’ Jeg skra­be­de bun­den og var en Pal­le- ale­nei- ver­den, da beg­ge mi­ne for­æl­dre plud­se­lig dø­de’

BT - - NYHEDER - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

Jeg un­drer mig me­get over ... at jeg har få­et et brev fra Skat ved­rø­ren­de en bil, jeg ik­ke har haft i fem­ten år. De me­ner, jeg mang­ler at be­ta­le no­get af­gift . Man kan jo nær­mest ik­ke ta­ge sta­ten al­vor­ligt me­re, man skal la­ve al­ting selv med blandt an­det NemID. Jeg hå­ber, den di­gi­ta­li­se­rings­pe­ri­o­de er over­stå­et snart. Man har jo ik­ke an­det end bøvl, og­så med de di­gi­ta­le po­st­kas­ser. Men jeg vil godt un­der­stre­ge, jeg ik­ke har no­get imod at be­ta­le skat, men hvis man kom­mer på en lang ven­te­li­ste, når man har brug for f. eks. et ho­spi­tal, så vil det bli­ve så­dan, at der er folk, der ik­ke gi­der la­ve no­get for det her sam­fund. Jeg er enormt ban­ge for ... kort sagt at skuf­fe pu­bli­kum. Jeg kan næ­sten våg­ne op, ba­det i sved med den frygt. I sær­de­les­hed de sid­ste fj or­ten da­ge før pre­mi­e­ren, hvor man sku­e­spil­ler for en tom sal. Til sidst tror man ik­ke på den, for­di der ik­ke er no­gen re­ak­tio­ner. Så er det, man si­ger: ’ Der skal vand i bas­si­net’, det be­ty­der, at man spil­ler for et prø­ve­pu­bli­kum og ser, om ma­te­ri­a­let hol­der vand. Der er al­tid no­get, der bli­ver ret­tet til el­ler for­kor­tet. Men der er nu al­drig to ens pu­bli­kum. Der er for­skel på, om vi spil­ler for vo­res pen­sio­ni­ster, el­ler når det er po­li­ti og brand­væ­sen. Og dem, der er i 30er­ne, re­a­ge­rer ik­ke som dem, der er over 60. Den al­ler­sjove­ste, jeg op­le­ver, er ... når pu­bli­kum mo­rer sig. Men el­lers får det mig til at gri­nem, når jeg ser ’ Hal­løj på Ba­de­ho­tel­let’ med Jo­hn Cle­e­se el­ler den fran­ske ’ Al­lo Al­lo’. Aft ener­ne eft er vi har spil­let revy, har vi travlt med at ... vi spi­ser nat­mad. Mu­si­ke­re og sku­e­spil­le­re skift es til at ser­ve­re ma­den, og så slapper vi af og gri­ner og pjat­ter. Kam­me­rat­ligt samvær er vig­tigt at hol­de fast i. Da jeg be­gynd­te i den­ne her bran­che, var det al­min­de­ligt, at man drak whi­sky el­ler øl og bit­ter, men det dø­de med Ryg, Kaas og Pas­ser. I dag er der fl ere sund­heds­a­post­le blandt sku­e­spil­ler­ne, som ta­ger smoo­t­hies med vi­ta­min­tilskud i ste­det. Mit livs al­ler­stør­ste dra­ma var, da ... jeg mi­ste­de mi­ne for­æl­dre som 20- årig. Først dø­de min far og si­den min mor. Beg­ge af kræft i lø­bet af ot­te må­ne­der. Min far fi k fj er­net sit ene øje, for­di kræft en var gå­et i lym­fer­ne. Og min mor dø­de af lun­ge­kræft , selv­om hun ik­ke røg. Da var jeg ne­de at skra­be bun­den, jeg var en Pal­le- ale­ne- i- ver­den, og jeg ane­de ik­ke en skid om no­get som helst - så­dan er det jo at væ­re 20. Men man er jo sin egen lyk­kes smed, du kan ik­ke for­ven­te, an­dre red­der dig, du må kla­re dig selv. Li­vet i Ny­kø­bing Fal­ster er ... skønt og af­slap­pen­de, men man skal væn­ne sig til, at alt luk­ker kl. 