Kom­men­tar Dansk tryg­heds­narko­ma­ni

BT - - SPORTEN -

IN­GEN ER UUND­VÆR­LIG. Det er en slags bør­ne­lær­dom for de fl este, men skal man døm­me eft er den de­bat, der rej­ser sig her­hjem­me om­kring Bjar­ne Ri­is og hans frem­tid i cy­kel­spor­ten, skul­le man tro no­get stør­re og me­re gud­dom­me­ligt var på spil. At lan­det stan­der i en slags vå­de, hvis juli mel­der sig uden Ri­is i en sym­bi­o­ti­ske sam­men­s­melt­ning med cy­kel­spor­ten.

In­tet dansk sport­si­kon når Ri­is til knæha­ser­ne. Og i den lig­ning in­dreg­ner jeg ger­ne stør­rel­ser som Mi­cha­el Laud­rup, Ca­ro­li­ne Woz­ni­a­cki og Mor­ten Ol­sen, selv om sidst­nævn­te med sin ind­sats bå­de som ak­tiv på det dan­ske lands­hold og som træ­ner vel godt kun­ne væ­re i det luft lag.

Men nej. Når dan­sker­ne - i hvert fald den halv­del af dem, der bak­ker hel­hjer­tet op om hi­sto­ri­ens ene­ste dan­ske Tour- vin­der - er der øjen­syn­ligt in­gen en­de på rum­me­lig­he­den.

Det kan der væ­re go­de grun­de til. Men en god grund er ik­ke, at Ri­is for­brød sig blandt for­bry­de­re, da han i 1990er­ne tord­ne­de mod ver­den­stop­pen og plan­te­de den eu­fori, der sta­dig er i stand til at bli­ve vakt hvert år, når Tour de Fran­ce sæt­tes i gang.

En god grund er hel­ler ik­ke, at Ri­is som hold­le­der på Team CSC fort­sat­te med en­ten at for­ven­te el­ler op­mun­tre hol­dets top­ryt­te­re til at sky­de bi­o­ke­misk gen­vej. Uan­set hvor me­get, de end selv vil­le det. El­ler hvem de var op­pe imod.

Und­skyld mig, men hvis dan­sker­nes moral­ske pas er så­dan indstil­let, kan man da bli­ve al­vor­ligt be­kym­ret for lan­dets til­stand, så­dan i en stør­re og me­re væ­sent­lig må­le­stok.

HELT SÅ GALT er det nok ik­ke. At bak­ke hel­hjer­tet op om Bjar­ne Ri­is, for­di han for­brød sig blandt for­bry­de­re, da han vandt Tour de Fran­ce i 1996 er ik­ke no­gen god grund, me­ner Lars B. Jør­gen­sen. Fo­to: Nils Meilvang

Når Ri­is er gen­stand for me­re næ­stekær­lig­hed, end man kan kø­be for pen­ge, må det jo hand­le om no­get an­det end ba­re moralsk kor­rum­pe­ring og en ig­nor­ant indsti­ling til rig­tigt og for­kert.

I dis­se da­ge fyl­der et even­tu­elt co­me­ba­ck me­get i de hjem­li­ge me­di­er. Det er som om juli må­ned, Tour de Fran­ce og Bjar­ne Ri­is er ulø­se­ligt for­bun­det, og at dan­sker­nes min­dre­værd lil­le­put­men­ta­li­tet skal pu­stes op med et dan­ske­jet hold i ver­dens stør­ste cy­kel­løb. Hvis glæden rig­tigt skal rul­le som på ke­ra­mi­ske le­jer.

Det er i bed­ste fald provin­si­elt. I vær­ste fald ud­tryk for en hi­sto­ri­e­løs des­o­ri­en­te­ring, hvor man glem­mer, at Dan­mark hav­de en stolt cy­kel­tra­di­tion og­så læn­ge før Ri­is rej­ste sig af asken, hvor der blev kørt bå­de OLog VM- me­dal­jer hjem. Oft e mod me­get hår­de odds. DET HAND­LER NÆP­PE om an­det end fø­lel­ser, og den slags kan man sjæl­dent ar­gu­men­te­re imod med sund for­nuft og lo­gik. At for­hol­de sig til sport kan og­så væ­re at gi­ve sig selv lov til at væ­re som barn igen. Tour de Fran­ce hand­ler om tra­di­tion og tryg­heds­narko­ma­ni. Al­le ele­men­ter­ne skal væ­re der for rig­tigt at spil­le. Det er som et læ­gen­de lydspor med Jør­gen Let­hs baryton- kom­men­ta­tor­stem­me som en sprød cel­lo i Rolf og Rit­ters ord­s­trøm.

Selv­føl­ge­lig er der plads til Bjar­ne Ri­is i in­ter­na­tio­nal cy­kel­sport. Og når man spør­ger sig for, får man hø­fl igt imø­de­kom­men­de svar fra tid­li­ge­re kol­le­ger og ryt­te­re, hvis le­ve­brød al­tid er til over­vej­el­se.

Set i det lys kan Bjar­ne Ri­is vir­ke som en sav­net sagn­fi gur. Men dansk cy­kel­sport ek­si­ste­re­de før Bjar­ne Ri­is. Ik­ke med sam­me strå­leg­lans, selv om den var falsk. Men min­dre kan og­så sag­tens gø­re det. Og hver­ken Tour de Fran­ce el­ler cy­kel­spor­ten ge­ne­relt li­der no­gen ska­de, hvis folk og fæ el­lers gi­der smi­de sut­ten. Groft sagt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.