AN­NET­TE HEICK Hyk­le­ri­et er i top­form

BT - - SØNDAG -

Fa­ce­book og In­s­ta­gram på val­gaft enen: Fle­re po­ste­de sort skærm og skrev ’ før var jeg dan­sker, nu er jeg fl ygt­ning’ el­ler ’ Jeg skam­mer mig’ el­ler spurg­te: ’ Sta­ti­stik­ken vi­ser, at jeg ken­der no­gen, der stem­mer på DF – hvem er I, og hvor­for vil I ik­ke gi­ve jer til ken­de?’ Det sid­ste bli­ver vist me­get godt be­sva­ret af det før­ste. RE­TO­RIK­KEN OG IL­LU­STRA­TIO­NER­NE var mil­dest talt te­a­tral­ske og – får jeg lyst til at til­fø­je – ude­mo­kra­ti­ske. Jeg selv var ik­ke li­ge­frem be­gej­stret over val­gre­sul­ta­tet, men jeg var overrasket over, at stort set al­le de kol­le­ga­er, jeg føl­ger på de so­ci­a­le me­di­er – i hvert fald dem, der skrev no­get den aft en – var eni­ge om dra­ma­et. Der ud­fol­de­de sig et sandt hyk­le­ri, for der var in­gen af dem, der mig be­kendt no­gen­sin­de har meldt sig ind i no­get par­ti, er mødt op til et væl­ger­mø­de el­ler uop­for­dret og uløn­net har på­ta­get sig den op­ga­ve at ta­le en po­li­tisk sag. FLE­RE SKREV NO­GET à la: ’ I dag be­gra­ve­de vi kli­ma­et.’ Det var sjovt nok al­le sam­men nog­le, der selv bor i by­en og ta­ger cyk­len. Og det er jo fi nt, men det be­ty­der og­så, at de sjæl­dent ( hvis no­gen­sin­de) kom­mer på los­se­plad­sen, hvor­for man­ge af dem smi­der pap, pa­pir, pla­stem­bal­la­ge, små glas og mad i en og sam­me skral­des­pand. Ba­re for at næv­ne no­get. Og her sy­nes jeg jo, at hvis man vil krav­le højt op i det moral­ske træ, så er man nødt til at ha­ve en usæd­van­lig god samvit­tig­hed selv. FOR­SVA­RER JEG DF? Næh, det gør jeg så­dan set ik­ke. Men jeg for­sva­rer vo­res de­mo­kra­ti. Og de­mo­kra­ti­et har talt. Hvis man er ue­nig i el­ler ked af ud­fal­det, så må man jo ta­ge kam­pen op for at bli­ve hørt el­ler ska­be op­mærk­som­hed om den sag, man bræn­der for. JEG NO­TE­RE­DE MIG og­så, at nog­le tru­e­de med at fl yt­te til Sve­ri­ge. Det har jeg så rent fak­tisk en me­ning om, for her bor jeg, og jeg kan hil­se at si­ge, at her er det po­li­ti­ske bil­le­de tragi­ko­misk. De fl este po­li­ti­ke­re har nem­lig valgt at stik­ke ho­ve­d­et i bu­sken, for­di de ik­ke vil an­er­ken­de, at man­ge sven­ske­re ved det se­ne­ste valg stem­te på Sve­ri­ge­de­mo­kra­ter­na – et for­holds­vis nyt par­ti, der har haft lidt svært ved at fi nde si­ne ben, for­di en ræk­ke ny­na­zi­ster har få­et lov at teg­ne par­ti­et. 13 pct. af stem­mer­ne gjor­de dem til Sve­ri­ges tred­je­stør­ste par­ti. Sve­ri­ge­de­mo­kra­ter­na vil ger­ne væ­re stu­e­rent, men vil og­så ger­ne de­bat­te­re nog­le af de man­ge em­ner, der i Sve­ri­ge er po­li­tisk ukor­rek­te. De har få­et lov at stå ui­mod­sag­te, for­di in­gen vil de­bat­te­re med dem. DE GAM­LE PAR­TI­ER har for­nær­me­de og bed­re­vi­den­de vendt ryg­gen til og så­le­des la­det Sve­ri­ge­de­mo­kra­ter­na få mo­nopol på det sven­ske fl ag. Det be­ty­der, at man på sko­ler­ne er holdt op med at fl age på Sve­ri­ges na­tio­nal­dag, og at bør­ne­fød­sels­da­ge hol­des fl ag­frie, for­di det be­trag­tes som et na­tio­na­li­stisk sym­bol. De gam­le par­ti­er har der­med ta­get den al­min­de­li­ge sven­sker som gid­sel i en vær­di­kamp, der hand­ler om en moral, som er så skævv­re­det, at in­gen kan fi nde ud af den. Det er for­budt at me­ne no­get an­det end fl er­tal­let. Men in­gen ved eft er­hån­den, hvem der teg­ner det fl er­tal. FOR­NÆG­TEL­SE AF KENDS­GER­NIN­GER høj­ner ik­ke moral og frem­mer ik­ke no­gen or­dent­lig to­ne. Den slags mora­li­se­ren, som kom­mer fra en ræk­ke selv­go­de men­ne­sker med et enormt be­hov for at frem­stil­le eg­ne fortræff elig­he­der på de so­ci­a­le me­di­er, er ude­luk­ken­de med til at frem­pro­vo­ke­re en Ras­mus Mod­sat- re­ak­tion, hvor folk stem­mer yder­ligt­gå­en­de ba­re for at bli­ve hørt. Det var den Ras­mus Mod­sat- re­ak­tion, vi op­le­ve­de un­der val­get, og den kun­ne åben­bart ik­ke rum­mes af de men­ne­sker, der selv præ­di­ker rum­me­lig­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.