’ Når jeg er fuld, er jeg vild med mig selv, og når jeg er æd­ru, ha­der jeg mig selv’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW For­skel­len på ty ske­re og dan­ske­re er ... me­get lil­le. Fak­tisk er Dan­mark Nordtys­kland, og Tys­kland er Syd­dan­mark. Vo­res hi­sto­ri­er føl­ges ad, og vo­res kul­tu­rarv er me­get tysk. ’ Den dan­ske sang er en ung dansk pi­ge’, men vo­res sangskat er langt hen ad vej­en grund­lagt af ty­ske kom­po­ni­ster, og Wey­se er gan­ske vist op­ta­get i den dan­ske kul­tur­ka­non, men han er tysk. Ju­le­træ­et har vi im­por­te­ret fra Tys­kland, og von Tri­er er svær at fo­re­stil­le sig uden Fritz Lang og Rai­ner Wer­ner Fassbin­der. På dk4 er der sla­ger­festi­val, vi el­sker ok­to­ber­fe­sten, og når det kom­mer til øl og pøl­ser, er det os, som er de san­de pøl­se­ty­ske­re. Men vi ad­skil­ler os og­så fra ty­ske­re, hvis ad­færd er me­re ri­gid og di­sci­pli­ne­ret - de op­fø­rer sig ens, om så ski­bet er ved at gå ned - og når de bli­ver ful­de, dis­ku­te­rer de er­ken­del­ses­te­o­ri, det er fi lo­soff er­nes land. Der­i­mod er vi er go­de til at til­pas­se os si­tu­a­tio­nen, vo­res ad­færd er me­re fl ek­si­bel, vi er næ­sten alt for go­de til at slap­pe af og ta­ge al­voren ud af ting, men når det bræn­der på, kun­ne vi godt tæn­ke os at kal­de på Mutti- Mer­kel. Dan­nel­se er ik­ke ... at stå i fæg­ter­stil­ling med en dig­ter­kap­pe på, mens man re­ci­te­rer Oe­h­lens­chlä­gers Guld­hor­ne­ne. Det hand­ler om at ud­vik­le en kri­tisk be­vidst­hed – og en hi­sto­risk be­vist­hed om, at du ind­går i no­get stør­re og me­re om­fat­ten­de end dig selv. Kunst er ik­ke de­ko­ra­tion, det er ver­dens­bil­le­der – må­der at op­fat­te vir­ke­lig­he­den på – og de æn­drer sig med det sam­fund og den tid, du le­ver i. Ver­den er ik­ke fal­det fær­dig ned fra him­len, den er so­ci­alt og hi­sto­risk pro­du­ce­ret, og der­for kan vi og­så for­an­dre den. Det er en fat­tig ver­den, hvis man le­ver for­ud­sæt­nings­løst og uden en re­so­nans­bund af kul­tur­hi­sto­rie. Uden en hi­sto­risk be­vist­hed har vi ik­ke no­get bil­le­de af os selv – hvem vi er, hvor­for vi hand­ler, som vi gør – og man ri­si­ke­rer at gen­ta­ge fejl­ta­gel­ser­ne. Eft er at vi tab­te i 1864, vend­te vi ver­den ryg­gen og blev til in­dret­nings­ar­ki­tek­ter og må­ske det land i ver­den, der er bedst til at fejre si­ne ne­der­lag. Jeg er mis­un­de­lig på … bog­bin­de­re og bå­de­byg­ge­re og al­le dem, som har hæn­der­ne skru­et rig­tigt sam­men – og tå­l­mo­dig­hed til at bru­ge dem. Jeg var vir­ke­lig næ­rig, da … Jeg var på bryl­lups­rej­se i Egyp­ten, for­di jeg reg­ne­de va­luta­ku­r­sen for­kert. Jeg er enormt ban­ge for…. skat. Og for dø­den. Der er kun to ting, der er sik­re i li­vet, nem­lig at du skal dø og be­ta­le skat. Hvis ik­ke jeg får lagt pen­ge til si­de til B- skat, er jeg fær­dig som po­p­san­ger, og ver­den, som vi ken­der den, går un­der. Du får ik­ke et ro­ligt øje­blik, du mi­ster din fri­hed, du bli­ver sat un­der ad­mi­ni­stra­tion, og di­ne pen­ge er ik­ke læn­ge­re di­ne eg­ne. Jeg er ræd­sels­sla­gen for at mi­ste min selv­be­stem­mel­se - og for at skul­le kom­me i den si­tu­a­tion, at jeg ik­ke kan for­sør­ge min fa­mi­lie. Jeg kan gem­me mig un­der dy­nen af angst for de of­fent­li­ge in­stan­ser – kom­mu­nen, ho­spi­ta­ler og al­der­doms­hjem, bor­ger­ser­vi­ce – dem al­le sam­men, for det er ren re­ge­lad­mi­ni­stra­tion, der ik­ke ta­ger moral­ske og