en ind­ret­tet som dan­sestu­die. To gan­ge om da­gen trop­pe­de en pi­a­nist og en dan­se­læ­rer op, og gen­nem fi re år blev Ni­ni Theila­de træ­net i bal­let. Aft ens­ma­den fi k hun ser­ve­ret i sin seng kl. 19.30. Der­eft er gik hun ud som et lys.

» Jeg var så død­træt he­le ti­den. Det er det, jeg hu­sker bedst. Og når jeg ik­ke træ­ne­de, slæb­te mor mig med til al­le fo­re­stil­lin­ger med æg­te rus­sisk bal­let, Bal­let Rus­se. Så sag­de hun: ’ Sug det til dig, lad dig in­spi­re­re’. Og jeg el­ske­de det! «

På det tids­punkt hav­de Bal­let Rus­se gjort bal­let til hø­je­ste mo­de. Dan­ser­ne vak­te sen­sa­tion og op­sigt overalt i Eu­ro­pa, når de op­t­rå­d­te med dri­sti­ge og li­den­ska­be­li­ge fo­re­stil­lin­ger med far­ve­ri­ge kostu­mer til nu­ti­dig mu­sik. Kom­pag­ni­et hav­de og­så stor ind­fl ydel­se på ti­dens smag, mo­de og kunst, og i dag reg­nes Bal­let Rus­se for det mest ind­fl ydel­ses­ri­ge bal­let­kor­ps i det 20. år­hund­re­de.

Man­den i spid­sen, Ser­gei Di­ag­hilev, dø­de i 1929. Og kom­pag­ni­et blev op­løst og dan­ser­ne spredt for al­le vin­de.

Sam­me år fi k Ni­ni Theila­de sin so­lo­de­but. Fo­re­stil­lin­gen var den 15. novem­ber, da hun var ba­re 14 år, og fo­re­gik i Haag, hvor hun blev mar­keds­ført som en ‘ ekso­tisk sen­sa­tion’. Den hol­land­ske kon­ge­fa­mi­lie kom til fo­re­stil­lin­gen. Ni­ni Theila­de, der end­nu var et barn, hav­de selv koreo­gra­fe­ret sin bal­let ’ Por­celai­ne Da­noise’.

Fan­klub­ber og in­ter­view

» Mi­ne for­æl­dre hav­de en sta­tue af en dan­se­rin­de i Det Kon­ge­li­ge Por­ce­læn. Det var den, jeg la­ve­de en dans på. Hver ene­ste ting, som sag­de mig no­get, skul­le jeg la­ve en dans til. Jeg le­ve­de mig ind i det, og det var der­for, det gik så godt. Og idet mi­ne fød­der gan­ske rig­tigt ik­ke eg­ne­de sig til tra­di­tio­nel bal­let, la­ve­de jeg min egen dan­sestil, « si­ger hun.

Mod­ta­gel­sen var over­væl­den­de. Den lil­le pi­ge med den dan­ske far og ekso­ti­ske, smuk­ke mor op­t­rå­d­te med en be­syn­der­lig blan­ding af bal­let­trin og fi ne, gro­te­ske be­væ­gel­ser og kom på tur­né i Hol­land, Schweiz, Frank­rig, Tys­kland, Sve­ri­ge og Dan­mark. I to år rej­se hun rundt med sin sæ­reg­ne bal­let, blev fulgt af si­ne eg­ne fan­klub­ber og in­ter­viewet til al­le bla­de.

» Fra det øje­blik rul­le­de rou­let­ten. Jeg for­står ik­ke, at jeg ik­ke blev lidt mær­ke­lig i ho­ve­d­et, for jeg var dog et barn, « si­ger hun.

Med sæn­ket ha­ge kig­ger hun op som over en bril­le­kant og kan på si­ne gam­le da­ge al­li­ge-

Char­lot­te Nielsen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.