’ Lars kan bru­ge m

Sól­run Løk­ke Ras­mus­sen støt­ter loy­alt sin po­li­ti­ker- mand, men er og­så en stærk spar- rings­part­ner for ham

BT - - NYHEDER - In­ge­li­se Skryd­strup isk@ bt. dk

HUSTRURÅD

De an­kom hånd i hånd, men selv­om hun løb og fandt fle­re smut­ve­je mel­lem fo­to­gra­fer­ne, nå­e­de hun ik­ke at si­ge far­vel til ham, før han var vi­de­re til det næ­ste pres­se­mø­de.

Søn­dag tog Sól­run Løk­ke Ras­mus­sen til Fol­ke­mø­de på Born­holm med sin mand, Ven­stres for­mand og stats­mi­ni­ster­kan­di­dat Lars Løk­ke Ras­mus­sen. Det var hen­des chan­ce for at væ­re sam­men med ham i den spar­som­me tid un­der valg­kam­pen. Men da hun ser Lars Løk­ke Ras­mus­sen for­svin­de i mæng­den, hi­ver hun hans per­son­li­ge as­si­stent i ær­met og be­der ham hil­se og si­ge far­vel. Og så ven­der hun sig om.

» Nå, skal vi ik­ke fin­de et sted at spi­se frokost, « si­ger hun og har al­le­re­de et sted i tan­ker­ne ne­de i Al­lin­ge ved hav­nen.

Sól­run Løk­ke Ras­mus­sen er no­to­risk kendt som sin mands mest loy­a­le og tro­fa­ste støt­te. Det er hen­de, der har be­va­ret beg­ge ben på jor­den, når Lars Løk­ke Ras­mus­sen har væ­ret i kri­se. Hen­de han kan sto­le 100 pct. på, hen­de han kan de­le alt med. Nu nær­mer valg­da­gen sig, og Sól­run Løk­ke Ras­mus­sen har sagt ja til at væ­re med til at løf­te slø­ret for, hvad kvin­den bag en af de to stats­mi­ni­ster­kan­di­da­ter tæn­ker.

» Vi er fak­tisk ik­ke så me­get sam­men i de her da­ge, med­min­dre jeg kom­mer med på en tur som her. Men jeg læg­ger da mær­ke til, at han er me­re frisk og har me­re ener­gi om mor­ge­nen, selv­om han er kom­met sent i seng. Han sover og­så bed­re om nat­ten, « for­tæl­ler hun.

Hvor­dan støt­ter du ham nu, og når han tid­li­ge­re har haft be­hov for det?

» Jeg kan væ­re der og lyt­te, så han kan læs­se af og si­ge alt det, han ik­ke kan si­ge ude i det åb­ne. Og så er vi go­de til at snak­ke om tin­ge­ne. Hvis du kan hu­ske ma­ra­ton­pres­se­mø­det sid­ste for­år f. eks., var det en idé, han og jeg sad og fandt på op­pe i som­mer­hu­set i Sve­ri­ge. Vi vend­te og dre­je­de al­le mu­lig­he­der. Om vi tur­de, om det skul­le væ­re på dansk el­ler en­gelsk. Hvad der var fordele og ulem­per ved det he­le. Vi kan godt få go­de ide­er og in­spi­re­re hin­an­den og væ­re kon­struk­ti­ve sam­men. «

De an­dre snak­ker stra­te­gi

Du kan gi­ve ham no­get an­det end de per­son­li­ge rå­d­gi­ve­re?

» Ja, de an­dre snak­ker stra­te­gi, jeg kan me­re bi­dra­ge med al­min­de­lig sund for­nuft. Jeg si­ger, at han skal hol­de sig til at for­tæl­le folk, hvor­dan tin­ge­ne hæn­ger sam­men. Han skal ik­ke snak­ke for hur­tigt, men ba­re væ­re sik­ker på sig selv og slap­pe af. «

Hvad læg­ger du mær­ke til, når du hø­rer hans ta­le?

» Te­ma­et er ef­ter­hån­den kendt, så jeg re­gi­stre­rer mest æn­drin­ger i stil og form. I dag ( søn­dag, red.) blev han f. eks. rørt, da han nævn­te sin mor, og da tænk­te jeg li­ge, ’ ups, hvor­dan kom­mer han nu vi­de­re’. Han er et føl­somt men- ne­ske, og vi er på Born­holm, hvor hun var fra. Men han sam­le­de sig. «

Da I mød­te hin­an­den for 27 år si­den, vid­ste du, at I nok ik­ke kom til at sid­de lå­re­ne af hin­an­den?

» Ja, han har væ­ret po­li­ti­ker fra før­ste dag. Jeg vid­ste, hvad jeg gik ind til. Det har ik­ke væ­ret no­get pro­blem. Der er selv­føl­ge­lig nog­le ting, der er bed­re end an­dre. Men jeg sy­nes al­tid, at en valg­kamp er spæn­den­de. Det er re­gu­lær kamp, hvor det ik­ke ba­re er slad­der og bag­ta­lel­se. I valg­kam­pen hand­ler det om po­li­tik, og det er re­gu­lært. Alt det an­det er min­dre re­gu­lært. «

Som for ek­sem­pel de man­ge ne­ga­ti­ve hi­sto­ri­er om hans per­son?

» Ja, det har væ­ret lidt hårdt. Og­så for­di han ik­ke kun­ne for­stå, hvor­for de kom, og hvor­for de var så vold­som­me. Men li­ge nu er det sjovt, og Lars sag­de da og­så ’ yes’, da val­get blev ud­skre­vet. Det er det, der dri­ver ham. «

’ Jeg sid­der ik­ke og ven­ter’

Hvor­dan er det at skul­le nø­jes med ham i den tid, der bli­ver ti­l­overs fra hans po­li­ti­ske liv?

» Det har jeg det godt med. Jeg er ik­ke af­hæn­gig af ham på den må­de, det har jeg al­drig væ­ret. Jeg har mit ar­bej­de, mi­ne børn, mi­ne ven­ner og mi­ne eg­ne in­ter­es­ser. Jeg sid­der ik­ke og ven­ter på, at han kom­mer hjem. Det har jeg al­drig gjort. «

Men det hand­ler må­ske og­så om, at han må gri­be ef­ter mag­ten og ind­fly­del­sen, når den er in­den for ræk­ke­vid­de?

» Ja, man må ba­re sti­ge på to­get, når det er der. Selv­føl-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.