in­di­vi­du­el­le hen­syn til men­ne­sker. Det er en ano­nym magt, der sæt­ter sig igen­nem over­for mig, og jeg kæm­per for at kun­ne kø­be mig fri. Jeg har et had- kær­lig­heds­for­hold til ... mig selv. Når jeg er fuld, er jeg vild med mig selv, og når jeg er æd­ru, ha­der jeg mig selv. Jeg kan ik­ke skift e olie el­ler ta­ge mig sam­men til at la­ke­re min båd. Mit selv­had er stør­re end Run­detårn. Jeg vil si­ge, at lys­punk­ter­ne er sjæld­ne, så læn­ge jeg er æd­ru. Vi dan­ske­re bør ta­ge os ge­val­digt sam­men, når det gæl­der ... ’ os og dem’- men­ta­li­te­ten. Det gæl­der ik­ke kun over­for ind­van­dre­re, men og­så over for os selv – vi er ved at knæk­ke over i to for­skel­li­ge lan­de, hvor man skal ac­cep­te­re for­skel­s­be­hand­ling – med den vel­b­jær­ge­de del af lan­det og den kre­a­ti­ve klas­se i stor­by­er­ne, som har ad­gang til al­le pri­vil­e­gi­er og kul­turin­sti­tu­tio­ner og stem­mer ra­di­kalt og SF, el­ler det der lig­ner – og så re­sten af sam­fun­det, der stem­mer DF og le­ver med so­ci­al dum­ping og virk­som­heds­ned­læg­gel­ser og man­gel på de mest ba­sa­le ydel­ser, off ent­lig trans­port og sy­ge­væ­sen og kul­tur­liv. Jeg ser ger­ne or­det ’ ud­kants­dan­mark’ stre­get fra vo­res sprog. Vi skal ta­ge os sam­men, så der ik­ke bli­ver en dy­be­re og dy­be­re grøft . Jeg har al­tid haft den drøm, at lan­det skul­le ind i by­en og by­en ud på lan­det. Eft er fol­ke­tings­val­get må vi ind­se … at det er dem, som har få­et mag­ten, dem som ik­ke har følt sig re­præ­sen­te­ret og hørt på Chri­sti­ans­borg og ik­ke fø­ler sig som en del af stor­by­li­vet. Det er me­get nemt at sid­de i Skod­s­borg og væ­re mul­ti­kul­tu­rel på an­dres veg­ne. Men der er folk, der fø­ler sig frem­me­de i de­res eget land. Ver­dens cen­trum er åben­bart København, når re­sten af lan­det skal hed­de ’ ud­kants­dan­mark’, men cen­trum er al­tid der, hvor man le­ver, og jeg bor på Præ­stø- eg­nen – og København forta­ber sig i baks­pej­let og er ir­re­le­vant. Ved­rø­ren­de Ny­kø­bing Falsters ud­vik­ling, kan vi tak­ke ... ud­fas­nin­gen af in­du­stri­hav­nens be­tyd­ning og DSBs ned­læg­ning af København- Ber­lin- stræk­nin­gen, kom­mu­nal­re­for­men og cen­tra­li­se­ring. Hav­nen i Ny­kø­bing Fal­ster hav­de en stor be­tyd­ning for by­en, den har in­gen i dag. Virk­som­he­der for­svin­der og alt bli­ver cen­tra­li­se­ret i store en­he­der li­ge­som ho­spi­ta­ler. Der er et ho­spi­tal i Ny­kø­bing i dag, men in­gen vil ar­bej­de der. Det kæ­re, el­ske­de Dan­mark, det er jo van­vit­tigt, at det er ble­vet til en ud­kant, bort­set fra København, Aar­hus og Oden­se. Alt an­det bli­ver tømt for funk­tio­ner, der er in­gen ho­spi­ta­ler el­ler bi­bli­o­te­ker. Cen­tra­li­se­rin­gen gør store de­le af Dan­mark til en ør­ken.

BLÅ BOG Knud Ro­mer ( f. 1960) på Fal­ster er dansk for­fat­ter, reklamemand og ra­diovært. Han har læst i lit­te­ra­tur­vi­den­skab i 17 år, var reklamemand hos Kun­de og Co., smags­dom­mer på DR2 og nu ra­diovært på Ro­mer­ri­get på Ra­dio24­syv.

har ud­gi­vet bø­ger som Din store idi­ot, Guide til Kø­ben­havns off ent­li­ge toilet­ter og i 2007 ro­ma­nen: Den som blin­ker er ban­ge for dø­den. Bo­gen be­skri­ver hans op­vækst i Ny­kø­bing Fal­ster med en ty sk mor og en dansk far, hvis na­tio­na­li­tet med­før­te chi­ka­ne og mob­ning. Den­ne bog er ud­kom­met på 12 sprog og solgt i 200.000 ek­sem­pla­rer i Dan­mark.

Han

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.