F

BT - - SØNDAG - Jacob Teil­mann

ore­stil dig, at du går mut­ters ale­ne i sko­ven. Du ny­der stil­he­den og na­tu­ren i di­ne eg­ne tan­ker. Ud af det grøn­ne duk­ker en nø­gen mand frem og be­gyn­der at ona­ne­re li­ge for­an dig. Der går nog­le se­kun­der, hvor din hjer­ne ik­ke for­står det bizar­re syn, og hvis man kan ta­le om to for­skel­li­ge ver­de­ner, der mø­des, så er det gan­ske ram­men­de. Så­dan op­le­ve­de 36- åri­ge Rik­ke Tjør­ring det for­le­den. Hun går oft e tur i sko­ven og ny­der sit frirum. Tirs­dag var hun i Jæ­gers­borg Hegn nord for Kø­ben­havn og hav­de net­op nydt stil­he­den ved en sko­vsø, da hun gik vi­de­re ad en sti.

Da sneg fryg­ten sig ind på hen­de

» Da blev jeg ut­ryg. Jeg tænk­te: ’ Jeg er ale­ne i en skov med en ona­ne­ren­de mand. Hvad kan han fi nde på? Når han kan fi nde på det her, hvad kan han så?’ Jeg tror, jeg blev ban­ge, for­di jeg ik­ke kan re­la­te­re no­get som helst i mig til at sprin­ge frem og ona­ne­re for­an en frem­med. Og når jeg ik­ke for­stod hans tan­ke­gang, hvad kun­ne han så el­lers fi nde på?

Blot­ter­ne må alt­så godt li­ge tæn­ke over, at de sæt­ter en frygt i gang i en kvin­de, der er ale­ne. Der er ta­le om en kræn­kel­se. Man er jo fy­sisk un­der­le­gen, og man fø­ler sig me­get ud­sat, « si­ger Rik­ke.

Be­hov for at snak­ke

På vej­en til­ba­ge mød­te hun en mand­lig lø­ber, som hun vend­te episo­den med. Hun fi k og­så stand­s­et en kvin­de­li­ge hund­e­luf­ter, som hun ad­va­re­de.

» Jeg hav­de be­hov for at snak­ke med no­gen med det sam­me og ik­ke fø­le mig ale­ne. Voldtægt er jo nok en­hver kvin­des vær­ste ma­re­ridt, og det er jo de tan­ker, blot­te­ren sæt­ter i gang med sin hand­ling. «

Iføl­ge eks­per­ter er voldtægt me­get sjæl­dent en ri­si­ko ved en blot­ter. Blot­te­ren øn­sker pri­mært at vi­se sig frem og ska­be en cho­k­eff ekt ved sin hand­ling. Det er dét, som gi­ver et ki­ck. Oft e er det mænd, der væl­ger den­ne frem­gangs­må­de, og oft e er de helt al­min­de­li­ge og vel­fun­ge­ren­de.

Eft er episo­den kan Rik­ke da og­så gri­ne lidt ad det he­le.

» Det var bizart. Det hav­de og­så no­get barn­ligt og lidt hu­mo­ri­stisk over sig, at han vil­le vi­se sin tis­se­mand frem. Han var ik­ke for­hut­let. Han var fak­tisk en pæn, mi­dal­dren­de . mand, der ik­ke hav­de et ondt ud­tryk. Men jeg blev kræn­ket, for sko­ven er mit frirum, og det er en uem­pa­tisk ad­færd, som er svær at sæt­te sig ind i. Det vir­ker gro­tesk, at han lig­ger der nø­gen i sko­ven og ven­ter på en mu­lig­hed, « si­ger Rik­ke.

.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.