Lat­te­ren, der blev tavs

Han var en af dansk te­a­ters sjove­ste mænd og stør­ste stjer­ner. Men for ni år si­den stop­pe­de Claus Ryskjær sin kar­ri­e­re

BT - - NAVNE - Jakob Ste­en Ol­sen jso@ ber­ling­s­ke. dk Sku­e­spil­ler Claus Ryskjær fyl­der 70 år. Fo­to: Nils Meilvang og An­dreas Beck

70 ÅR I MOR­GEN

Claus Ryskjær fi k sce­neskræk. Han blev gan­ske en­kelt ban­ge for at gå ind for­an pu­bli­kum.

Det kan væ­re svært at for­stå, når man tæn­ker på, hvor er­fa­ren en sku­e­spil­ler, han var. Men og­så når man tæn­ker på den po­pu­la­ri­tet, som om­bøl­ge­de ham.

Få har væ­ret så el­sket og så ba­det i lat­ter og ap­plaus som Claus Ryskjær. I man­ge sæ­so­ner så po­pu­lær, at han var en af de stjer­ner, om hvem man sag­de, at de for al­vor kun­ne sæl­ge bil­let­ter. Først og frem­mest i det så­kaldt ’ let­te’ re­per­toi­re.

Her var han på hjem­me­ba­ne med sin fl abe­de char­me og fræk­ke ta­lent, der lod ham svin­ge mel­lem storm og stille, gal­skab og pe­dan­te­ri. Mel­lem den hø­j­eks­plo­si­ve, ed­der­spænd­te og højtrå­ben­de ener­gi­ud­lad­ning på den ene si­de og – må­ske al­ler­mors­omst – den helt stille, be­fi ppe­de ko­mik på den an­den. Som re­gel al­tid med men­ne­ske­lig­he­den og so­li­da­ri­te­ten med fi gu­rer­ne i be­hold. På ABC- Te­a­tret og se­ne­re på Pri­vat Te­a­tret i al­le for­veks­lings – og for­vik­lings­far­cer­ne fra ’ Skaf mig en tenor’ til pro­mil- le­klas­si­ke­ren ’ Den grøn­ne ele­va­tor’. Oft e i par­løb med Ulf Pil­gaard, se­ne­re med Lis­bet Da­hl. Un­der­ti­den og­så med dem beg­ge to li­ge i nær­he­den.

En trio, som op­stod i revy­er­ne in­de i Ti­vo­li, le­ve­de vi­de­re i ko­mik – og sa­ti­reud­sen­del­ser på fj ern­sy­net, og som si­den skul­le væ­re en om­trent urok­ke­lig at­trak­tion un­der telt­du­gen i Cir­kus­revy­en ude på Bak­ken. Claus Ryskjær nå­e­de at med­vir­ke i 14 af slagsen.

Brød igen­nem med Nu­ser

Han er ud­dan­net på Pri­vat­te­a­tre­nes Elevsko­le i 1966 og brød igen­nem som in­gen rin­ge­re end Nu­ser i ’ Ra­di­ser­ne’ på Ung­dom­mens Te­a­ter. Det var i 1970. Han vil­le egent­lig ger­ne selv prø­ve kræft er med så me­get an­det og­så, men hur­tigt blev han en af dansk te­a­ters sjove mænd i for­læn­gel­se af Jør­gen Ryg og Dirch Pas­ser – sam­men­lig­nin­ger­ne har han al­drig selv brudt sig om.

Hans med­vir­ken som den fl øse­de fo­to­graf Bo i lør­dags­se­ri­en ’ Hu­set på Chri­sti­ans­havn’ for­stær­ke­de hans po­si­tion som et navn, al­le kend­te. Ved si­den af alt det sjove fi k han lej­lig­heds­vis lov til at vi­se, hvor god en ka­rak­ter­sku­e­spil­ler, han og­så var, for ek­sem­pel som kræft ramt ar­bej­der i Ni­ko­li­ne Wer­del­ins ’ Bob­ler­ne i bæk­ken’, som stik­ker i ’ Ed­der­kop­pen’ el­ler gam­melso­ci­a­list i Lot­te Svend­sens spil­le­fi lm ’ Tid til for­an­dring’.

Ang­sten for at glem­me

Men i 2006 tog Claus Ryskjær alt­så kon­se­kven­sen af det te­a­ter­for­løb, han net­op hav­de over­le­vet, men som hav­de væ­ret så ræd­sels­fuldt, at det var in­va­li­de­ren­de. Han hav­de åb­net den dør, en sku­e­spil­ler al­drig skal åb­ne: dø­ren til den angst, som kan be­mæg­ti­ge sig en sku­e­spil­ler, hvis han plud­se­lig bli­ver ban­ge for at glem­me si­ne replik­ker.

Det, der be­gynd­te som stor

TORS­DAG 25. JU­NI 2015 om­hu for fa­get, mas­ser af sort kaff e, ci­ga­ret­ter og fl os­se­de ner­ver før en pre­mi­e­re, ud­vik­le­de sig til et le­ven­de ma­re­ridt, Claus Ryskjær ik­ke læn­ge­re kun­ne sty­re. Han tro­e­de, at han skul­le ta­ge et sab­batår i kølvan­det på si­ne op­le­vel­ser, men indså snart, at kar­ri­e­ren var slut.

Sid­ste gang, han stod på sce­nen, var i ’ Ro­sen­krans og Gyl­den­stjer­ne er dø­de’ på Ave­ny- T , og si­den har han ik­ke vist sig på en te­a­ter­s­ce­ne. Det er der god grund til at be­græ­de. Få kun­ne få os til at gri­ne så befriende som ’ Rys­se’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.