’ Du har et valg’

BT - - KENDER DU DET? -

Ver­den er fuld af valg. Hver ene­ste dag har vi valg. At du læ­ser den her klum­me, er et valg. Du kun­ne jo og­så lig­ge og kig­ge på him­len, for­fø­re så him­len syn­ger, slå græs­set el­ler ord­ne va­ske­tøj. El­ler du kun­ne rej­se Jor­den rundt. For­skel­len på dem, som sej­ler Jor­den rundt, og dem, som ik­ke gør, er, at den før­ste grup­pe hand­ler, mens den an­den grup­pe ( al­le os an­dre) kun drøm­mer om at gø­re det. Jeg har læst Tro­els Klø­ve­dals bø­ger, si­den jeg var barn. I drøm­me­ne har jeg tit sat sejl og set store havskild­pad­der svøm­me i det smuk­ke­ste tur­kis­blå vand. Tænk, hvis jeg ik­ke ba­re tænk­te ... En sæt­ning har bidt sig fast hos mig. Den er sagt af den hol­land­ske pi­ge, som sej­le­de Jor­den rundt som 15- årig. Hun var ver­dens yng­ste jor­dom­sej­ler. De hol­land­ske myn­dig­he­der for­søg­te at for­by­de hen­de det. De tog for­æl­dre­myn­dig­he­den fra hen­des far, for­di han vil­le gi­ve hen­de lov at rej­se. Det var for far­ligt, men­te myn­dig­he­der­ne. Hun kun­ne jo dø af det.

Men hun hav­de truf­fet et valg, og jeg har al­drig set et men­ne­ske me­re klar end hen­de. Klar­he­den stod i skæ­ren­de kon­trast til al­le de ukla­re men­ne­sker, jeg ser hver dag – in­klu­si­ve mig selv. For mig at se le­ve­de hun så hef­tigt, at vi an­dre ik­ke kun­ne føl­ge med. Det var for vildt at se på li­ge midt i grill­pøl­ser­ne fyldt med e- num­re. Lo­gik­ken var at stop­pe hen­de, in­den hun dø­de af de far­li­ge, skø­re valg, hun traf. Men hun kom af sted. Hun le­ve­de som Pip­pi Langstrøm­pe, la­ve­de pan­de­ka­ger og of­re­de dem til Nep­tun, mens hun sang ale­ne på dæk­ket. Og så sag­de hun den sæt­ning, som er ble­vet hæn­gen­de hos mig: ’ Jeg for­står ik­ke voks­ne. De går på ar­bej­de for at tje­ne pen­ge til at kø­be al­le mu­li­ge ting, som de sjæl­dent ser, for­di de al­li­ge­vel er på ar­bej­de da­gen lang’. Sæt­nin­gen ram­te mig midt i so­lar ple­xus. Det er mit liv ram­met ind i én sæt­ning. Og jeg bil­der mig end­da ind, at jeg vover og hand­ler me­re end de fle­ste. Men of­test gør jeg mest det sam­me som al­le an­dre. Jeg gør alt for me­get, som jeg ple­jer. Jeg glem­mer i hver­da­gen, at jeg har et valg. For ny­lig var jeg til en fød­sels­dag, hvor et af par­re­ne da­gen ef­ter vil­le rej­se ud i li­vet med de­res to børn for at se på hin­an­den og på ver­den. De skul­le rej­se i to må­ne­der og kun i Sy­da­me­ri­ka, men det er sgu da fan­ta­stisk. De ser mu­lig­he­der­ne dér, hvor vi an­dre ser for­hin­drin­ger. De gjor­de et stort ind­tryk på mig. Nu er de af sted. Mens jeg skri­ver den­ne klum­me, har de smagt mær­ke­lig mad, er ble­vet stuk­ket af sæ­re in­sek­ter, har pas­set på hin­an­den, set so­len stå op i regnsko­ven, og de har le­vet ... De har valgt at rej­se ud for at op­le­ve ver­den sam­men, og de op­le­vel­ser og den tid kan man al­drig ta­ge fra dem. De kan leve af de min­der for evigt. Selv om de nok skal klip­pe hæk to gan­ge, når de kom­mer hjem. Om lidt skal jeg til Mall­orca. Jeg vil gø­re det magisk, sjovt, even­tyr­ligt. Den rej­se skal be­ta­le pri­sen for de fle­ste da­ge, hvor jeg gør, som jeg ple­jer. Jeg skal for­lø­se al­le mi­ne drøm­me om sex, fa­mi­lie, leg, lat­ter, nø­gen­bad­ning og læk­ker slow food. Jeg skal gi­ve den gas, og vi skal le og le. Den fø­lel­se skal hol­de et helt år. Vi skal le så højt, at det kan hø­res 365 da­ge. Hvis det gør dig mis­for­nø­jet at læ­se, for­di din si­tu­a­tion er no­gen­lun­de den sam­me, så husk, at uan­set hvad din si­tu­a­tion er, så har du et valg. Mu­lig­vis ik­ke de valg du drøm­mer om, men dog et valg. Start med dig selv.

El­lers en­der det, som Mi­ka­el Simp­son syn­ger: ’ Jeg har lyst til me­get me­re, end du aner, og i nat der lag­de jeg tu­sind pla­ner, men i mor­ges der gjor­de jeg, som jeg ple­jer’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.