17 og om lør­da­gen kl. 13. Den ene­ste byg­ning, der er åben fre­dag aft en, er te­a­tret - bort­set fra ca­fe­er og re­stau­ran­ter. Men nu er man­ge og­så ta­get ud til Ma­ri­en­lyst. Men det er ik­ke me­get vær­re, end Hvi­d­ov­re var en­gang. Det så ud som om der var sprun­get en bom­be eft er kl. 17.30, så få men­ne­sker var der på ga­den. Jeg er glad for at væ­re i Ny­kø­bing Fal­ster, men vi har og­så en lil­le lej­lig­hed i Kø­be­h­navn, min ko­ne og jeg fl yt­ter nok de­r­ind per­ma­nent en dag. No­get, der kan få mig til at sove dår­ligt, er ... når folk ik­ke for­står mig, når jeg tror fuldt og fast på, at et be­stemt indslag på revys­ce­nen er sjovt. Men o. k., jeg reg­ner nu hel­ler ik­ke mig selv for at væ­re et ge­ni. Jeg har et had- kær­lig­heds­for­hold til ... po­li­tik, jeg sy­nes jo, det er svært at fi nde ud af, hvor­dan man bygger po­li­tik – da der var valg sid­ste gang i 2011, gik Lars Løk­ke Ras­mus­sen frem og vandt man­da­ter, men ik­ke nok til, at de kun­ne bli­ve eni­ge på den blå si­de, så han gav nøg­ler­ne til Hel­le Thor­ning, der tab­te ni man­da­ter. Og nu er si­tu­a­tio­nen omvendt, hun har vun­det fi re, og han har tabt 13, og han skal la­ve re­ge­ring igen, jeg kan ik­ke for­stå det. Det går galt i Dan­mark om ti år, hvis vi ... ven­der ryg­gen til sam­men­hol­det. Det, at fag­for­e­nin­ger er ved, at luk­ke, for­di folk ik­ke vil be­ta­le til dem. Jeg ha­der mis­un­del­se, lønt­ryk­ke­ri og man­gel på so­li­da­ri­tet. Vi har brugt ge­ne­ra­tio­ner på at byg­ge det­te her sam­fund op, og vi skal pas­se på, vi ik­ke split­ter det fra hin­an­den. Men nu skal jeg og­så pas­se på, jeg ik­ke bli­ver for po­li­tisk. Jeg hav­de ge­val­di­ge tøm­mer­mænd eft er ... nej, jeg har al­drig tøm­mer­mænd læn­ge­re. Men om søn­da­gen ta­ger jeg på pubcrawl i Ma­ri­en­lyst og ta­ger ned og snak­ker med dem, der har set revy­en. Jeg drik­ker ik­ke læn­ge­re det, jeg har gjort for man­ge år si­den. En­gang kun­ne jeg drik­ke en hel kas­se ba­je­re, nu fo­re­træk­ker jeg et godt glas rød­vin. Vi dan­ske­re bør ta­ge os ge­val­digt sam­men, når det gæl­der ... at vi­se for­stå­el­se for an­dre. Vi har jo ik­ke sam­me hold­nin­ger. I det sam­fund, jeg vil leve i, skal der væ­re plads til no­get for­skel­lig­hed: for­skel­li­ge må­der at gø­re tin­ge­ne. En per­son, der har grund til at væ­re skuf­fet over mig, er ... det må væ­re min ko­ne, jeg er al­drig hjem­me. Men o. k., om vin­te­r­en er jeg hjem­me me­get af ti­den, og så kan hun godt fi nde på at spør­ge, om jeg ik­ke snart skal ud at op­træ­de. Jeg kom­mer me­get om­kring og hol­der mit fored­rag ’ Fra kok­ke­e­lev til revy­di­rek­tør’. Det er hyg­ge­ligt at kom­me om­kring i Dan­mark. Det go­de ved at væ­re mig ... det er, at mit ar­bej­de er min hob­by. Jeg glæ­der mig over, når ... folk væl­ter ind og er gla­de, når de ser vo­res revy. Der er så godt som ud­solgt hver aft en, og vi spil­ler fi re til fem gan­ge om ugen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.